Forskningsrapport: Læringsmiljø i daginstitutioner

Mie Wedsgaard Storm27/01/2020

D. 27. januar 2020 udgav EVA i samarbejde med UCN en national rapport om kvaliteten af læringsmiljøet i de kommunale daginstitutioner i Danmark. Find rapporten her

Relateret

kulturkritiskforum View On Instagram

SWIPE TIL HØJRE i opslaget for uddrag af artikel fra @feminadk om ‘8 gode ting dit barn får ud af at gå i daginstitution’ (det gør o n d t i mine fingre at skrive den titel...)
•
Artikel startes ud med at beskrive et barn, der græder ved aflevering og morens dårlige samvittighed herved. Denne (altså den dårlige samvittighed) forårsages ifølge artiklens ekspert af to primære årsager: 1) at medierne maler et grumt billede af daginstitutionerne, og 2) at dårlig samvittighed er et grundvilkår i forælderskabet.
Der tages ikke stilling til at den dårlig samvittighed rigtigtnok ér et grundvilkår i adskillelseskulturen, men at den ikke bliver uberettiget af den årsag. Der tages heller ikke stilling, at forholdene med al sandsynlighed ikke ér i orden. Og så tillader jeg mig at byde ind med en årsag nr 3 til den dårlige samvittighed: 3) at gå fra sit grædende barn er at krænke barnets tilknytningssprog og at risikere at bryde - og i al fald på det kraftigste udfordre den trygge tilknytning mellem barn/forælder. Dét giver os (med rette) dårlig samvittighed, for det går imod vores natur og det er uetisk overfor vores børn (ja, det sagde jeg lige).
•
Og lad os så tage punkterne som de fremgår af billederne, eksponere den høje grad af #adskillelsesretorik og afsløre #detstorebørnebedrag formidlet gennem artiklen. Jeg forsøger at fatte mig i korthed:
•
1) Sociale relationer til børn og andre voksne er ikke betinget af adskillelse.
•
2) Fællesskabsfølelse er ikke betinget af adskillelse.
•
3) Sprogstimulering er ikke betinget af adskillelse (og de påstande, eksperten kommer med på dette punkt, er faktuelt forkerte)
•
4) Læren om mangfoldighed er ikke betinget af adskillelse.
•
5) Seriøst? Det gider jeg næsten ikke engang gå ind i...
•
6) ... hvilket man også kan opleve på fx legeaftaler, og derved er denne “fordel” heller ikke betinget af adskillelse.
•
7) Jeg har en to-årig, der skriger “MIG SÆS!” (“Jeg vil selv!”), hver gang jeg forsøger at hjælpe hende. Og hvis behov er børns tidlige selvstændiggørelse? (Spoiler: adskillelseskulturens)
•
8) Ja, det er klart bedre at udsætte børnene for det “drastiske” og “overvældende”, når de er babyer 🤔 (fortsættes i kommentarspor 👇)

kulturkritiskforum View On Instagram

I aften har jeg modtaget endnu en af de rædselsfulde #beretningerfraadskillelseskulturen •
Denne gang fra en pædagogstuderende, og jeg holder det næsten ikke ud. Og det gør hun heller ikke. Men hvordan føles det så inde i en lille børnesjæl?
Sidstnævnte får mig til at bringe beretningen, selvom jeg har lyst til at lade som ingenting. Hold vejret 👇🏾💔
•
“Hej Mie!
Jeg har sådan tænkt på at skrive .... i noget tid.
Hele den her debat om normeringer.... Jeg synes det er vigtigt at debatten ikke kun omhandler normeringer. Det er IKKE kun normeringernes skyld at små børn ikke får den omsorg og tryghed de skal have! Jeg er lige nu studerende i en vuggestue. Vi er ikke fyldt op med børn og vores normering er derfor ofte 1:3. Og jeg går næsten dagligt hjem med ondt i maven. Det her handler ikke om normeringer, men om det børnesyn der hersker i de kommunale institutioner. Der er alt for meget fokus på barnets udvikling! Hele. Fucking. Tiden. Alle vores stuemøder handler om hvor børnene er i deres udvikling, om de kan det de skal kunne! Som om det er meget vigtigere end barnets trivsel. Hver dag poster pædagogerne billeder af den pædagogiske aktivitet om formiddagen. Og der er sikkert et sødt billede, hvor lille Knud smiler og ser glad ud. Det hele lyder fantastisk. Men det er IKKE sandheden. Sandheden er, at på trods af god normering græder dem under 1 år alt alt for meget til at mit hjerte kan rumme det. Forældrene ser den fine formiddagsaktivitet- og kan se at alt er fint, men det er ikke virkeligheden!! Det er svært at være 1 år med så mange forskelllige personer at skulle knytte sig til- personer som pludselig holder pause, personer der skal være i en anden børnegruppe den pågældende dag og personer der nogle dage slet ikke er at se. Jeg får hver dag at vide at jeg “servicerer” de små børn for meget, fordi jeg vugger dem der har svært ved at finde ro, fordi jeg hellere vil sidde med barnet istedet for at sætte det op i barnevognen og fordi jeg reagerer for hurtigt på deres gråd. Når jeg stiller spørgsmålstegn ved alle disse ting, får jeg blot at vide “ja, men det er hårdt at gå i vuggestue. Det er nu engang bare sådan det er”. (Fortsættes i kommentarspor👇🏾)

