Ambassadørindlæg: Når det rosenrøde hjemmeliv viser tornene

Dette indlæg er skrevet af frivillig ambassadør Sabina Hedegaard.

Fortid

Engang havde jeg et arbejde. Faktisk mit drømmejob. 

Efter min færdiggørelse af læreruddannelsen fik jeg mitabsolutte drømmejob, hvor jeg stod for et dyrehold med bla. kameler, præriehunde, kænguruer, slanger, osv, samtidig med jeg kunne bruge mine specialpædagogiske kompetencer med unge mennesker. 

Men da jeg var færdig med barslen med min yngste sagde jeg op. Uden ret mange overvejelser, men med en ordentlig bagage i rygsækken, som året inden var smidt deri. 

Jeg var ikke utilfreds med mit arbejde, men jeg var utilfreds med de betingelser jeg tilbød mine børn, ved at beholde mit arbejde. 

For det var ikke en mulighed at gå på deltid for os. Vi skulle stadig betale institutionsplads, have to biler og indbetale til det hus vi havde købt nogle år forinden. Vi var ikke ulykkelige, vores børn skulle nok have klaret den, men vi følte ikke vi tilbød dem det, vi mente var en fantastisk barndom, og vi følte, at vi selv mistede nogle fantastiske år sammen med dem. 

Nutid

Nu er begge børn hjemme. Det har de efterhånden været et par år, og de nybagte boller duftede i hele huset en dag i sidste uge, morgensolen havde for længst passeret vores vindue, og mine unger stod op længe efter de andre børn inde i byen var mødt ind til 6 timers skoledag + SFO, mens forældrene var taget videre på arbejde. 

Men ikke her – Her duftede der af nybagte boller, og dagen skulle være fyldt med interessebaseret læring og kreativ leg med plads til fordybelse med andre hjemmeskolevenner.

Men mellem de nybagte boller sad mine to unger på 3 og 6 år ved morgenbordet og skændtes. 

For min dreng havde fanget en usynlig sommerfugl, og den ville min pige altså også have. 

Og hun tog den, alt imens min dreng skreg så højt han kunne og hapsede den tilbage igen, hvilket min store pige altså ikke fandt sig i, så hun nuppede den tilbage, og så trillede tårerne på lillebror, mens mor her måtte hæve stemmen, tage sommerfuglen og henvise til, at den altså skulle videre ud i livet, og så kastede jeg den helt upædagogisk ud af vinduet, mens begge børn sad med åben mund. 

Eneste fordel ved denne handling var, at de nu var bedste venner imod den onde mor. 

Der var også engang, hvor lillebror susede ned til hønsene, tog æggene liiiiige foran min datter, som selvfølgelig ville have dem igen, og splat… Ubagt æggekage midt i hønsehuset og to børn skrigende med hønselort under begge fødder. 

Konflikterne er mere stabile end min tidligere lønindtægt. De er endda også højere! 

Og mens vi klargør de nybagte boller, så råber mine børn af hinanden, for hvem skal slå ægget først ud, og hvem må hælde mælken op, eller tænde for ovnen. 

Det er et tænkt eksempel, for jeg har ikke bagt boller med begge unger længe af samme grund. 

I september deltog jeg i en podcast med familien, og den viste det rosenrøde hjemme[skole]liv, og var skabt for at inspirere andre til at turde følge deres drømme. 

Den viste ret godt sandheden, for jeg elsker vores hjemmeliv og i perioder, så kunne jeg svæve rundt på en farverig enhjørning med diamanter på vej ud af numsen. 

Lykkelig fra top til tå. Og tilbage igen. 

Men sandheden er også, at jeg indimellem svæver rundt på selvsamme enhjørning smurt ind i tårer, lort op af benet, og med bind for øjnene, for vi har indimellem famlet i blinde.

Mine tætte veninder kender ikke hjemmelivets jargon, og vores nye omgangskreds kender ikke vores fortid og de ting vi bærer med os, så vi har stået på midten og været delt i to verdener. Splittet og frustrerede. 

Heldigvis har der været nogle helt igennem dejlige damer i begge verdener som alligevel har formået at gribe mig i den bølge, jeg faldt omkuld i, og puffet mig videre i den retning vi stadig er i gang med at finde. For vi er langt fra i mål, hvis vi da overhovedet har et mål at pejle efter. 

Det har været vigtig for mig at få sociale fællesskaber med andre der hjemmeunderviser, men det har været et mareridt, og vi er stadig i en proces for at få enderne til at mødes og få helet nogen af arrene, som det har skabt. 

Jeg har været ødelagt indeni, når min pige har efterspurgt flere legekammerater uden at jeg kunne give hende det, og det har givet et jag i hjertet, hver gang vi har fået af vide, at min pige ikke var gammel nok til sociale fællesskaber eller legeaftaler med andre der hjemmeunderviser. 

Skal vi kigge på det faglige aspekt ved at være hjemmeunderviser, så har jeg haft mange voksensnakke med mine HU-kollegaer, hvor vi har husket hinanden på, at man skal lade være med at sammenligne sine børn, for det er jo netopkunsten i at hjemmeundervise (for os) at vores børn må lære i deres tempo. 

Men som uddannet lærer vokset op i et samfund med kasser og rammer, så har jeg indimellem svært ved ikke at forsøge at putte min pige ned i selvsamme kasse, så jeg kan sætte gaffatape på, tegne et grønt flueben og fortsætte med at indhente de næste faglige mål. 

Det er hele tiden en balance… 

Og skal vi afslutningsvis i den lange liste med udfordringer i hjemmelivets rosenrøde idyl her midt i skoven med to troldeunger vimsende omkring mig på den bare skovbund, så er der den evige elendige økonomi, som altid fylder en lille del af hjernen med røde alarmklokker.

Farvel pensionsopsparing, børneopsparing, rejseopsparing og hvad der ellers engang var en selvfølgelighed i vores tilværelse. 

Kunne jeg blive ved med at hive torne ud af rosenbusken, blot for at vise alt ikke er idyl, når man har børnene hjemme? Ja –Listen er lang. 

Fremtid

Men ser I, kære medmødre. Hvis du har født et barn, så er det ligegyldigt om du er hjemmegående, på deltid, arbejder 37 timer eller derover. 

Mine unger gør præcis det samme som dine, og mine frustrationer er mindst ligeså vanvittige som dine! 

Mine udfordringer handler ikke om kaos på jobbet, afhentningstider i børnehaven, skole/hjemsamtaler eller mobning i frikvarteret. 

Mine udfordringer stemmer overens med det liv, jeg lever, og dine stemmer overens med det liv, du lever. 

Vi kan handle anderledes og blive fri for visse problematikker, og vi kan helt skifte retning i livet, og undgå bestemte udfordringer. 

Nogle forhindringer springer vi endda selv over, mens andre kræver støtte, vejledning og råd. 

Men uanset hvilken tilværelse vi vælger, så er der ingen heste med horn i panden, der skider diamanter i det uendelige, og vi skal måske blive bedre til at fortælle om de mange torne, der sidder på den smukke rosenrødebusk, der pryder vores facade.