Den (u)kærkomne afbrydelse

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her.

Når jeg engang er færdig med at skrive mit speciale, vil jeg takke Ulvar for alle de mange afbrydelser, han har afstedkommet.

Det lyder måske sært, men jeg har erfaret, at på afstand bliver alting mere synligt (og det er ikke kun fordi, jeg er langsynet). I starten vækkede afbrydelsen irritation og ærgerlighed hos mig (nu var jeg så godt i gang), men hen ad vejen har jeg bemærket, at jeg får de bedste ideer, når jeg ligger dér i buldermørket og ammer for 117. gang. Og lige så snart Ulvar slipper mit bryst, farer jeg hen til computeren for at skrive ideerne ned.

Jeg tror ikke længere på, at adskillelse skaber mere effektivitet, tværtimod – det er bare en anden tilgang til arbejdet – det er i højere grad ’til’ og ‘fra’, dvs. en vekslen mellem fordybelse og afbrydelse hele tiden. Og det er vi ikke vant til i vores adskillelseskultur, hvilket Coronakrisens lockdown er et tydeligt eksempel på.


En anden afbrydelse, der permanent satte en stopper for adskillelseskulturens kolonialisering af mit liv, og gav mig den nødvendige afstand til klarsyn, er en smertefuld fortælling om min første søn Birk, som jeg mistede sidst i graviditeten.

Da jeg var gravid med Birk, havde jeg et år tilbage af kandidatstudiet. Hidtil havde jeg afleveret alt til tiden, og været en ‘god’ studerende (jf. fremdriftsreformen) og graviditeten skulle ikke være en hindring for at udføre mit studie på samme præmis som mine medstuderende, tænkte jeg.

Til trods for, at min krop brugte mange ressourcer på at skabe vores lille søn, og jeg både psykisk og fysisk forsøgte at forberede mig på (den kæmpe transformation det er) at blive mor. Som en slags kompensation for tryghed, havde jeg forsøgt at kontrollere alt i mit liv indtil da, altimens jeg havde tilsidesat og overhørt min krops signaler i en sådan grad, at jeg var i stand til at adskille mit hoved og min krop (i overført betydning) på kommando. Det resulterede i, at jeg efter hver eksamenspræstation, lå i fosterstilling, når udmattelsen indhentede mig. Og det var bare normalt, at min vejrtrækning altid var overfladisk, med mindre jeg en sjælden, sjælden gang lagde mig helt ned i græsset for at søge jordforbindelse.

Vores ønske for Birk var, at han ikke skulle i institution de første vigtige år af hans liv. Målet var klart: jeg måtte nå at færdiggøre mit speciale, idet jeg var overbevist om nødvendigheden af at adskille ‘specialearbejdet’ (mit såkaldte lønarbejde) og ‘morarbejdet’ (yngelpleje), ligesom det er normen i vores (adskillelses)kultur. Så på en måde ønskede jeg ikke adskillelse (ved at beholde Birk hjemme), men kunne ikke se udover adskillelseslogikken (fordi jeg mente, at speciale og yngelpleje næppe kunne forenes).

Terminen lå i maj og jeg skulle aflevere i juli. Planen var derfor, at jeg skulle knokle så meget, at specialet nærmest ville være færdigt til Birk blev født, og efterfølgende bare skulle rettes igennem inden aflevering. Det var derfor afgørende, at jeg fortsatte med at overhøre min krops signaler, ligesom førhen. Men det kunne jeg naturligvis kun til en vis grad.

På den ene side havde jeg købt vores kulturs fortælling om, og negligering af graviditet, at blive mor, at få et barn, som værende blot en parantes i ens (arbejds)liv. Jeg var jo selv blot en parantes i mit eget liv til ære for mine præstationer, og dybest set reduceret til en funktion, som kun havde værdi, når jeg præsterede (godt).

Graviditeten blev nærmest også internaliseret som en art præstation, jeg skulle gøre ‘godt’, og jeg meldte mig både til gravidyoga, varmvandsbassin øvelser (for mine ømme hofter) og ‘smertefri’ fødselsforberende kursus. Og på den anden side havde jeg godt en vag fornemmelse af, at det slet, slet ikke handlede om at præstere, når et lille menneske fødes, og bliver en del af ens liv.

‘Kronisk stress’ ville jeg dengang ikke havde betegnet det som, da mistrivslen bare var normalt for mig. Men da jeg blev gravid, forværredes min overfladiske vejrtrækning, og indimellem havde jeg blodsprængte øjne efter en arbejdsdag.

Til trods for, at kontakten til min intuition var minimal, kunne jeg alligevel godt fornemme, at noget ikke var, som det skulle være. Sådan en vag fornemmelse havde jeg haft i mange år.

Men fremfor at forholde mig kritisk til de strukturer i vores samfund, der skaber mistrivsel (fx præstations- og adskillelseskultur), opførte jeg mig eksemplarisk i overensstemmelse med denne kultur, og vendte mine problemer indad, hver gang med en erkendelse af, at det måtte være mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne følge med i ræset (hamsterhjulet).

Inden starten på specialeskrivningen, havde jeg afleveret to eksamener, men i den uges juleferie, jeg nåede at holde efterfølgende, opstod der en trang til bare at være. Jeg sukkede efter ‘bare’ at være gravid, mærke mig selv og mit barn, uden at forholde mig til særligt meget andet. Var jeg doven? – nåede jeg at tænke. Jeg var jo ikke sådan en, der bare udskød mine pligter. Og med den tankegang, nåede jeg ikke fuldtud at mærke, hvad min søn prøvede at fortælle mig, før det var for sent.

To uger inden lægen kiggede mig i øjnene og sagde: “Der er ikke hjertelyd”, gjorde jeg et forsøg på at standse op. Jeg kastede håndklædet i ringen og meldte barsel. Men i de to uger, stod jeg stadig op hver morgen og satte mig foran computeren for at arbejde. Jeg var ikke i stand til at slappe af, og jeg tænkte, at det var bedre, jeg fortsatte arbejdet (omend i nedsat tempo), fordi jeg jo nu havde udskudt specialet til efter barslen (hvilket jeg betragtede som et nederlag) og det arbejde, jeg udførte, ville så komme mig til gode senere.

I de 30 uger, jeg var gravid, havde jeg to jordemoder konsultationer. Begge gange var det en studerende, der mærkede på min mave. De to scanninger, man får tilbudt i løbet af en graviditet, foregik hurtigt og ud fra tanken om, at alt selvfølgelig var, som det skulle være. Vi var jo tilsyneladende sunde og raske, ikke?

Men navlesnoren sad i siden af moderkagen – hvilket havde været muligt at opdage ved en scanning – og blodproppen – der opstod i moderkagen – var den forårsaget af stress?

I lang tid var jeg skyldbetynget af det faktum, at jeg ikke formåede at standse min evige fremdrift i tide – for måske havde blodproppen ikke opstået, hvis jeg havde været mere i kontakt med min intuition, mig selv og mit barn? – men set ud fra det kulturelle perspektiv, som har formet mit liv og min adfærd, og som jeg har forsøgt at gengive her, var jeg adskilt. Så smerteligt adskilt.

Og lige præcis dén erfaring er årsagen til, at jeg forholder mig aktivt til hvad, jeg ønsker at adskille mig fra nu.

Og det er aldrig mit barn, aldrig mig og aldrig moder jord (indtil mine dages ende).