Ambassadør: Nogle gange skal der sammenbrud til, før vi kan skabe gennembrud

Dette indlæg er skrevet af ambassadør for Kulturkritisk Forum, Sabina Hedegaard. Find Sabina på Instagram under @sabina.heedegaard

Sammenbruddet

Hvilke bekymringer havde mon de fortabte mennesker i 1300 tallet, da i omegnen af 25-40 millioner døde af Den Sorte Pest?

Eller hvordan mon de krigshærdede lande i 1918-1919 tænkte om deres økonomiske fremtid, da den Spanske Syge slog 20-40 millioner ihjel på verdensplan. Altså langt flere end der døde i forbindelse med krigen?

Men det er så længe siden, tænker du måske?

Men hvad så med den Asiatiske influenza, der dræbte over en million mennesker i 1957?

Eller Hongkong influenzaen der bare 11 år senere slog 750.000 ihjel på verdensplan?

Der er også den famøse sæsoninfluenza i Danmark, som ifølge SSI tog livet af 790 mennesker i 2018-2019. Samme type influenza vurderer WHO, der hvert år slår i omegnen af 290.000-650.000 mennesker ihjel på verdensplan.

Jeg skriver ikke om disse verdenskriser og statistikker, fordi jeg vil negligere den verdenskrise vi står i nu. På ingen måde!

For hvis jeg gjorde det, så ville jeg fortælle dig, at Dansk Nødhjælp fortæller på deres hjemmeside, at 868 millioner mennesker lever med daglig sult, og hvert 12 sekund dør et barn deraf.

Og jeg ville fortælle dig at i år 2016 (Før Corona), lavede WHO beregninger, der viste, at der på verdensplan dør 4,2 millioner mennesker årligt grundet luftforurening.

Og jeg ville fortælle dig, at den luftforurening er menneskeskabt, og samme luftforurening er formindsket betydeligt efter menneskerne har været ramt af Corona og måtte stoppe med deres sædvanlige livsstil.

Man kan selvfølgelig vælge at dvæle lidt ved det hele og tænke:

– 1 barn dør hvert 12. sekund – Hvor mange mennesker kunne Dansk Nødhjælp brødføde for de 287 milliarder danske kroner som Erhvervsministeriet antager, at hjælpepakkerne ender op i?

– Hvis der blev brugt 287 milliarder kr. til at formindske luftforurening og klimaforandringer, hvor mange mennesker kunne så reddes årligt?

– Vil der gå menneskeliv tabt i fremtiden, fordi sygehusvæsnet/psykiatrien bliver forringet?

Gennembruddet

Det er værd at fundere over, og diskussionen er måske farlig at bevæge sig ind på, men ikke desto mindre er diskussionen væsentlig.

Det er dog ikke der, mit fokus er.  

Mit fokus ligger på fremtiden snarere end fortiden.

For de ovenstående drastiske dødstal om tidligere epidemier viser os, at verden vil rejse sig igen, som den har gjort det før.

Igen og igen og igen.

Vi står midt i min generations største krise. Nogen vil hente en cappuccino fra deres dyre indbyggede kaffemaskine, mens de hænger nystrøgne skjorter op og klargøre sig til den kommende 37 timers arbejdsuge, og så vil de fortælle sig selv og hinanden, at verden vil blive som den vi engang kendte, alt imens de vil aflevere ungerne ved børnehavens indgang, for vinkevinduet er optaget af en hård omgang desinficering efter de to børn, der grådkvalt stod med kinderne og tårerne og snottet derpå, fordi de ikke ville afleveres efter 3 uger i forældrenes skød, og nu skulle de vænne sig til en dagligdag med to meters afstand til deres legekammerater, og det tætteste kontakt på en pædagog er anvisningen på den helt rigtige håndvask.

Men verden vil blive den sammen igen? – Spør’ jeg uden at kende svaret.

Men jeg ved, at efter Den Sorte Pest, Den Spanske Syge, den Asiatiske influenza, Hong Kong influenzaen, SARS og Fugleinfluenzaen, gik verden ikke i stå.

Og regningerne forsvinder jo ikke pga. Corona. Husets mursten står stabilt med dertilhørende faste renter, bilen skal til årligt servicetjek, og den skræddersyet tv-pakke med streamingtjenester, internet og fri telefon er højere end nogensinde før efter 4 uger i Corona karantæne.

Efter 2. verdenskrig, da over 62 millioner mennesker døde i en menneskeskabt krig, oplevede verden et økonomisk boom, og velfærdsstaten blev således grundlagt.

Men det er efterhånden længe siden, at der var krig, og vi har aldrig rigtig fået stoppet den mentalitet med at kræve og forbruge og forlange.

Men nutiden er anderledes, og fremtiden er vores. Og vores børns!  

Nok sidder der en generation af forkælede individer og ivrigt venter på, at Danmark åbner op igen, så alt kan blive præcis som før, og vi kan glemme Corona, og værnemidler og indespærring, og vi kan fortsætte med at købe 13,2 kg tøj om året pr dansker, som seneste tal fra Miljøstyrelsen viser.

Men der sidder også en flok håbefulde sjæle, som ved, at det er på tide at trække i nødbremsen og omlægge den materielle forbrugsfest, som vi har holdt kørende alt for længe og med for mange sideeffekter og konsekvenser for både mennesker, dyr og natur og i stedet fokusere på nærværet.

Det kræver nogle gange et overvældende sammenbrud at bryde igennem.

Det er nu. Vi står midt i den.

Denne verdensomspændende Coronakrise vil blive ført ind i historiebøgerne, så de yngste af vores børn, som intet kan huskeom håndsprit og mundbind, alligevel kan læse beretninger og statistikker over hvor mange liv vi mistede til denne virus, og hvordan lande lukkede ned, og mennesker blev indespærret i flere uger.

Hvad skal disse børn – vores børn – i fremtiden tænke om vores måde at komme videre på?

Det er disse små børn, der i fremtiden skal leve med vores nuværende valg.

Situationen hos Familien Danmark er forskellig.

Nogen gemmer sig under dynen fyldt med bekymring og angst. Andre styrter rundt med økonomisk kaos på hjemmefronten, manglende arbejde hos den ene og med galoperende stresssymptomer hos den anden, fordi 4 børn skal hjemmeskoles samtidig med et 37 timers arbejde skal tilrettelægges, så man ikke skal sælge drømmehuset og bilen af tvang.

Og så er der dem, der har formået at skabe lufthuller så store, at ilten har igangsat nye drømme og forventninger til sig selv og Danmark.  

Mennesker der har set og mærket behovet for en ny verden midt i mørkets sammenbrud.

Set behovet for at stoppe forbrugsfesten, skabe en omsorgsrevolution, med rødder så dybe at vores børns kommende børn kan leve et bæredygtigt liv, hvor grøntsager ikke skal hives op med mundbind og latex handsker og vaskes med desinficerende servietter inden servering.

Tak til jer der ønsker at forandre og forbedre.

I er lyset, der skinner igennem for enden af dette mørke sammenbrud.  

Må I skinne så klart og tydelig, at andre får tillid til jer og tør følge efter.

Sammen kan I forme en bæredygtig fremtid – For vores børn!