Ambassadørindlæg: Er intuition ren metafysik?

Dette indlæg er skrevet af frivillig ambassadør hos Kulturkritisk Forum Camilla Fredsgaard. Camilla er kandidatstuderende i religionsvidenskab, og arbejder pt på en række indlæg omkring fænomenet ‘intuition’. Læs mere om de frivillige ambassadører ved Kulturkrititisk Forum her.

Inden for filosofien blev intuition bl.a. forstået som vores direkte og umedierede erkendelse, og derfor et epistemisk fundament. Derfor blev intuition også længe anset, som havende en særlig autoritet inden for fx jura og etikken, grundet en idé om intuitiv erkendelse som forbundet med t sande, hvilket hurtigt kan komme til at lyde som en noget objektiv og metafysisk størrelse. Med den forestilling synes vi hurtigt, at skulle godtage et verdenssyn i stil med Platons hulelignelse, hvori en særlig sand verden (idéernes) er adskilt fra vor egen, hvorind vi kun kan skue, hvilket her forstås gennem intuition. Med den forståelse, kan det lyde som om, at hvis vi intuitivt tænker, mærker eller føler noget, er vi nået i forbindelse med det allermest sande. Det lyder som om, at hvis en erkendelse kommer til os intuitivt, er det i sig selv garant for den højeste sandhedsværdi af erkendelsen. Men er det nu også det?

At filosofere om menneskets erkendelsesapparat, har været lige så udbredt, som at filosofere om verden, der erkendes. De to har gået hånd i hånd, og rammesat hvad man kunne sige om hinanden.

For at kunne forstå intuition, må man forstå forholdet mellem mennesket og (dets) verden, hvilket der selvfølgelig ikke har været bred enighed om.

Det klassiske maleri ’Skolen i Athen’ viser fx Aristoteles med hans lærermester Platon, de peger hhv. ned og op, og det billedliggør starten på den filosofiske diskussion, de to begyndte, om sand væren og menneskets mulige erkendelse heraf. 

Så hvad er intuition? 
Det er en form for erkendelse; en del af vores erkendelsesapparat. 

Inden for filosofien diskuteres, hvordan intuition er en del af vores bevidsthed, og hvor meget eller hvordan man erkender gennem intuitionen. 

Det er ret store spørgsmål, og der er skrevet mange sider herom. Jeg vil forsøge mig med en redegørelse for begrebet, men hvis jeg skulle besvare spørgsmålet med den vidensbank, det nok egentlig kræver, skulle jeg rive min bachelor itu og starte forfra på filosofistudiet i stedet, og så forsøge mig igen om minimum 5 års tid. 

Set i lyset af, at mange forældre, mig selv inklusiv, gerne vil blive klogere på deres egen intuition omkring deres børn, inden de (altså børnene) når den såkaldte skolealder, vil jeg altså ydmygt forsøge mig med en analyse af fænomenet alligevel. 

Før det er muligt at forholde sig til hvordan intuition kan sættes i spil i det daglige, skal flere spørgsmål besvares. 

Jeg har læst forskellige redegørelser for begrebet, og har her forsøgt at samle, hvad der går igen, og hvad som forekommer meningsfuldt ift. vores børn, hvilket nødvendigvis har været på bekostning af nuancering.

Intuition kan defineres som en del af vores ubevidste, dvs. vi er ikke klar over når – og hvordan intuitionen ’agerer’, før det kommer til udtryk i en anden del af vores erkendelse, fx i en tanke. Intuitiv erkendelse er som sagt umedieret og umiddelbar. Det er direkte viden, hvilket vil sige, at vores intuitive viden, ikke er den viden, vi har gennem fx de begreber, vi beskriver verden med, eller når vi fx filosoferer og teoretiserer. Alt hvad der kræver en indre (og for dens sags skyld også ydre) artikulation, ligger uden for intuitionen. Intuition er nemlig mere grundlæggende end det. Der er dog ingen tvivl om at intuition er. Det efterlader imidlertid flere spørgsmål end svar. 

