Det er meget svært for visse politikere at forstå, at ikke alle børn behøver komme i institution

Det er meget svært for visse politikere at forstå at børn ikke behøver at komme i institution, for at have et dejligt liv. For at have mulighed for tilstrækkelig omsorg såvel som leg. For at udvikle mental robusthed og etablere et roligt nervesystem, der danner grundlag for emotionel sundhed resten af deres liv.

Faktisk udfordrer forholdene i de danske daginstitutioner på det kraftigste gode opvækstbetingelser for børn.

I august måned tager jeg fat i et konkret høringssvar fra landets Børne- og Undervisningminister Pernille Rosenkrantz-Theil. I høringssvaret nægter ministeren kategorisk end at overveje at udvide ordningen med at lade det offentlige tilskud følge barnet til dels at være landsdækkende og dels at vare mere end ét år. Ministeren afviser forslaget med begrundelsen at vi i DK har en solid tradition for institutionalisering af småbørn, og at børn har brug for at indgå i fællesskab med andre børn. Således afslører ministeren to ting: At hun har glemt at alle traditioner ikke nødvendigvis er gode, og at hun er komplet uvidende omkring det rige børneliv og de mangfoldige børnefællesskaber, der for længst er etableret uden for det adskillelsesbetingede hamsterhjul.

Læs et uddrag fra klummen neden for, og find link til hele klummen nederst i indlægget her.

“Forestil dig at det kommunale tilskud, der for i dag sendes ud i institutionerne til hvert indskrevet barn, i stedet følger barnet i dets første leveår. Den, der varetager omsorgsopgaven for barnet i dagtimerne, modtager tilskuddet. Uagtet om det er en forælder eller en fagperson eller en helt tredje. Det vil lette presset på de danske småbørnsinstitutioner, der i flere kommuner end ikke kan leve op til pasningsgarantien på tilfredsstillende vis. Det vil give de forældre, der måtte ønske selv at varetage omsorgsopgaven for deres børn i dagtimerne også, muligheden for at benytte det føromtalte tilskud til en rolig start på livet som småbørnsfamilie. En mulighed, der ellers på ingen måder understøttes strukturelt i Danmark. Det er således for de fleste, inklusiv landets Børne- og Undervisningsminister, en vild tanke, at små børn i Danmark skulle have lov til at være mest muligt sammen med deres forældre, mens de er små – og at staten endda skulle bakke op om det, ved at lade tilskuddet følge det barn, så forældrene økonomisk får mulighed for at blive hjemme drejer sig om. Et sådant scenarie er i små børns interesse, selvom vi ikke så ofte taler om det”

Læs august måneds kulturkritiske klumme i Politiken her.