Gæsteindlæg: Hvorfor hjemmepasser pædagogen sine børn?

Dette indlæg er skrevet af 32-årige Camilla Christensen. Camilla er uddannet pædagog, og har 5 års erfaring som vuggestuepædagog. Hun har fravalgt institution til sine børn, efter hun blev mor til to, og fortæller i dette indlæg om hvorfor.

Mit navn er Camilla. Jeg er 32 år, uddannet pædagog og bosat i Århus, hvor jeg har mine to børn på 4,5 år og knap 2 år hjemme. Min store pige er først for nyligt blevet meldt ud af børnehaven. Jeg har dog gået hjemme med lillebror siden december 2019.

Inden jeg blev hjemmegående har jeg arbejdet som pædagog i 2 forskellige vuggestuer i 5 år – dog med 10-11 måneders barsel med hvert barn

Det var på alle måder en omvæltning for mig at blive mor til 2, både på grund af det praktiske i at have en lillebitte baby og en storesøster, der virkelig gerne ville have sin mor, men også fordi jeg var et HELT anden sted mentalt og emotionelt. 

Jeg har egentligt altid haft en stor faglig stolthed, og set mig selv som velreflekteret, men den udvikling stoppede muligvis da jeg så kom ud på arbejdsmarkedet.

Det er ufatteligt nemt at blive lullet ind i en kultur og glemme at sætte spørgsmålstegn ved det, der sker – eller i værste fald, slet ikke se det ske.

Man bliver lidt en ambassadør for adskillelseskulturen, og kan nemt blive suget ind i en fortælling om at vi gør det bedste vi kan. Men gør vi det?!
I bund og grund er en daginstitution jo en forretning, og der skal kunder i butikken, så der kan komme penge i kassen.

Og derfor kan det også hurtigt blive en popularitetskonkurrence, hvor man for alt i verden ikke skal “skræmme kunderne væk”, ved at gøre forældrene utrygge.

Men jeg som mor er utryg, for jeg har set adskillelsen indefra.

Jeg har set og – været den pædagog der; pyntede på sandheden, stod alene med alt for mange børn, har haft et utrøsteligt barn i armene, der tydeligvis havde brug for mor og far, ageret gårdvagt på legepladsen, glemt et barn på legepladsen, er gået syg på arbejde, efterladt en arbejdsplads med for få voksne, skiftet et barn, der havde haft bleen på for længe, måtte trøste tre grædende børn/babyer på én gang. Ikke har kunnet skabe en god nok dag for de små. Selvom jeg havde det på hjerte og brændte for mit virke.

Med de vilkår, der er i vuggestuer i dag, kan man være den bedste pædagog med de bedste intentioner og stadig gå hjem med ondt i maven og føle (berettiget) at man ikke gør sit arbejde godt nok.

Selv blev jeg kynisk; ikke følelseskold – men distanceret. Det skammer jeg mig over. Det var en overlevelsesmekanisme; en følelsesmæssig distancering, der var nødvendig, for at jeg kunne gå på arbejde.

Den kunne jeg dog ikke opretholde, efter jeg kom tilbage fra barsel nummer to.
Jeg var i mine følelsers vold og havde et kæmpe hul i maven. Eller nærmere i hjertet.

Jeg var ramt af en følelse af komplet meningsløshed. Jeg fik fysiske gener som hjertebanken, humørsvingninger og ekstrem glemsomhed.

Men mest af alt græd jeg. Hver gang jeg var alene, eller havde en pause til at mærke mig selv, trængte tårerne sig på.

I hvilken verden gav det mening, at jeg efterlod mine børn i andres varetægt? Vel at mærke for at tage på arbejde og passe andre små børn, der også mest havde brug for deres forældre? Hvorfor skal vi være adskilt fra hinanden i vores bedste timer? Hvorfor skal vi ikke være sammen med vores egne børn i stedet?

Det føles helt proforma. Da jeg først var nået til den erkendelse, og samtidig havde fået kendskab til alternativet, “hjemmepasning”, var der ikke nogen vej tilbage. Selvfølgelig skulle jeg være hjemme ved mit eget lille barn. Nu er jeg hjemme med dem begge. Hvor længe ved jeg ikke, men jeg ved at det giver mening.