Ambassadør-indlæg om ‘intuition’: Når mor og far har ondt i maven

Dette indlæg er skrevet af frivillig ambassadør og kommende praktikant på Kulturkritisk Forum, Camilla Fredsgaard. Camilla er kandidatstuderende i religionsvidenskab.

Vi besidder den alle, men ikke alle lytter til den. Skal vi overhovedet lytte til den? Intuitionen, den lille mavefornemmelse, der opstår, før vi knap selv synes at have samlet tankerne?

Inden for selvhjælpslitteraturen og den østlige kultur, er intuition noget man kan udvikle, og måske endda vejen til et bedre liv. Herhjemme har intuition ofte et mere blakket ry. Det er nok for udefinerbart, og for meget en indre størrelse til vores smag.

Men hvad er intuition egentlig for en størrelse? Kan vi sige noget mere videnskabeligt end ’mavefornemmelse’ om den? Kan intuition bruges i beslutningsprocesser, og bør den? Er intuition blæst for rationalitet? Er intuition ren følelse? – og vil det være et problem? 

De fleste mennesker har nok stiftet bekendtskab med deres intuition i løbet af livet, og jeg er ingen undtagelse. Men det var som om, at forældreskabet virkelig fik vækket den, hvorefter jeg siden, fra tid til anden, har følt mig i konflikt mellem min intuition og samfundets normer. At aflevere mit barn, føles ikke bare ubehageligt, det føles også forkert (forkertheden er ikke nødvendigvis en selvfølge i den brede befolkning). Men allerede inden vi startede indkøringen til dagpleje, tænkte jeg, at det ikke var det rette. Hvorfor kan jeg ikke sige.

Er der måske tale om intuitiv erkendelse, baseret på mit barns signaler og min forståelse af ham? Men er noget forkert bare fordi jeg intuitivt mærker det?

At føle noget, er ikke nødvendigvis et argument i sig selv, og fortæller os ikke nødvendigvis meget om, hvordan vi skal forholde os til fx institutionalisering (eller så meget andet). Men det gør floskler og sociale konstruktioner som ’vuggestueklar’ bestemt heller ikke.

Som Arla siger: ”der er mange sandheder derude”, og det gør det altså svært at finde rundt. Som ”nybagte” forældre var det altså mildest talt svært, at finde ud af hvilket ben vi skulle stå på. Hvor meget skulle vi lytte til den nagende mavefornemmelse, vores intuition, der fortalt os at dagtilbud måske ikke var for os?

Samtidigt med, at alt vi troede, vi vidste om børn, fortalte os, at han var klar til at komme ud (udelukkende grundet sin alder, man kan åbenbart blive for gammel til at gå hjemme), han skulle afsted og socialiseres, gøres uafhængig fra mor og far, and you know the rest…  

Jeg vil ikke påstå, at jeg har fundet svaret. Jeg vælter frem og tilbage mellem (for mig) ny viden, og min gamle kulturelle baggage, der synes at komme med en anden ”viden”, jeg ikke altid kan slippe. Vores søn går stadig i dagpleje, på deltid, bl.a. fordi han har en fantastisk dagplejemor. Det mener jeg virkelig, i skrivende stund er han ved at lave pandekager (hvilket er hans hofret), og han glæder sig til at komme om morgenen, og vise sin dagplejemor sine nye blinkende sko, en bil, sin Gurli Gris trøje eller den skraldebil, vi så på vej derhen – you name it. Så vi har bestemt ikke et entydigt negativt billede af at aflevere vores søn. Men selvfølgelig har vi også set den anden side, selvfølgelig var det enormt utrygt for vores 13 måneder gamle dreng at blive forladt. Selvfølgelig, kunne han ikke i starten, bruge sin dagplejemor, som tryg tilknytningsperson, der kunne hjælpe ham tilbage til en tilstand af tryghed (så gæt hvordan vores eftermiddage så ud i laaaang tid). Men det kan han i dag, næsten et år senere. Så hvad skal vi tage med fra det her?

Vi (forældre)mærker en ro ved dagpleje, selvom der tidligere var en uro, og nu er der en ny uro ved børnehavestart.

Vi har lært om tilknytning, adskillelsesretorik og skadende diskurser, så vi er ikke ukritiske i vores brug af dagtilbud.

Samtidigt, er vi heller ikke vristet helt fri af det gamle børnesyns ”sandheder” og omverdenens meninger. 

Vi tvivler altså en del med den børnehave der, og beslutningenskal snart tages. Derfor, prøver jeg at rydde op i den beslutningsproces ved, at gøre mig klogere på børn og institutionslivet. Men også ved at finde ud af, hvilken plads jeg tror, vores intuition skal have, op mod litteraturen, forskningen og et nødvendigt skift i børnesyn.

Dette er således mit bidrag til oprydningsarbejdet. Et oprydningsarbejde, der skal hjælpe med at komme frem til, hvad vi ved om vores børn, foruden uhensigtsmæssige (hvormed jeg mener foruden noget videnskabeligt bagland) sociale konstruktioner, retorikker mv. Og ligeledes foruden følelser/mavefornemmelser/indre stemme (kært barn har mange navne), vi enten ikke lytter nok til, eller måske for meget til.

Jeg vil forsøge at kaste lys over den sidste del. Hvordan kan vi bruge vores intuition? Kan vi bruge den? Hvad er det overhovedet? Hvilken værdi skal den tillægges i en beslutnings- og erkendelsesproces? Hvordan og hvornår kan vi sætte vores intuition i spil? 

Før vi dykker ned i emnet, er det vigtigt at holde for øje, at der er flere grene af videnskaben (og også uden for videnskaben) hvor man taler om intuition, uden nødvendigvis at mene det samme.

Man taler således om intuition inden for både matematikken, psykologien og filosofien. Derudover kommer brugen i vores daglige tale, og/eller som tidligere nævnt, inden for selvhjælpslitteraturen. Det er altså vigtigt at gøre sig klart, inden for hvilket paradigme der tales, når man taler om intuition, da der ikke nødvendigvis menes helt det samme. Jeg kan nok ikke love, at komme omkring den matematiske forståelse af intuition (det er i virkeligheden nok også bedst), men jeg vil forsøge at redegøre for de to andre, og sætte dem i relation til hvordan vi kan tage beslutningen om vores søns evt. børnehavestart.