Relaterer intuition sig fx til noget virkeligt? Altså, siger intuitionen os noget om, hvordan verden virkelig er (og for de filosofistærke, lad os bare for nu antage, at der er noget virkeligt at sige om verden), og hvis ja, hvilken del af verden? Det hele? Kan den fx sige os noget om vores børn

Hvis ja, kræver det så også, at vi godtager, at der er noget objektivt og evigt sandt at sige om vores børn? Og sidst men ikke mindst, hvis vi kan erkende intuitivt, hvordan ved vi så at vi gør det, er det gennem en tanke, en følelse eller en mavefornemmelse? Måske alle tre? 

Lad os prøve at udelukke, at virkelig erkendelse ligger uden for den verden, vi er en del af, i hvert fald når det kommer til intuition omkring vores børn. 

Jeg undlader at antage et generelt epistemologisk og ontologisk standpunkt, men tillader mig at gøre det ift. vores børn. Jeg påstår derfor at intuition er dennesidigt, og opstår på baggrund af – eller i relation til vores ageren i verden. 

Der findes ikke en universel sandhed om vores børn uden for os og dem, som vi derfor bedst tilgår gennem en tankeflugt fra denne verden. 

Når det kommer til at opnå indsigt (gennem intuition eller ej) i og om vores børn, er jeg derfor nok empirist og realist. Med andre ord, når vi oplever intuitiv erkendelse ift. vores børn, skyldes det næppe hverken en adgang til noget immanent, eller en adgang til noget objektivt ”derude”, i.e. intuition er ikke metafysik. 

Distinktionen er vigtig, i og med den både begrænser objektiviteten og omfanget af intuitiv erkendelse.
Jeg vil derfor mane til forsigtighed ift. generaliseringer baseret på intuitionen, og stille mig kritisk over for, hvor meget man kan erkende udelukkende intuitivt.

Intuition er altså ikke en forbindelse til noget særligt sandt, men kan hjælpe os til at erkende noget sandt. 

Jeg er ikke stødt på tydelige definitioner af, hvordan intuition kommer til udtryk, men det er måske lige netop pointen.
Intuition er ubevidst; vi opdager det ikke, før det er sket – før det kropsligt kommer til udtryk.
Intuitionen er indsigten, der muliggør en tanke om noget.

Men det er først ved tankens/mavefornemmelsens mm. tilstedekomst, at vi bliver bevidste.

Intuition er et grundlæggende ”førbevidsthedstrin”, der henleder vores bevidsthed. I relationen til vores børn, lærer vi vores børn og os selv at kende – og jeg udelukker bestemt ikke, at der kan være en forbindelse mellem instinkter og intuition – og kan derfor intuitivt indse noget om dem, hvad end det så er erfarings- eller instinktsbaseret.

Og det kommer til udtryk i fx mavefornemmelser, forventninger og tanker. Du indser intuitivt, at dit barn er presset, henrykt eller har brug for dig, og måske du endda også reagerer intuitivt (hvilket vil sige umiddelbart og uden en refleksion). Det hele er dig, dog først bevidst senere, når det kommer til udtryk i din bevidsthed, som fx en refleksion eller reaktion.

Er du derfor først begyndt at overveje og fortolke situationen, har du bevæget dig uden for din intuition, men din analyse har udgangspunkt i en intuitiv erkendelse, hvad end du vælger at lytte eller ej.

Hvis intuitive erkendelser er grundlæggende viden om vores verden, må det være begrænset, hvad vi kan erkende udelukkende intuitivt. 

Nogle spørgsmål må have et niveau af kompleksitet, hvorved de ikke kan besvares, foruden at vi bruger en af vores systemer til at forstå og beskrive det. Altså fx vores sprog, en teori eller en videnskab; vi må nødvendigvis artikulere, beskrive og undersøge for at kunne erkende. Dette er alt sammen besvarelse uden for intuitionen. 

