Gæsteindlæg: Første møde med sundhedsplejersken

Dette er et gæsteindlæg, der bringes i kølvandet på en række indlæg på de sociale medier tilknyttet Kulturkritisk Forum omkring sundhedsplejerskens normative indvirkning på moderskabet. Emnet tager sit udgangspunktet i dette kandidatspeciale om emnet.

Serien af indlæg omkring sundhedsplejerskens normative indvirkning på moderskabet, sker efter en lang række henvendelser til Kulturkritisk Forum, der drejer sig om oplevelsen af mødet med sundhedsplejersken som værende svækkende ift. moderskab, tilknytning og trivsel, snarere end fremmende.

Formålet er ikke at dæmonisere sundhedsplejersker som faggruppe, men at belyse det problematiske i at sundhedsplejersken træder ind som autoritet i familiernes hjem i en særdeles sårbar og ukendt tid. I denne funktion formidler sundhedsplejersken viden, der ikke altid tager udgangspunkt i den enkelte familie og/eller barnets behov, men som ofte er historisk situeret og desuden med udgangspunkt i statens/SSTs anbefalinger. Disse kan ligeledes bære præg af at optimere mulighederne for tidlig adskillelse mellem mor og barn, for at mor tidligere kan returnere til arbejdsmarkedet. Dette er ikke barnets behov – og heller ikke altid familiens.

Indlægget er skrevet af Line Risager Hansen.

Tilhører børnene staten?


Man kan næsten få en sær følelse af, at ens børn ikke er ens egne, men samfundets. Samfundet har en enorm magt til, at styre én i den retning, der gavner det bedst. Jeg vidste slet ikke hvor lidt jeg kunne klare tanken om, at aflevere min datter i vuggestue, før jeg afleverede hende hos fremmede mennesker den første gang, og skulle gå fra hende i en halv time. Det føltes helt galt, ligesom en lang række af andre oplevelser, hvor jeg har kunnet mærke et eller andet, men ikke kunnet handle på det, fordi det var så nye og ukendte følelser.

Jeg tænkte ikke et sekund på alternativer. Jeg fik mit første barn, før IG var et medie, der bestod af alt det, det er idag. Jeg følte mig så rådvild og alene som mor. Det var jo sådan man gjorde, ligesom alle de andre. Flokmentaliteten havde en stor impact og var slet ikke til diskussion.

Jeg var studerende, da vi fik vores første, og hendes vågne timer i vuggestuen var ikke særlige mange, det kan jeg mærke, at jeg trøster mig selv med idag, når jeg nu ikke vidste bedre dengang.


Det, jeg synes er vildt er, at man slet ikke snakker alternativer med sundhedsplejersken. Vi gjorde i hvert tilfælde ikke, det kom slet ikke på tale.

Faktisk var spørgsmål til os og vores tanker og følelser en kæmpe mangel i mødet med vores sundhedsplejerske. Hun var enormt dominerende og bedrevidende og lod os ret meget forstå, at vores tanker ikke rigtig betød noget, da hun konstant afbrød os, eller bare ikke lyttede.

Når man er førstegangsforældre er de fleste meget autoritetstro over for sundhedsplejersker, tænker jeg. Sundhedsplejersker har derfor en ret stor magt i deres møde med nybagte forældre.

Der er ingen supervision og man har ikke noget sammenligningsgrundlag. Det gør det enormt sårbart. Personligt var mit første møde med en sundhedsplejerske med til, at sende mig ud i en fødselsdepression. Både fordi hun blandede sine egne personlige holdninger ind i sit arbejde og derigennem guidede mig i en helt forkert – og uhensigtsmæssig retning, men også fordi hun hele tiden havde fokus på, at min datter og jeg skulle adskilles. Min datter skulle lære at “undvære” mig.


Fra jordmødrene på sygehuset, var jeg blevet udstyret med ammebrikker, fordi min datter havde virkelig svært ved, at tage ordentlig fat om brystet. Det gjorde både afsindig ondt på mig og min datter fik slet ikke nok at spise. Jeg begyndte at bruge ammebrikkerne, og en dag hvor vi skal have sundhedsplejerske fortæller jeg hende min succes, om at min datter endelig får nok at spise hos mig, sover bedre, jeg har færre smerter og det er så dejligt at de ammebrikker virker.
Hendes første reaktion er, dem skal vi have vænnet dig af med hurtigst muligt. Jeg får en lang svale om hvor skidt et redskab det er, om at man ikke får stimuleret brystet ordentligt og det er en dårlig vane.

Jeg bliver med et ramt af usikkerhed. På trods af den succes, jeg lige havde berettet om, står jeg nu kun og tænker at jeg har gjort det værst tænkelige.

Det ender med, at hun forslår, at jeg skal pumpe ud hver tredje time, give flaske hver andet gang og det gør jeg så. En nat er jeg så udmattet, at jeg ikke vågner til udpumpning og vågner med brystbetændelse, der ender med at være så slem, at jeg får 40 i feber, det er smertefuldt og jeg får til sidst en pille der stopper min mælkeproduktion.

Min amning gik i stykker og jeg blev mere og mere fortvivlet i min rolle som mor.

Min datter begynder jo så på flaske, hvilket skaber mere uro, gråd og time lange gåture med hende om natten. Jeg er udmattet, det er vi begge to og vi trives slet ikke lige der, for vi er alle påvirket af kæmpe søvnunderskud.

Sundhedsplejersken kommer på besøg igen. Jeg står grædefærdig med min datter i armene, da hun kommer ind af døren. Hun vil ikke sove, spise eller tage en sut og jeg har ikke sovet om natten, flere nætter. Du skal sove om dagen når hun sover, siger hun. Jeg forklarer, at jeg ikke kan sove, for jeg er hele tiden bange for at hun dør. Det bliver ignoreret.

Sundhedsplejersken tager min datter ud af armene på mig. Hun spørger mig ikke, kommer sutten i hendes mund og holder hende for munden, så hun ikke kan spytte den ud.

Jeg er rådvild, for jeg føler faktisk ikke jeg har magt til at sige, giv mig hende tilbage, selvom hele mit indre skriger det.

Hun bliver ved, selvom jeg kan se min datter febrilsk prøver at få sutten ud. Efter noget tid, er hun så afkræftet at hun falder til ro. Jeg er grædefærdig.

Min sundhedsplejerske siger, hun skal jo lære, at tage den sut, så andre kan trøste hende.



Jeg blev aldrig mødt af min sundhedsplejerske med nysgerrighed på hvem jeg er, og hvordan vi har det. Jeg blev aldrig fortalt at jeg gjorde det godt. Hun var så grænseoverskridende, hvilket først var noget, jeg blev klar over langt senere.

Hun hjalp mig ikke til at finde ro. Hun havde konstant fokus på, at jeg jo skulle tilbage til mit studie og min datter skulle kunne komme i vuggestue.

Jeg manglede i den grad, at nogle fortalte mig, at jeg var nok, at vi var nok. Jeg blev svigtet af en samfundsrepræsentant, der på ingen måder lyttede til mig, spurgte til mig og mine tanker eller vores tanker. Jeg blev belært fremfor støttet.

Set i bakspejlet, skræmmer det mig virkelig meget, hvor meget det møde har haft af betydning for min barsel og for mit selvværd og selvtillid som mor.

Jeg fik angst og var konstant i tvivl om mine valg og vores valg. Jeg var kamp klædt på, da min søn blev født og jeg kridtede mine grænser op fra starten af. Min anden sundhedsplejerske var heldigvis meget mere, af det man har brug for, som nybagt mor, far, forældre.