Gæsteindlæg: Mænd i en adskillelseskultur, del 2

Dette er et interview med Glenn Toft. Find Glenn på Instagram under @far.til.seks


Hvad er din egen proces i forhold til adskillelseskulturen; gik du ind i forældreskabet med en bevidsthed omkring adskillelseskulturen, eller begyndte tankerne, efter du var blevet far?   

Nej, jeg gik ikke ind til rollen som forælder første gang med en klar bevidsthed om adskillelseskulturen som sådan.

Jeg gik ind til forældreskabet med nogle klare holdninger til samfundet i det hele taget, og vores måde at behandle børn, børnefamilier, hinanden, naturen, dyrene og vores ældre på, som står i skarp kontrast til normerne. I særdeleshed den gang.

Jeg er selv vokset op i en mærkelig familiekonstalation, hvor min far begyndte at rejse, da jeg var 3 år. Min mor, som er det mest fattigfine menneske i verden, arbejdede fuld tid, og derfor har jeg siden jeg var tre måneder været passet. Derudover var min far kun hjemme 5 uger om året. Så noget af det der prægede min barndom, var et evigt og konstant savn af min far. Overladt til min mor, som ikke brød sig videre om ulydighed, men som brugte røvfuld, og at tælle til tre, inden der blev uddelt røvfuld, samt et hysterisk temperament med meget råben og skælden ud, blev jeg et frygtsomt barn, der meget tidligt intellektualiserede min verden.

Jeg kunne fra en tidlig alder tydeligt se og mærke, at den måde både mine forældre, og for så vidt de fleste andre forældre, forvaltede deres opgave på var helt forkert.

Til mit held var jeg drevet af en vished om, at der er mere mellem himmel og jord. At der er en magi i verden, i os selv i universet, som jeg kunne lære at se og mærke. Så det satte tonen for min videre opvækst, og yngre liv.

Arbejdet med mig selv, de skyggesider, min barndom havde sat i mig. Læren om sjælen, og evnen til igen at mærke mig selv og verden, at se gennem hjertet, at stille spørgsmålstegn ved alt, alle konventioner, alle regler, alle dogmer, bragte mig på mange eventyr.

Da jeg så endeligt mødte min kone, som elskede betingelsesløst, fik jeg lyst til at stifte familie.

Det var Linda, der med det samme kunne mærke, at det slet slet ikke kunne gå aflevere Ask til fremmede mennesker. Det var ikke svært for mig at mærke, at det havde hun helt ret i, og derfor blev vi enige om, at vores liv måtte være anderledes end de fleste andres. At vi hellere ville leve beskedent i materielle ting, så vi kunne give vores børn alle de andre ting, som ikke kan købes for penge.

I og med at vi altid har indrettet os efter dette, har adskillelseskulturen ikke været noget, vi har været super bevidste om i starten.

Jeg har altid støttet Linda i hendes ønske om at gå hjemme. Det har jeg, fordi jeg også synes, at det er bedst.

Gennem årene og kontakten med de offentlige institutioner og instanser, har vi dog sammen fået en bedre forståelse for, hvad vi har valgt fra. Som årene er gået, har vi kunnet se på vores børn, at de ting vi har valgt, har været rigtige og gode. Vi har bare aldrig kendt til andre, som har praktiseret at leve som os. Men i og med at vi ikke har prøvet at gøre det som alle andre først, for så at fortryde, har vi heller ikke mærket meget til den tavshedskultur, forråelse og andre uhyggelige ting, vores nuværende samfunds yngelpleje rummer.

De er først i de seneste år. Det vækker naturligvis harme, afmagt, vrede og den slags ting, at se hvor ringe det egentlig står til, når vi selv kommer i berøring med det, og derfor har vi uden tøven adopteret nogle af de begreber vi kan se bevægelsen omkring omsorgsrevolutionen italesætter.


 Hvad har dine tanker omkring adskillelseskulturens betydning for din måde at være far og mand (her tænker jeg ægtemand og kønnet mand) på? 

Tanker specifikt om adskillelseskulturen har ikke betydet så meget. Men tankerne om at leve op til mine egne idealer, om at være ægtemand, mand, og menneske har sandeligt betydet alt.

At få en familie har betydet alt for mig. Det har givet mig formål til at prøve hver dag at realisere den bedste mand jeg kan være.

Det har ikke været let. Tværtimod har det for mig i hvert fald, været hårdt. Til tider endda meget meget hårdt. Jeg har påtaget mig, at skaffe mad, tøj, tag over hovedet og alle livets andre fornødenheder til vores familie. Jeg har altid ordnet alt økonomisk. Selv de tider hvor der praktisk taget ingen økonomi var at varetage, har jeg skullet få det til at slå til.

Men man kan ikke fortælle godnathistorier for en mercedes, og et fint hus kysser dig ikke godnat.

Jeg vil mene at jeg har lært meget om at være en ægtemand, og mindst lige så meget om at være en mand som følge af de livsvalg, vi har truffet. Jeg har på trods af alt, fået det til at slå til. Vi har aldrig gået sultne i seng, og det skorter aldrig på kærlighed i vores hus. Jeg har med glæde i hjertet tilsidesat mig selv, for at give vores børn de bedste betingelser for at være hele mennesker fra starten af. Det samme har min kone.