Jeg tror også dette i vores moderne samfund, er blevet intuitions akilleshæl – intuition kan sjældent stå alene, og kan derfor nemt ”overhøres” eller devalueres, når yderligere erkendelsesprocesser igangsættes

Et eksempel på et komplekst spørgsmål er lige netop spørgsmålet omkring benyttelse af dagtilbud (lad os kalde det spørgsmål A). Et mindre komplekst ”spørgsmål” er, hvordan vores barn har det i nuet, det ved de fleste af os, i de fleste tilfælde, intuitivt (lad os kalde det spørgsmål B).
Jeg håber der begynder at tegne sig et billede af, hvornår og hvordan intuition sættes i spil. 
Vi kan ofte intuitivt besvare spørgsmål B, men ikke spørgsmål A.
Nu bliver spørgsmålet, om vi kan (eller vil) bruge svaret på spørgsmål B, til også at besvare spørgsmål A. 

Hvis vi intuitivt skulle kunne komme frem til om vi vil benytte et dagtilbud, vil det kræve at man kunne koge spørgsmålet ned til et meget grundlæggende aspekt af vores liv; fx hvordan vi/eller vores barn har det lige nu. 

Det kan selvfølgelig været et enormt vink med en vognstang, men sindstilstande kan også skyldes meget. Sætter vi os for at undersøge en sindstilstands årsag, er vi uden for intuitionen. At det ikke kan være (eller udelukkende kan være) et intuitionsanliggende ser jeg, når besvarelse af spørgsmålet (altså en beslutning om at tage sit barn ud af en institution), fx kræver et sprog til at beskrive og forstå fænomenet.

Vil vi derimod kun bruge vores intuition, vil det kræve at vi godtager, at vores beslutning er baseret på at vi kan mærke at vores barn ikke har det godt (intuition) i den givne situation, fx afleveringssituationen, uden at gøre os tanker om, hvad det kan skyldes. Så snart du gør det, er der ikke længere tale om intuition. 

Jeg tror altså ikke, at hvis du er i tvivl om benyttelse af dagtilbud, at det er et spørgsmål, der udelukkende er intuitionens anliggende. Jeg er også i tvivl om hvorvidt det overhovedet er muligt for mange af os.

Skulle du handle rent intuitivt på det spørgsmål, skulle du nærmest af dig selv, have vendt dig med det samme, du trådte over dørtærsklen til en institution, og derefter aldrig set dig tilbage (forudsat at du intuitivt havde det dårligt). I realiteten, eller for de fleste af os, er intuition nok nærmere en guide eller et udgangspunkt for en undersøgelse eller en forståelse af noget.  

Jeg tror dog, vi må blive bedre til at lytte til den. For hvis intuitionen er en del af vores erkendelsesapparat, må vi stå svagere, hvis vi ikke udnytter dets fulde potentiale.

Intuition er ikke ligegyldig, for den siger os noget helt grundlæggende om vores verden, os selv og vores medmennesker. Lytter vi, kan den bruges som byggesten for hvordan vi tilgår verden, dog uden at overskride grænserne for intuitionen. 

Jeg tror intuition, langt hen ad vejen, kan fungere som et udgangspunkt, der leder os i en bestemt retning, men der vil ofte være behov for en efterfølgende rationalisering og en uddybelse, før vi opnår fuld forståelse for mere komplekse fænomener.

Godtager vi dette, skal vi altså være opmærksomme på, hvad der styrer denne efterrationalisering, for her kan der hurtigt blive plads til forskellige diskurser med en tilsyneladende forklaringskraft, og vi kan komme til at give slip på vores intuition, hvis disse (intuition og herskende diskurs) er modstridende.

