Childism: De voksne er børneracister!

Fornyligt adspurgte Kulturkritisk Forum sine følgere hvor meget, hvor tidligt og hvad, de huskede fra deres barndom. Til det svarede Kira at et tydeligt minde for hende var børnesynet, og hvordan hun som barn lovede sig selv aldrig at glemme følelsen af diskrimination på grund af sin alder. Læs hende fortælle om childism-mindet nedenfor.

Har I andre glemt hvordan det kunne føles at være barn?

At være uvæsenlig, uinteressant, ignoreret og overset af de voksne? Både af fremmede, bekendte og nære.

Det hele står stadig tydeligt klart for mig.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig mærke følelserne fylde min krop. Frustration, afmagt, irritation, forvirring, mindreværd, vrede. En lyst til at stille sig midt i rummet og skrige! En fornemmelse af at være usynlig. 

At tale uden at blive hørt. At være der uden at blive set.

En hungren efter anerkendelsen, opmærksomheden, accept og ligeværd.

Børnenes overlevelsessprog

Som børn lærer vi hvilke udsagn og adfærd, der giver den bedste respons; Hvad kan de voksne lide at høre os sige? Hvordan kan vi få dem til at lytte til os? Hvordan kan vi få dem til at se os?

Eller endnu bedre.. Hvordan kan vi få dem til at grine og være glade?

Små børn elsker voksne, og de vil gå langt for at få deres opmærksomhed.

Men voksne er børneracister!

Det er hvad jeg kaldte dem for mig selv, da jeg var omkring 6 år gammel. Jeg vidste tydeligvis ikke helt, hvad racisme betød, men jeg havde dog forstået lidt af essensen: At nogen er mindre værd end andre.

Foto: Pinterest

De voksne er ikke interesserede i mig. I min mening, min holdning, min verden eller mine oplevelser. Ikke sådan rigtig i hvert fald. 

Kun når det passer dem og pleaser dem. Kun når der er tid og overskud. Og kun når der ikke er en anden voksen til stede, til at være vigtigere og mere betydningsfuld end barnet.

Foto: insidemartynsthoughts.com

Man kan sidde og fortælle dem noget. Noget om ens dag, liv, oplevelser. Noget vigtigt. Noget spændende. Eller det syntes man i hvert fald selv.

Men deres øjne bliver fjerne. De kan ikke bevare koncentrationen, for en anden voksen kom ind, og midt i en sætning, vender de pludselig hovedet væk og henvender sig til den voksne og starter en ny samtale.

Hov. Hvad skete der lige? Hvorfor lytter du ikke længere? Jeg var ikke færdig. Jeg er her stadig. 

Men samtalen er slut og fokus er flyttet. Og hvis man prøver at få det tilbage, siger de: ”Stop nu”, ”Ikke afbryde” og ”Nu taler jeg lige med…”.

For voksne er børneracister!

Childism-jargonen: Her er de særskrevne regler for børn

Det kunne jeg konkludere, fordi jeg hurtigt opfangede kulturen. Det var ikke kun mig, der måtte vente, afvente og vige i samtalerne, i rummene og i verdenen.

Det var børn generelt.

Nogle børn var selvfølgelig bedre til at fange opmærksomheden end andre. Og nogle voksne var ligeså bedre til at gå i børnehøjde end andre.

  Men jeg havde fanget regelsættet:

  • Du må ikke afbryde når de voksne taler – Men de må gerne afbryde dig
  • Du skal gøre som de voksne siger –Men du har aldrig meget at skulle have sagt
  • De voksne må gerne være sjove på din bekostning – Men du må aldrig gøre grin med dem
  • De voksnes følelser er altid reelle og væsentlige – Men dine kan sagtens være noget pjat
  • De voksnes meninger og holdninger er fakta – Men dine er barnlige, hvis de ikke er enig, og ”du bliver klogere, når du bliver ældre”
  • De voksne må aldrig ydmyges, udleveres eller udstilles. De har privatliv – Men børn må man gerne gøre forlegne offentligt. De har ikke ret til privatliv.

Jeg vil aldrig have mit hoved for langt op i voksenrøven

Jeg ville aldrig glemme, hvordan det føles at være barn. Og jeg har endnu ikke glemt det. Heldigvis.

Men det betyder desværre ikke, at jeg går helt fri for at udøve det – børneracismen. Jeg tror det sker for alle voksne, i hvert fald engang imellem og i et eller andet omfang.

Foto: Facebook

Hvis ikke vi aktivt er bevidste og opmærksomme og altid minder os selv om, at børns verden er lige så vigtig som de voksnes – selvom den måske er mere simpel og måske kan forekomme irrelevant, når vi har travlt og har fået hovedet for langt op i voksenrøven på os selv.

Børns følelser, oplevelser, perspektiver og verdener er mindst lige så ægte, vigtige og virkelige som de voksnes. 

Så jeg holder fast i minderne og husker mig selv på det altid:

Hvordan det føles at være et barn.

Vil du læse mere fra Kira? Læs hendes gæsteindlæg her om tavshedskultur i daginstitutioner. Følg desuden Kira på Instagram under @kiradechau

Vil du gerne bliver klogere på fænomenet ‘childism’? Læs indlæg om emnet her og her