Ambassadør-indlæg: Intuition – rationalismens sunde modsætning

Dette er et ambassadør-indlæg skrevet af frivillig ambassadør ved Kulturkritisk Forum, Camilla Fredsgaard. Du kan læse mere om Camilla og de øvrige ambassadører her.

Måske er problemet med intuition hverken, at det ikke er rationelt eller logisk. Måske er problemet snarere, at vi tror, den manglende rationalitet er et udtryk for intuitionens falliterklæring.

Men når alt kommer til alt, er selv de mest kontrollerede mennesker ikke så rationelle, som de går og tror, i hvert fald ikke hvis rationalitet defineres som fravær af følelser og intuition. Man kan undres. Hvis brugen af følelser og intuition virkelig leder til så dårlige beslutninger, hvorfor har vi så udviklet den hjerne vi har? Er det bare resterne fra vores savannehjerne, der endnu ikke er tilpasset det moderne vestlige samfund? Evolution er trods alt en langsommelig proces.

Eller er det måske samfundet, der har rykket sig i en retning, der faktisk ikke giver plads til en vigtig side af mennesket?

I et forsøg på at kunne forstå, beskrive og forklare intuition, har jeg videnskabeliggjort et hverdagsfænomen. Vi oplever alle intuition i vores liv, så hvorfor dette behov for at formidle et fænomen vi alle kender, og som i øvrigt nok er subjektivt, når det kommer til stykket?

Fordi det er de færreste af os, der forstår, og når vi ikke forstår, må vi nødvendigvis tro. Problemet med at tro på noget, er at eksistensen, af det som tros på, kan betvivles. Det tror jeg også er tilfældet for intuition.

At lytte til sin mavefornemmelse vækker oftest skepsis. Vi kan måske nok føle og opleve en mavefornemmelse – fornemme at vi har en intuition – men vi kan ikke forstå, hvor det kommer fra, eller hvad det er. Vi kan ikke se det. Vi kan knap beskrive det med ord, og her opstår åbenbart idéen om en manglende eksistensberettigelse.

Hvad vi kun kan tro om, må vi helst ikke tillægge for megen værdi. Det falder os derfor forholdsvis let, at afværge en fysisk fornemmelse eller en erkendelse, vi ikke helt forstår, vi har.

Problemet er bare, at selvom vi ikke forstår det, så er det der jo stadig.

Det har vi lige oplevet. Vi tror – og tvivler om meget, og meget kan være svært at blive klog på, men når det kommer til hjernen og dens forbindelse til kroppen, er vi ikke på helt bar bund. Derfor er vi heller ikke på helt bar bund, når det kommer til intuition, og derfor er intuition heller ikke noget, man tror på. Det er desuden heller ikke noget, man kan lade være at gøre brug af, det sker nemlig af sig selv.

To systemer til at forstå – og agere i verden

Af pædagogiske årsager inddeler matematikeren og psykologen Daniel Kahneman i sin bog ’At Tænke – Hurtigt og Langsomt’, vores bevidsthed i hhv. System 1 og System 2. Der er tale om to måder at forstå og agere i verden på.

System 2 er vores oplevelse af ’jeg’, at vi retter opmærksomheden mod noget, vores tanker, når vi koncentrerer os om noget, vurderer noget, ja alt det du oplever, du gør. Hvorimod System 1 ikke opleves, det er udtryk for alle de modeller, forståelser og umiddelbare reaktioner, der opererer automatisk og ubevidst. Vores intuitive vurderinger og beslutninger er System 1 fænomener. System 1 fænomener er derfor indlærte skabeloner fra og af vores verden; de er erfaringer og genveje.

Herbet A. Simon beskrev tilbage i det 20. århundrede intuition således:

”Intuition er hverken mere eller mindre end genkendelse” (’What is an Explination of Behaviour’ i Psychological Science).

Intuition er altså, ifølge Simon, et udtryk for en genkendelighed i en situation. I hans undersøgelse af ekspertise, inden for skakkens verden, konkluderede han, at genkendelse ledte til aktivering af korrekt viden (og dermed svar/handling) hos eksperter. Dette kalder vi intuition. Vi siger, at skakspilleren har en god fornemmelse for spillet, eller måske en sjette sans. Der er dog tale om fænomenalt samarbejde mellem System 1 og System 2.

System 1 har gennem mange skakspil ”tillært sig” spillets logikker og mønstre og vurderer derfor skakspillet. Dette foregår hurtigt og automatisk, hurtigere end System 2 kunne foretage samme analyse. ”System 2 oplever” blot System 1’s arbejde når idéen til et godt træk opstår, eller trækket bare udføres baseret på en fornemmelse.
I deres artikel, ’Unpacking Intuition: a Process and Outcome Framework’, redegør de to psykologer Julie Gore og Eugene Sadler-Smith for intuition som verbum, dvs. selve handlingen at intuitionere (modsat et outcome, som nok oftest er det vi taler om, når vi taler om intuition til daglig).