 I disse tilfælde synes det altså, at brugen af intuition ikke fortæller os andet, end at vi eller vores barn har det skidt, og derefter efterlader plads til forskellige diskurser og børnesyn, der enten tysser vores intuition, eller guides af den. 

Derfor skal vi altså være opmærksomme, hvilke diskurser vi lader forklare vores mavefornemmelse.

Diskurser kan selvfølgelig godt have (haft) rod i viden, men når diskurser repræsenterer verdensforståelser (i dette tilfælde børnesyn), efterlades der ikke megen plads til denne.

Repræsenterer en diskurs for meget ”en sandhed”, er det min opfattelse, at den ofte er langt fra den. Derfor er det også uheldigt, når en diskurs om vores børn får status af sandhed, hvorfor den ikke kan diskuteres og nuanceres, og derfra lede til forståelse.

Det efterlader nemlig de forældre med ondt i maven, med ja, ondt i maven. Enten må mavefornemmelse i sig selv tages til indtægt for en objektiv sandhed om vores børn, eller også må den undertrykkes, fordi den dominerende diskurs ikke tillader mavefornemmelse og intuitionen at komme med den kritik den fordrer. Begge dele lige uheldigt, og begrænsende for nuanceringen og forståelsen.  

Og hvad så, hvis man intuitivt føler, at det ikke er godt at aflevere sit barn?

Kan man så tage sin mavefornemmelse til indtægt for erkendelse? 

Får man ondt i maven over at aflevere sit barn, fordi man intuitivt oplever det som værende forkert, er det legitimt at tage dette til efterretning; intuition er jo netop lige blevet defineret som umiddelbar og direkte erkendelse.
Hvilket overført til et barn, som sagt kunne være at indse, at barnet har det dårligt.

Men det kan der jo være mange årsager til, og dem kan vi ikke erkende intuitivt, det kræver rationale, logik og overvejelser. Men man kan sagtens anerkende sig selv i, at noget føles grænseoverskridende eller medfører sorg, for en selv eller ens barn.

Jeg tror din krop/dit sind (hvis disse to skal adskilles) fortæller dig, at her er der noget, du bliver nødt til at undersøge og forholde dig til. Men det er noget ganske andet, end at have erkendt, ud fra sin mavefornemmelse, at aflevering i dagtilbud i sig selv er forkert.

Men man kan godt erkende, og bør anerkende, hvis man ikke har det godt med det, og kan herefter lade det være nok til at handle efter, og samtidigt acceptere, at chancen for at man ikke har fået hele billedet med, er større, end hvis man inddrog andre erkendelsesprocesser. 

Fremstår jeg normativ, er det ikke meningen. Selvom intuition måske ikke er fyldestgørende, kan det blive både dyrt og tidskrævende, at forholde sig undersøgende og opsøgende. Det kan i øvrigt lige så vel ende misledende: eksperten var måske ikke ekspert alligevel, en undersøgelse ikke valid osv. Der er så at sige mange faldgrupper. Det kan altså sagtens vise sig lige så fint, ”bare” at følge sin intuition. Jeg har blot forsøgt at vise, hvad man kan konkludere på den baggrund. 

Afslutningsvis og opsummerende holder jeg altså spørgsmålet åbent: kan man tage en beslutning om dagtilbud baseret på sin intuition eller ej – eller måske rettere; vil man det? 

Intuition hjælper os nok med at stille de svære spørgsmål, men kan ikke nødvendigvis stå alene når disse skal besvares. 
Intuition har sine klare begrænsninger, og som en salgs automatisk tænkning, kan det nogle gange godt få hurtigt ”for intuitionens eget bedste”. Derfor vil jeg i næste indlæg forsøge at besvare, hvilke begrænsninger og hvilke fordele, intuitiv erkendelse har vha. psykologien, særligt Daniel Kahnemanns opdeling i system 1 og 2 tænkning fra hans bog ’Thinking – Fast and Slow’.