Er børn voksne underlegne i et værdighedsperspektiv?

I 2019 skrev PhD-studerende i sociologisk barndomsforskning, Sarah Alminde, et indlæg her på Kulturkritisk Forum.

foto: Ben White via Unsplash

Her fortalte Sarah os at hun ser et behov for en childism-bevægelse. En sådan bevægelse skal arbejde mod at komme diskrimination mod børn til livs, ved at forene forskning med politisk aktivisme.

Jeg er meget enig. Jeg forsøger at bruge Kulturkritisk Forum som talerør mellem forskningen og befolkningen, og som platform for politisk omsorgsaktivisme, som vi efterhånden er mange, der kalder det.

Derfor inviterede jeg Sarah til at deltage i Kulturkritisk Podcast – og hun sagde heldigvis ja!

Podcasten om childism-bevægelsen udkommer i løbet af april. Når den udkommer, vil du kunne finde den her.

Hvorfor kun ligeværdighed for voksne?

Engang havde kvinder ikke stemmeret. Argumenterne for at fastholde deres underlegne position i samfundet var, blandt andet, at de ikke kognitivt var i stand til at træffe beslutninger på det niveau, det angiveligt krævede, for at kunne have medindflydelse på store beslutninger i samfundet.

Man betragtede kvinder som nogen, der skulle beskyttes. Nogle, der var for letpåvirkelige, og derfor ikke pålidelige. Minder de argumenter dig om noget?

I min optik er det mere eller mindre samme logik, vi iklæder os, når vi forklarer hvorfor det er i orden at behandle børn uligeværdigt.

Vi siger det dog ikke på den måde. Vi italesætter det som omsorg, og det er det nok også ment som, i mange tilfælde og langt hen ad vejen.
Men det er også en kulturelt – og normativt betinget tilgang til børn, der ikke har nogen gang på jord videnskabeligt. I mine øjne heller ikke etisk, hvilket jeg egentlig synes er vigtigst. For det er ikke videnskaben, der gør os menneskelige. Der forbinder os. Der gør livet værd at leve. Det er hvordan vi behandler hinanden, os selv og vores jord.

foto: Claudio Schwarz via Unsplash

Childism-bevægelsen: Ligestillingskampen forlænget til vores børn


Det klassiske argument mod at den moderne kvinde vælger at gå hjemme med sine børn er at hun sender ligestillingskampen lysår tilbage.

Bullshit.

Hun ved, at det ikke handler om ligestilling – men om ligeværd – og i øvrigt at hendes barn har ret til netop tilsvarende fundamentale anerkendelse, som hun kræver for sig selv og andre. At vi er lige meget værd, punktum.

Det handler nemlig ikke kun om ligeværdighed mellem kønnene, men også om ligeværdighed mellem livsfaserne. Mellem aldrene.

Det har jeg i øvrigt skrevet en lidt længere smøre om i Politiken, for ikke så længe siden. Den kan du læse her.

Vil du vide mere?

Vil du læse mere om hvad childism er – eller kan være? Se fx indlæggene her og her.

Vi lyttes med, når næste episode af Kulturkritisk Podcast udkommer i løbet af april.

Pssst… Har du lyst til at støtte op om Kulturkritisk Podcast og den omsorgsaktivisme, der udføres på Kulturkritisk Forum? Støt arbejdet med en flad 10’er om måneden (eller det beløb, der passer dig), via 10’er funktionen her.

Tak til jer, der allerede har doneret  I er med til at sikre at Kulturkritisk Podcast stadig kan spytte dybdegående, intuitions- og evidensbaseret kritik af adskillelseskulturen ud i æteren  TAK!

Du kan læse Sarah Almindes indlæg fra 2019 om behovet for en childism-bevægelse her