Ser man på intuition som proces, kan man beskrive det at intuitionere gennem mekanismer. Gore og Sadler-Smith argumenterer for, at der er tale om en slags skabelon for intuitionsprocesser, som kan udvikles og bruges i flere aspekter af livet. De skelner således mellem en fællesmenneskelig primær form for intuition, hvis mekanismer mennesker kan sætte i spil i individets liv, der derfor udvikler intuition inden for forskellige områder; sekundær form for intuition. Det er denne sekundær form, der bl.a. gør os til gode forældre, bankmænd eller klaverspillere; vi udvikler en intuition inden for et område, ved at optage viden herom, som med tiden bliver automatiseret. Med Kahnemans ord overgår noget fra System 2 til System 1, ved at System 1 baserer en model på nyerhvervet viden, og det er nok også her man finder Simons eksperter.

System 1 konkluderer altså hurtigt, finder årssager og sammenhænge, skaber forventninger og vurderer. Alt sammen i et forsøg på, at hjælpe mennesket med at navigere i sin verden. Som Kahneman demonstrerer, går det dog ofte for stærkt. Heuristikker (mentale genveje) får os til at drage konklusioner, som hverken er rationelle, optimale eller korrekte, fordi de er baseret på en nemmere genvej, der i virkeligheden ikke kan bruges i den pågældende situation. Bogen er fyldt med eksempler på hvordan, vi er tilbøjelige til at bruge heuristikker, hvor lidt der skal til før, vi ikke benytter os synderligt af system 2, og hvordan følelser dominerer og kan tilsidesætte rationalisme.
Følgende er eksempler på heuristikker, dvs. modeller som System 1 benytter.

  • Intensitetsmatch: graden af positive eller negative følelser over for én ting, bruges til at vurdere, hvad du skal mene om noget andet. Altså hvor meget du bryder dig om en politiker, afgør fx i højere grad, hvad du synes om vedkommendes budskab, end en objektiv vurdering af budskabet i sig selv.
  • Tilgængelighedsheuristikken: hvad der er muligt (dvs. nemmest) for dig, at komme i tanke om, påvirker din vurdering. Dette ses, fx når vi vurderer verden til, at være et værre sted, end den egentligt er, fordi vi hører flere negative end positive nyheder.
  • Halo-effekten: førstehåndsindtryk eller generelt indtryk af nogen/noget, former vores yderligere opfattelse. På den måde kan fx ’kritisk tænkende’ både opfattes som et negativt og positivt karaktertræk, alt efter hvad man i øvrigt synes om den person.

Det kan såmænd være fint, der er intet galt i at bruge en heuristik (hvis vi altså kunne vælge at lade være), og som Kahneman indleder sin bog med:

”På vores vej gennem livet tillader vi os selv at være styret af indtryk og følelser, og den tiltro, vi har til vores intuitive opfattelser og præferencer, er normalt berettiget” (Kahneman. s. 10).

At System 1 benytter sig af heuristikker er altså ikke en fejlslutning. Det er meningen, vi skal have et system, der opererer hurtigt og automatisk. Problemet er altså ikke, at heuristikker og andre modeller findes, problemet er, at System 1 opererer automatisk, også i de dele af livet, hvor det ikke kan besvare spørgsmål eller foretage en vurdering gennem sine modeller. Det er disse episoder, Kahneman forsøger at få frem i lyset.

Som jeg læser Kahneman, er problemet faktisk ikke, at en del af vores erkendelsesproces er automatisk, hurtig og ubevidst (hvori intuition ligger). Det er en forudsætning for, at vi kan orientere os ift. vores omgivelser. Hvis hver eneste erkendelsesproces var langsom, bevidst og kontrolleret tror jeg enten, vi ville brænde sammen, eller bruge al vores mentale energi på noget af det mest basale. Problemet ligger i, hvis vi lader System 1 stå alene, for som Kahneman siger:

”Det er egentligt ganske enkelt at redegøre for, hvordan vi genererer intuitive holdninger til komplekse spørgsmål. Hvis der ikke med det samme dukker et tilfredsstillende svar på et svært spørgsmål op, vil System 1 finde et relateret spørgsmål, der er lettere, og vil så i stedet besvare det.” (Kahneman s. 119).

Vi kan altså foranlediges til at tro, at vi har besvaret et komplekst spørgsmål tilfredsstillende, når vi i virkeligheden, er kommet til at sætte vores bevidste refleksion og viden over styr, og lader en automatpilot i frigear råde i stedet.

Men ligesom System 1, og dermed intuition og intuitive vurderinger, kommer til kort stillet over for bestemte spørgsmål eller i bestemte situationer, tror jeg også, at der findes spørgsmål, hvor System 2 ikke er til megen gavn. Vi har bare kulturelt, ladet os selv fortælle noget andet.

Vi tror måske nok, at vi bedst vurderer (eller burde vurdere) en dagplejemor ud fra hendes kvalifikationer, størrelsen på hendes baghave og andre objektive måleenheder forbeholdt System 2. Men er det i virkeligheden ikke mere hensigtsmæssigt at mærke efter, og finde ud af om hun er en omsorgsfuld og kærlig person?


Sammenfattende tror jeg, at intuition er en del af vores ubevidsthed, og måske vores krop og sinds tidligste måde at agere i verden på. Det er et sammenspil mellem krop og bevidsthed. Mellem nervesystem og sanser, og dele i vores hjerne.

Som bekendt kan hastværk være lastværk, og det kan det helt sikkert også, når det kommer til vores intuition. Men vi bør næppe rationalisere os ud af alting, eller afskrive det kropslige, som intuitionen faktisk er en del af. Intuition er en nyttefuldt instans, og vi kan udvikle det i mange aspekter af vores liv.

Vi kan godt videnskabeliggøre det, forklare hvordan nervesystemet kommunikerer med hjernen – og det skal vi også, altså forsøge at opnå forståelse. Men hvis vi tror, at belægget for at bruge intuition kræver en videnskabeliggørelse af den, kommer vi til at fastholde en diskurs, hvori det er svært at finde plads til intuitionen, og værdisætte den på egne præmisser.

Vi er dygtige til at begrænse intuition; ikke fordi vi nødvendigvis kender dens grænser, men fordi vi gør det pr. automatik. Det er et problem, at intuition ikke kritiseres på retmæssige parametre, men pr. definition. Sådan en manglende nuancering og forståelse, ville vi ikke tillade, at lede til en konklusion i mange andre tilfælde. Det er en del af intuition og andre System 1 fænomener, at påvirke os, uden vi opdager det. Det farver vores verden, giver os bestemte briller at se den med, men vi opfanger oftest ikke, at vi bærer disse briller – for nu at blive i metaforen.

Men det er som om, at når vi så opdager ”at noget er kommet til os” (hvilket blot er et udtryk for, at System 2 oplever det arbejde, System 1 udfører hele tiden alligevel), så må vi straks smide brillerne, og vil hellere famle svagtseende med -3 på begge øjne.


Det er så nemt at kritisere intuition og mavefornemmelser, fordi det er en del af en samlet diskurs. En diskurs der værdsætter rationalitet og logik, men overser hvad som ikke besvares med logiks analyse. Måske det er på tide at kigge lidt på, hvor intuition gavner os.

”Kritikken” af System 1 er berettiget – og nødvendig. Men hvad med System 2; kan det aldrig komme i vejen og lede os på vildspor? Hvis System 2 er vores oplevede jeg – det jeg, der vil passe ind; det jeg, der påvirkes af diskurser; det jeg, der til tider føles forvirret. Kan et System 2 så skabe mere forvirring end hvad godt er, kan System 2 også få os på afveje? På afveje fra hvad nervesystem og hjerne allerede har analyseret sig frem til?

Er det muligvis sådan, at vi har fået forældre til at vende sig fra grædende børn, selvom de måske følte, at en omfavnelse var svaret?

Var denne følelse i virkeligheden resultatet af kroppens analyse af situationen, kroppens kommunikation til System 1? Men fordi vi ikke oplevede analysen finde sted, indsatte vi en ny, hvori gråden kunne analyseres som manipulation i stedet? For en analyse vi ikke har oplevet har fundet sted, kan vel ikke være en rigtig analyse? Altså sådan en analyse, der fører til svar. Den kan vel ikke have noget på sig, foruden vores logik, rationalisering og teoretisering? Eller hvad?

For mig at se, kan blind tiltro til værdien af rationale og logik blive vildledende, uden tiltro til værdien af vores fornemmelser. Vi kan ikke altid gennemskue om noget nødvendigvis er logisk, ej heller rationelt, men det kan lyde sådan, og så kan det være nok for os: at noget tilsyneladende er rationelt.

Dette er det sidste i en række indlæg, hvor Camilla Fredsgaard undersøger fænomenet ‘intuition’ og dets rolle i en adskillelseskultur. Du kan læse Camillas øvrige indlæg om intuition her.