kulturkritiskforum View On Instagram

Bør vi prioritere systemet over vores familie?
•
Hvor mange af jer har oplevet - enten IRL eller på SoMe - at blive stillet det utilmative bebrejdelsesspørgsmål i adskillelsesretorikken: “Men hvad bidrager du så med?”, når I taler om at gå hjemme med jeres børn?
•
Der er meget på spil her - meget at blive forarget og måske vred over:
- Den moderne hjemmegående forælder går imod den udvikling, der skete i 70’erne.
- De bidrager (måske) ikke med skatteindtægt i en årrække.
- De går imod den overbevisning at staten kan varetage den “funktion”, de nu selv insisterer på at varetage - netop fordi de gør oprør mod at primære omsorgspersoner kan reduceres til “funktioner”. De er livsnødvendige relationer, der skal erfares af såvel forældre som barn, for at de kan få den betydning, der er så livsnødvendig.
•
Men er det ok at prioritere på den måde? Bør den moderne hjemmegående forælder - og de, der overvejer at blive det - i stedet prioritere at bidrage til systemets opretholdelse i alle vores livsår?
Samme spørgsmål gør sig gældende, for de familier, der får livet uden en institutionaliseret barndom til at hænge sammen, ved at arbejde på skift osv.
Kan vi forsvare ikke at bidrage maksimalt i form af skatteindtægt til staten?
•
Jeg mener bestemt, vi kan forsvare at prioritere på denne måde. Faktisk mener jeg, en modsat prioritering kan være kompromitterende for vores etiske ståsted og forsvarlighed i livet - som forældre og medmennesker:
•
Hvad signalerer det, når vores loyalitet tilfalder systemet på bekostning af vores børn/familie? Hvem er til for hvem; er vi blot systemets tjenere, eller er systemet ikke netop systematiseret med henblik på at sikre velfærd for OS?
Hvad signallerer vores loyalitet til systemet på bekostning af vores børn til netop dem; vores børn? Er der en reel mulighed for at de erfarer - helt ind i deres hjerter - at de ér det vigtigste i vores liv - når vi tildeler vores loyalitet til systemet snarere end dem?
Det er tabubelagt at italesætte når vores handlinger strider imod vores ord - som beskriver vores følelser - nemlig at vi elsker vores børn højere end noget andet og at de er det v i g t i g s t e i vores liv (fortsættes i kommentarspor)

kulturkritiskforum View On Instagram

Er der plads til kedsomheden i en stimulerings- og udviklingsbesat adskillelseskultur?
•
I dag skriver @blackbird_institute at muligheden for at kede sig er nødvendig for at vende opmærksomheden indad som barn.
•
Det er et kæmpe no-no at sige sådan nogle ting i et samfund, hvor vi hele tiden skal udrette noget konkret. De voksne skal helst kunne dokumentere hvad børnene laver, så der er håndgribelig dokumentation for udvikling. Som når børnene pinedød s k a l lave den freaking karse-box af mælkekartoner, selvom de er midt i en god leg, for vi h a r sagt til mor og far at det skal vi i dag, så det skal kunne dokumenteres, når de kommer.
•
Det er sprængfarligt at sige at børn gerne må kede sig - særligt når man, som vi, har valgt selv at varetage hele omsorgsopgaven for sine børn (dvs ikke benytte sig af statens tilbud om daginstitution). For så bliver det endnu nemmere at forstærke den belejlige misforståelse om at et fravær af institutionaliseret barndom er lig med en barndom parkeret foran fjernsynet.
•
Men jeg gør det alligevel, for hvis ikke vi lader vores børn v æ r e ind imellem, kan det være svært for dem at mærke sig selv. At lade dem “v æ r e i fred” i bogstaveligste forstand; et totalt fravær af forventning om gøren hos vores børn.
•
Der er ikke noget galt med et liv med megen g ø r e n - så længe det bliver balanceret af v æ r e n. Forsømmer vi den balance, er det hårdt at være menneske(barn).
•
Jesper Juul skrev i en af sine fremragende bøger (hvilken husker jeg ikke) at et godt svar på “Jeg keder mig” er “Så er jeg spændt på at se hvad du finder på”. Jeg tror, min søn har sagt til mig én gang i sit liv at han keder sig. Begrebet er ikke en del af hans tankeunivers, måske fordi hans selvstændige leg, rastløshed eller “stening” ikke bliver italesat som kedsomhed, jeg ved det ikke. Ind imellem har jeg taget mig selv i at spørge om han keder sig, når han ikke g ø r noget konkret. Man skal deschoole sig selv for megen angst for inaktivitet i en adskillelseskultur.
•
Det er kun farligt at kede sig i en præstationsbesat adskillelseskultur. I det levede liv, med balance mellem gøren og væren, kan det være decideret rart.
•
#adskillelsesretorik

Kulturkritisk Forum

Platformen, der belyser dét, vi ikke taler om

Forskningsrapport: Læringsmiljø i daginstitutioner

Relateret

Del dette:

Relateret

Del dette: