COVID-19 karantæne: En forceret omsorgsrevolution

Vi står midt i en forceret omsorgsrevolution.


Rigtigt meget af det, Kulturkritisk Forum arbejder for at sætte på samfundets dagsorden, sker lige nu i forbindelse med karantænen.

Af nød – ikke vilje og lyst.

Børn er hjemme hos deres forældre. Skoler og institutioner er lukkede.

Vi er mere i kontakt med naturen. Og mange af os også med os selv og vores børn.

Vi er nede i tempo. Og selv, hvis tempoet ikke er faldet, er vi stadig mere sammen med vores børn. Hinanden. Og os selv.

Forbrugstågen er lettet, hamsterhjulet er stoppet og det samme er det tykke lag af ligegyldighed, vi har udvist overfor vores klode de sidste mange år. Naturen trives. Og de af os, der er velsignede med muligheden for det, er ude i naturen, langt mere end vi plejer.

Jeg tror, de fleste har følt en taknemlighed overfor naturens healende virkning på os de sidste uger. Alternativt en dyb længsel efter den.

Jeg tror også på, rigtigt mange af os har brugt karantænen – mere eller mindre bevidst – på at stille helt grundlæggende spørgsmålstegn ved den måde, vi indrettede os på, inden COVID-19 lammede verdenssamfundet.

Flere af os har givetvis aflagt stille – eller udtalte løfter til os selv og hinanden om forandring, når omverden åbner sig for os igen.

Jeg håber og tror på, den forcerede omsorgsrevolution vil hjælp os på vej mod en omsorgsrevolution, der er drevet af dyb bevidsthed, individuelle erkendelser, forbundethed og personligt ansvar.

Det er nemlig dén slags revolutioner, der holder i det mange løb.

Dem, vi mærker og handler på.

Livet er en gave, du kun får én af. Det er nu eller aldrig.