Gæsteindlæg: Mænd i en adskillelseskultur, del 3

Dette indlæg er et gæsteindlæg med Andreas Thesbjerg Larsen. Find Andreas på Instagram under @familie_i_fokus

Jeg var ikke klar over at jeg skulle have en hjemmegående søn, da min kone var gravid.

Vi havde, som mange andre forældre, planer om fuldtidsstillinger efter endt uddannelse, og så for os et liv med børn der gik i institution.
Det liv begyndte vi også på, da vores søn startede i vuggestue og derefter i børnehave.

Jeg kan ikke huske præcist hvornår i dette forløb vi blev opmærksomme på at der fandtes et alternativ, men det begyndte lige så stille at vokse indeni os, eftersom han gjorde modstand da han skulle afleveres i vuggestuen. På et tidspunkt mens han gik i institution fandt min kone en instagramprofil; Maj My. Efter lidt læsning blev hun den første der blev overbevist, men der gik ikke lang tid inden jeg også var solgt. Det krævede blot lidt højtlæsning fra nogle af Maj My´s tekster fra bloggen. Jeg tror det havde ligget i os i lang tid, men at vi bare ikke vidste at det faktisk var et alternativ at være sammen med vores børn i stedet for at sende dem i institution.

Det lyder fuldstændig vanvittigt nu, hvor vi tænker over det, at ”vi ikke vidste at det var et alternativ at være sammen med vores børn”, men sådan var det altså.

Herefter søgte vi mere information og fandt andre, der brænder for det samme, som forstærkede vores ønske om at gennemføre det. Det tog lidt tid at samle mod til det, men da vores søn var 3 1/2 år tog vi skridtet og meldte ham ud af børnehaven. Det er den bedste beslutning vi har taget.

Jeg husker så godt den dag. Jeg kom hjem fra en dagvagt, og det første min kone siger da jeg kom ind ad døren var ”jeg har afleveret vores søn i børnehaven for sidste gang i dag – han skal ikke tilbage”.

Det var en vild tanke, men jeg kunne mærke at det var det rigtige at gøre. Jeg havde bare brug for én der skubbede mig ud over kanten og nu var vi begge i frit fald. Sådan føltes det i hvert fald den gang. Nu føles det som det mest naturlige i hele verden, og jeg har svært ved at forstå hvordan vi klarede at leve det liv, vi havde før.

Vores nye livsstil har gjort, at jeg er mere bevidst omkring, hvordan jeg bruger min tid sammen med min søn. Jeg er nu klar over hvor meget kærlighed og tryghed betyder for ham. Jeg prøver så godt jeg kan at inkludere ham i de ting jeg laver. Fx hvis jeg skal ud og vaske bilen eller smøre cykelkæden, så tager jeg ham med. Ellers er vi der også for ham i alle situationer, som gør at der altid findes en tryg base at falde tilbage på. Det gør at jeg som far ikke går rundt med dårlig samvittighed, som jeg altid følte tidligere.

Efter vores valg om at tage vores søn ud af børnehaven, tror jeg at mit forhold til min kone er stærkere, fordi vi begge er bundet sammen om det fælles projekt det er at hjemmepasse. Vi skiftes til at gå hjemme, da vi begge to er studerende, hvilket giver os fleksible arbejdstider. Det kommer vi til at fortsætte med, efter endt uddannelse; at være fælles om – og skiftes til at være hjemme med vores børn. 

Jeg er ikke selv en af de mænd der strittede imod.

Jeg var ret hurtig til at acceptere at der var en anden måde at leve på, men jeg var stadig langsommere om at acceptere det end min kone. Det var også hende der tog den endelige afgørelse om at vores søn ikke skulle i børnehave mere. Det at mænd generelt er lidt langsommere end kvinder til at ændre på måden, man opdrager sine børn på, handler måske om at man som mand traditionelt har været forsørger, der skulle passe på at familien havde mad på bordet og tag over hovedet. Det var kvinden der altid var der for børnene. Måske er det fordi dette traditionelle syn stadig hænger lidt fast i os; at kvinderne er dem, der sætter sig mest ind i hvad der er den bedste måde at opdrage sine børn på.

Hvis man er usikker på om man skal træde ud af hamsterhjulet eller ej, kan jeg kun sige én ting; Prøv det! Det værste, der kan ske, er at det ikke fungerer og så finder man en anden vej at gå.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Kommer jeg til at fortryde at jeg tilbringer mere tid med min søn, mens han er lille? Det var ret nemt at svare på.

Vil du læse flere perspektiver på at være mand i en adskillelseskultur? Læs mere her.