Sparring – dilemma

Velkommen til Kulturkritisk Forum Fora Sjælland Sparring – dilemma

  • This topic is empty.
Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1253 Reply
    Michell Neell
    Gæst

    Kære jer der læser dette.
    Pga corona har jeg ikke fået etableret et solidt netværk. Dog stadigvæk et lille et. Men alligevel føler jeg at i forhold til min situatuon, er jeg nødt til at søge længere ud, for at få den rette sparring.

    Kort beskrivelse i grov form:

    Jeg er hjemmegående med A på 2,9 år og N på 8 mdr. A er begyndt at reagere på noget. Dette sker i form af mange nedsmeltninger, lange anfald med skrig og gråd. Han skubber og slår sin lillesøster og bider også ind i mellem.
    Vi ser ikke legekammerater dagligt pga corona, men har endelig fået etableret lege tid med én anden mor og dreng på samme alder. Det er et par timer om formiddagen to gange om ugen. Her er min søn nemt fyldt op og skriger, hvis han ikke vil det samme som drengen. Nogle gange skriger og råber han som forsvar, inden der egentlig er sket noget.

    I dag skete der så en situation herhjemme. Vi var kommet hjem fra lege aftale. Alt er ok. Lillesøster sover i autostolen og jeg samler hende og tingene op, så hun kan komme op og sove. Men så sker der det at jeg lukker døren og min søn var lige i gang med noget. Så han bliver rigtig vred over situationen. Det var ikke det han havde tænkt sig. Og vi står ude på gaden og jeg synes det er synd for N som endelig sover efter kun 20 min lur den formiddag. Og jeg føler bare en magtesløshed og får også en *det kan du ikke være bekendt følelse*. Selvom den er unfair.

    Jeg ender med at slæbe ham skrigende op i lejligheden, fordi jeg ikke kan rumme det mere. Jeg kan ikke længere rumme at det går ud over hende, hver gang han får sådan en tur. Når hun har brug for mig. Jeg synes det er synd for dem begge to. Jeg tager ham ind i soveværelset og siger at han må skrige der, for jeg har brug for at putte hende
    (hun er møg træt og jeg kan bedre rumme hele ham, når jeg har armene fri til det).
    Men hvad er overhoved rigtigt at gøre i denne situation? Han blev så vred og ked af det. Men havde jeg sat hende fra mig, var hun også blevet ked af det.
    Da hun var puttet kunne jeg sætte mig ned og kramme ham og vi gik ind og læste bog, krammede mere og satte meditation på.

    Jeg savner sparring omkring at have så bredt og følelsesladet barn. Samtidig med at man har en baby. Hvad gør andre? Jeg føler mig enormt alene med det hele, ift sparring og refleksioner.

    Jeg kunne have puttet hende i bæreselen, så jeg havde følelsen af at have armene fri. Men jeg føler tit at hun kommer i sådan en position hvor hun er fanget midt i det hele. Jeg kunne have sat mig ned og ladet det hele rase af, uden for på p pladsen… Men så vikle det også lade hende vente med at sove..

    Jeg er følelsesmæssigt frustreret.
    Jeg føler han har er afsavn af noget. Han giver udtryk for at han savner andre børn. Men når han leger med drengen så skriger han, bliver frusterert og træt
    Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Ind i mellem overvejer jeg at sende ham i institution. For at han har andre børn at lege med. Men jeg frygter at han har noget inden i sig, som bør bearbejdes og støttes, som han slet ikke kan få hjælp til, der.

    Er der nogen med temperamentsfulde, viljestærke børn og samtidig en baby, som kan fortælle, guide, sparre med mig?

    Bedste hilsner M N

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
Svar til: Sparring – dilemma
Dine informationer: