Adskillelseslitteratur: Analyse af bogen “Nora går i vuggestue”

Dette er et ambassadørindlæg af ambassadør Siff Sahlholdt. Formålet med indlægget er at demonstrere hvorledes adskillelsesretorikken reproduceres i alle lag af samfundet – herunder også litteratur henvendt til børn. Indlægget bringes i forlængelse af debatindlægget i Kristeligt Dagblad om ‘adskillelsesgråd’. Indlægget er forfattet af Siff og medunderskrevet af de øvrige ambassadører samt stifter af Kulturkritisk Forum Mie Storm. Du kan læse indlægget fra Kristeligt Dagblad her, og læse mere om ambassadørkorpset tilknyttet Kulturkritisk Forum her.

Normalisering af adskillelse

I forlængelse af Kulturkritisk Forums debatindlæg i Kristeligt Dagblad mandag den 5. oktober udgiver vi her en uddybende analyse af børnebogsproblematikken, som kort nævnes i debatindlægget. Teksten er en uddybelse af det argument, som er i debatindlægget. Vi argumenterer for, at vi har normaliseret børns adskillelsesgråd på forkerte præmisser og at normalitetsforståelsen er forvrænget, og at denne forvrængede normalitetsforståelse har sneget sig helt ind i børnebøgerne.

Jeg har begået en kort analyse af bogen ”Nora går i vuggestue” (af Kirsten Sonne Harrild, 2019) forud for debatindlægget.  Bogen er en del af en bogserie. Denne bog handler specifikt om afskedsseancen og er det man kan kalde adskillelseslitteratur: litteratur rettet mod at beskrive, normalisere og ”lette” den adskillelse, som er nødvendig, når et barn går i institution. Hovedpersonen i bogen hedder Nora og er beskrevet som ”snart to år”. 

I det følgende sammenfatter jeg med citater og parafraser selve afskeden:

”Nu skal Nora kramme og vinke”.

”Nej nej, bamse skal også vinke”, siger Nora”

”Men bamse vil ikke vinke. Og det vil Nora heller ikke. Hun vil over til mor.”

Bogen fortsætter med at Noras ”garderobenabo”, Louis, ankommer. Louis’ alder specificeres ikke, men det antages at han er under tre år, da de går i vuggestue sammen. Den er sandsynligvis ikke integreret, da Willi, storebroren også siger farvel og ikke afleveres samme sted.

Louis spørger om de skal lege med bamser. 

 ”Nora nikker og tørrer sine øjne”.

””men først skal vi vinke”, smiler Mie”.

Louis’ far samt Noras mor og bror går.  

”Nora og Louis vinker med deres bamser. 

”Hej hej! Vi ses!” 

”Ha’ en dejlig dag”.

”Og så går Nora og Louis ind på Månestuen og leger sjove bamselege.”

Jeg spørger, om det er realistisk, at så små børn spørger hinanden om det. Vi ved, at børn generelt set er mellem 2-3 år, når deres sproglige kunnen tillader invitationer til leg på det plan, bogen fremstiller. Ligeledes parallelleger børn også op til omkring 3 år.  Men selvfølgelig er der undtagelser, hvilket jeg har fået bekræftet af flere med personlig og professionel erfaring med såkaldte ”vuggestuebørn”. Ligeledes fortæller nogle, at det kan være realistisk, at Noras gråd ved adskillelsen så hurtigt kan fjernes ved distraktionen, som invitationen til bamseleg er. Andre fortæller, at det oftest skal være en tryg voksen, der guider derhen. 

Det er sigende, at Noras gråd og ønske om at komme over til moren ikke anerkendes af hverken mor eller pædagogen, som hverken har en replik eller en beskrivelse i bogen. I stedet skiftes der til Louis’ ankomst, som fungerer som den distraktion, der får Nora til at falde til ro og blive okay med at sige farvel. Det kan virke som en lille detalje, måske endda en ligegyldighed, men sådan litteratur er med til at underkende børns gråd og følelser. Som så mange virkelige familier, er det sikkert, at Noras forældre ikke oplever de har andet valg end at tage afsked og tage på arbejde. 

Bogen er derfor med til at vise børn, at deres gråd og ord ikke skal tages alvorligt og kan ”distraheres væk”. Den er med til fortsætte normaliseringen af børns adskillelsesgråd, som opfattes problematisk i en adskillelseskultur, hvor der ikke er rum, tid, plads eller penge (!) til at håndtere på en sund måde, at børn protesterer over adskillelse. 

Spørgsmålet er, om bogen repræsenterer en realistisk hverdag for et vuggestuebarn, der skal sige farvel og hvilket bidrag bogen har hertil. Og her bliver det interessant: min påstand er, at bogen er med til at normalisere og forevige denne normalitet af børns adskillelsesgåd, da bogen handler om afsked og barnet græder. Det skal forestille at være en genkendelig hverdag for børn. 

Bogen er skabt til højtlæsning for mindre børn, der enten går i eller skal til at gå i vuggestue. Bogen er ment som forberedelse for barnet på lige fod med bøger om søvn og pottetræning. Bogen er ydermere med til at cementere, at adskillelsesgråd er alment udbredt, siden der har været et behov for at skrive en bog om grådfyldte afskeder. Afslutningsvist skal det siges, at dette kun er ét eksempel, jeg tager fat på. Èn bog, jeg fik lånt med hjem fra biblioteket, hvor bibliotekaren fortalte, at der altid var kø på de bøger op til vuggestuestart-sæsonen. Men i min ydmyge optik, er det én bog for meget.