Er ‘work/life-balance’ en illusion?

Dette indlæg er skrevet af frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum, Anne Damgaard. Du kan finde en introduktion af Anne her. Indlægget er udtryk for skribents holdninger.

Kan vi virkelig tale om work/life balance ? Eller er begrebet blot en illusion ?

Ét af de mennesker, som har inspireret mig mest i mit arbejde som business- og livsmentor er filosof og erhvervsleder Morten Albæk.

Albæk gør op med begreber som ‘human ressource management’ og ‘work/life balance’ i sin bog “ Et liv – en tid – et menneske.”

I bogen taler han om, at vores arbejdsliv er en væsentlig – og intim del af vores liv,  og at meningsløsheden netop indtræffer, når vi forsøger at spalte os selv som mennesker.

At vi altid er det samme menneske, uanset om vi er på arbejde eller vi er hjemme i privaten – og at det forhold at vi ikke kan være os selv på arbejde, netop bevirker, at vi føler os distanceret til os selv.

Jeg mener, at Albæk har ret. At begrebet work/life balance er en illusion, som vi kæmper for at opretholde i det senmoderne samfund, og som vi bliver fortvivlede over ikke fungerer i praksis.

At vi oplever, at vi på arbejdet tænker på vores børn – og at vi efter arbejdstøjet er byttet ud med nattøj, tænker på vores arbejde, og ikke udnytter den såkaldte kvalitetstid med vores børn godt nok. Det bringer dårlig samvittighed, og en følelse af utilstrækkelig over for det, som jeg mener, er alment menneskeligt.

I mit tidligere arbejdsliv oplevede jeg det ofte. At jeg sad på kontoret, og spekulerede på, hvordan min søn på 2 år mon havde det. Han blev passet af sin far og bedsteforældre, mens jeg var på arbejde – hver dag mandag til fredag. Når jeg så sad hjemme om aftenen tjekkede jeg mine arbejds mails, og spekulerede på en forestående opgave, om konflikter i personalegruppen eller om forberedelse til en konference.

Hvis vi indtager præmissen, at vi som mennesker ikke kan slukke vores tanker, og lave et personlighedsskifte mellem arbejde og privat,  hvad skal vi gøre?

Skal vi lade arbejdet invadere vores privatliv?

Skal vi lade vores arbejdsliv være grænseløst?

Skal vi lade være med at arbejde for på den måde at sikre os nærvær med vores børn og familie?

Som jeg ser det, er arbejde en naturlig del af livet. Vi skal betale vores regninger, og have mad på bordet. Vores børn og familie er også en naturlig del af vores liv. De har behov for os som forældre til at guide og støtte dem. I takt med at de bliver større, kan de mere og mere selv.

Derfor tror jeg, at vi skal undersøge og afprøve muligheder, som giver en mere naturlig balance i vores arbejdsliv og forældreskab.

I dag har jeg min egen virksomhed, og sammen med min mand hjemmepasser vi vores søn. Det betyder, at jeg kun for en del af mit arbejde skal være ude af huset. Resten af tiden er jeg hjemme.

Det skal lige indskydes at vi bor på under 10 kvm i vores autocamper – og alligevel kan jeg sagtens arbejde side om side med at min mand og søn leger – læser – spiller spil eller noget andet.

Det at være tæt på min søn i dagligdagen, også de dage, jeg arbejder, er en kæmpe gave.

I stedet for at sidde og arbejde og spekulere på hans ve og vel – ja, så kan jeg være vidne til det.

Jeg kan spise frokost med min familie – og hygge med min søn i mine pauser. Jeg kan give ham en krammer, hvis han har behov for det, og udskyde mindre vigtige opgaver til senere.

Det har givet mig en kæmpe ro i maven, at jeg fysisk kan være i nærheden af min familie. Samtidig giver det min nu 5 årige søn en indsigt i, hvad mit arbejde går ud på.

Faktisk har vi afskaffet ordet arbejde hjemme hos os og kalder det i stedet “projekter vi elsker.”

Dette taler ind, at vi også ønsker for vores søn, at han skaber sig et arbejdsliv baseret på de ting, han selv elsker. At arbejde ikke behøver at være kedeligt – men kan være fyldt med glæde, kreativitet og fordybelse.

Derfor tror jeg på, at vi skal indrette vores arbejdsliv med fokus på fleksibilitet og en højere grad af flydende grænser mellem det private og det professionelle. Mellem rollen som forældre og rollen som arbejdstager.

Det mener jeg uden tvivl er nemmest som selvstændig – men det er ikke den eneste mulighed. Flere og flere arbejdspladser åbner op for remote work – altså arbejde vi kan varetage online og hjemmefra, på de tidspunkter som passer os, og som vi kan gå til og fra.

Jeg tror, at vi i høj grad kommer til at se dette på fremtidens arbejdsmarked – og at vi oplever, hvordan arbejdslivet kan blive en intim del af vores liv. En meningsfuld del af vores liv. En vigtig del af vores identitet – men på vores egne præmisser og i overensstemmelse med vores egne værdier og rytme.

Det er klart, at virkeligheden ikke ser sådan ud i dag. At dette ikke er normalen. Men forandring sker ikke over natten. Det er en lang proces, hvor de af os, som har mulighed, må give og skabe muligheder for andre.

Derfor bliver min første ansatte også en kvinde, som har valgt at gå hjemme med sine 2 børn. En kvinde har lyst til at have et fleksibelt og intimt arbejdsliv – hvor hun deler værdier med sin arbejdsgiver – altså mig. Hvor vi forstår hinanden og deler værdier. Og hvor der ikke er et skel mellem hvem vi er som private mennesker og professionelle – men hvor vi kan være de mennesker vi er – også i leder og medarbejder forhold.

Vil du også være frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum? Send mig en mail på info@kulturkritiskforum.dk