Vi er fløjtende ligeglade med hvad andre synes om vores måde at gøre tingene på. For vi ved at vi gør det som er bedst for os. Og ærlig talt, har jeg hørt på tusinde gange flere dumme spørgsmål om at være vegetar, end jeg nogensinde har hørt om at vi lever beskedent og “gammeldags”. 

Desværre lever vi i et udpræget narcissistisk samfund, og dyrkelsen af selvet og ego forherliges i en sådan grad, at jeg ikke ser mange mænd, der ved hvordan man er mand.

De svigt, og dermed de indgroede usikkerheder, og manglende selvværd en opvækst i Danmark fører med sig i forhold til mænd, gør at mange mænd er alt for bange, sårede og usikre til at kunne mærke sig selv. Hvilket resulterer i en pseudoeksistens, hvor deres koner bliver deres mor, og de selv forbliver drenge. De ofre og det arbejde der må gøres, for at bryde med dette, er hårdt. Dog vil jeg utroligt gerne være foregangsmand for noget sådant. Med min vise kones hjælp, kan jeg måske være med til at inspirere dem, som har brug for det, til at begynde helingen. 

 Jeg hører fra mange af de kvindelige følgere af Kulturkritisk Forum at de brændende ønsker at hjemmepasse, men at deres mænd stritter imod. Har du nogle tanker omkring, hvad det er, der kan gøre det svært for en mand at løsrive sig fra kulturelle normer omkring forældreskab, familieliv og institutioner? 

Det er på én gang et spørgsmål der er ligetil, og kompliceret. Det korte svar er, at de fleste mænd slet ikke kan mærke de samme ting, som deres partnere kan. De kan aldrig komme til at mærke den samme tilknytning. Det giver sig selv, vi bærer ikke børnene i maven, vi ammer dem ikke, vi er ikke kvinden. Men der er så mange andre ting, der spiller ind.

Samfundet, som giver os mænd to uger til at være hos baby. For førstegangsfædre er det så stor en livsomvæltning, at blive far, at de to uger langt fra er nok til overhovedet at tage det ind.

Det er for bare at nævne en enkelt ting. Derudover kan mange mænd slet ikke rumme de store følelser, og jeg kan se, at for mange af dem er det en lettelse at komme tilbage på arbejdet. 

Årsagen til at mange mænd har svært ved at løsrive sig fra normer og kultur, er måske, at de fællesskaber de deltager i, er tilrettelagt i en mandlig kontekst, hvor følelser kan begraves i mere arbejde, træning, penge, eller andre adspredelser.

De “maskuline” idealer understøttes af samfundet, og deres egen opvækst. Hvis deres egne fædre har haft de samme skader, overleveres disse nemt til sønnerne, som ikke har andre forbilleder at emulere sin adfærd efter. Alt dette medfører en yderligere distancering til egne følelser, og som et resultat deraf, andres følelser. Når prestige, status, og værdi samtidigt måles i materiel rigdom over alt andet, kan mange mænd umuligt overkomme de krav de tror de har til sig selv i form af rigdom, kondi, tøj, eller hvad de nu har fortalt sig selv de må opnå.

Det er først når de er villige til at give afkald på alle disse ting, de kan begynde at få kontakt med deres hjerter, og se hvad der i virkeligheden bringer dem ægte lykke. Dette spørgsmål kan give anledning til rigtig meget mere spekulation, og det skal det også. Men det helt fyldestgørende svar, vil tage meget længere tid at formulere. 

Har du et godt råd til mænd, der vakler omkring hvorvidt de skal træde ud af hamsterhjulet eller ej?  

 Ja bestemt. Selvfølgelig skal de stige ud af hamsterhjulet. Der er ingen ægte lykke i hamsterhjulet. Der er ingen krukke med guld for enden af fucking regnbuen. Der er kun stress og sorg og bekymringer, indtil de dør en ensom død, uden nogensinde at have følt andet end den midlertidige lykke som materielle ting giver.

Hamsterhjulet er en løgn, og det samme er det din far har lært dig. Din undervisning i skolen er løgn, og det samme er de idealer, du lever efter, mand. Du vil aldrig finde ro eller lykke ved at jagte prestige eller karriere, eller en hurtigere tid på den ironman.

Livet leves gennem hjertet, og finder du ud af at lytte til det, vil du se verden, for hvad den er.

Tid kan ikke købes for penge, og når du når dit dødsleje, vil ingen formue kunne købe dig så meget som eneste sekund mere med dine børn. 

Som jeg ser det, er her tale om mange ting. Samfundet er et aspekt, som vi må dykke ned i, og kæmpe for ændringer i.

Men der er også en spirituel rejse her. En overordnet perspektiv, hvor der er brug for forandring. En heling af de sår, som adskillelseskulturen allerede har forvoldt, og som har skabt en dyb kløft i vores samfund.

En generation af mænd og kvinder, der lever usunde – og utilfredsstillende liv, uden grund.

Nogle indsigter, normer, og kulturelle fællesforståelser, der må og skal brydes ned og ødelægges, før vi kan skabe nogle nye og bedre.

Læs del 1 om serien omkring ‘Mænd i en adskillelseskultur’ her.