Gæsteindlæg: Om at være mand i en adskillelseskultur

Dette indlæg er skrevet af Søren Højberg. Find Søren på Instagram under soren_hojberg

At blive forælder forandrer dit liv for altid.

Den ordlyd er næppe gået uhørt forbi kommende forældre, undertegnede inklusiv. Men hvis jeg tilbage i starten af 2017, hvor min partner var gravid med vores første barn, blev spurgt om hvorvidt jeg kunne se mig selv i en hjemmepassende, samsovende, blidt opdragende, klima-små-tosset, ifavnsk familiekonstellation med vegetariske tendenser, ville mit svar prompte og uden omsvøb lyde: Fandme nej!

Hvorfor ikke, spørger du? Svaret kommer til at lyde provokerende, og det er også meningen:

Fordi jeg, som så mange andre, var en veldresseret lemming, en tøffelhelt for den etablerede orden. Det er også omtrent så frelst jeg vil tillade mig at lyde, for vejen til mit nuværende børne, familie, samfunds – og kultursyn har på ingen måde været hverken kort eller behagelig.

Faktisk brugte jeg det meste af min førstefødtes første halvandet års levetid på at kæmpe imod de forandringer der var ved at ske med min familie, og med mig. Slet og ret fordi det for mig har været, og til stadighed er, møghamrende angstprovokerende pludselig at begynde at svømme imod strømmen.

Ikke at jeg dermed siger, at man er en veldresseret tøffelhelts-lemming hvis man svømmer med strømmen – men den pointe kommer vi til.

Omstændighederne omkring min søns ankomst til verden var for både mig selv og min partner den perfekte storm, hvad angår udviklingsprocessen mod vores nuværende familiekonstellation.

Vores søn blev, til trods for fuldstændig uproblematisk graviditet, spontant og hurtigt født ca. 3 måneder for tidligt. Med den for tidlige ankomst til verden følger en forhøjet risiko for alskens dårligdomme og senfølger, som vores søn heldigvis har været forskånet, men som tvang os til at tage stilling til nogle ting, som man normalt ikke tager stilling til, såsom:

Har mit barn sensoriske overfølsomheder, hvilket gør en “almindelig” indkøring i institutionslivet problematisk, hvis ikke umulig? Det var, i hvert fald for mig, hér frøet blev sået. Både min partner og jeg blev i hvert fald enige om, da systemet så småt begyndte at minde os om at skrive vores søn op til en institutionsplads, at når det nu var vanskeligt at spå om, hvilke følger vores søns præmaturitet ville komme til at få, synes vi det var for tidligt at indkøre ham i en institution eller pasningsordning, når min partners barsel var slut.

Beslutningen blev derfor, at min partner skulle tage yderligere et års orlov fra sit studie og blive hjemme ved vores søn, så vi kunne nå at få et mere realistisk bud på hans fremtidige behov.

Da først beslutningen var taget, og der var nogenlunde ro på, tog udviklingen fart. Først og hurtigst hos min partner og sidenhen, langsomt og modstræbende, med mig.

Min partner begyndte at researche med stadigt større engagement og iver, og at følge flere og flere kulturkritiske Instagram-profiler og blogs.

Da vores søn var omkring halvandet år gammel fik jeg efterhånden så svært ved at modargumentere min partners nyfundne holdninger, at jeg gav efter, og læste de veldokumenterede afhandlinger om børn og tidlig adskillelse, som min partner havde læst.

Og det var så point of no return for mit vedkommende.

Meget interessant er dog at der skulle et traume og en særdeles langtrukken debat til før jeg gav efter, og åbnede for muligheden for at nuancere mit syn på kulturelle normer om forældreskab, familieliv og institutioner.

Og jeg vil vove at påstå at jeg ikke er den eneste mand, det kunne gøre sig gældende for. Hvorvidt det i særlig grad er svært for os mænd at frigøre os fra sådanne kulturelle normer, tør jeg ikke gisne om. Hvad jeg dog ikke er ret meget i tvivl om, er at vi mænd desværre ret ofte gør os skyldige i at leve op til den stereotypiske forestilling om os: At vi har det svært med følelser, på den eller den anden måde.

Nogle kan have svært ved vise dem; nogle ved at tolke dem og andre ved at være til stede i dem – eller sågar at styre dem.

For mit eget vedkommende er det en blanding af det hele. Et eksempel kan være at da jeg startede på arbejde igen efter 6 ugers forældreorlov i forbindelse med min søns fødsel, gik jeg i lang tid og var frustreret, ked af det og i sidste ende kom jeg meget tæt på at sygemelde mig med stress. Det tog mig dog månedsvis at finde ud af at jeg ikke kun var ved at blive stresset, fordi jeg netop havde gennemlevet et traume og skulle finde fodfæste på arbejdet igen; jeg var også dybt frustreret over at jeg ikke kunne få mere tid sammen med min søn.

Den erkendelse, at jeg rent faktisk fik det møghamrende dårligt ved ikke at lade mig selv føle, at jeg behøvede mere nærvær med min søn end situationen kunne tillade, tror jeg unægteligt der må være flere mænd der har tumlet med. Men fordi vi er mænd har vi svært ved at indse og/eller at indrømme at det er sådan det forholder sig.

Det med at indrømme sin “følsomhed”, eller hvad vi nu vælger at kalde det, forestiller jeg mig at vi mænd (grov generalisering, I know) kan have svært ved. Dels fordi mange af os er kodet med en bestemt kulturel og kønsidentisk norm, som vi i vores indre kan have svært ved at ryste af os, selv hvis vi har det svært med den. Og dels fordi mange af os mænd realiserer os selv ved at spejle os i andre mænd.

Om vi så vil indrømme det eller ej, er vi mange mænd, der af samme årsag kan have svært ved at indrømme førnævnte følsomhed over for andre mænd. Ikke fordi vi er bange for at blive udkonkurreret på kødmarkedet, men fordi en del af vores selvrealiseringsprojekt er afhængig af enten implicit eller eksplicit anerkendelse fra andre mænd – enten gennem samtaler med ens mandlige bekendtskaber, eller gennem den beroligende viden det er, at man har gjort sit for at “passe ind” eller “at høre til”.

Eller sagt på den ultrakorte facon: Mange mænd er bange for at indrømme sårbarhed, både over for os selv og over for andre, fordi vi er bange for at føle os som og/eller at blive betragtet som, mindre mænd.

Selvom jeg forestiller mig, at tingene kunne forholde sig sådan, afføder ovenstående betragtning jo da hurtigt spørgsmålet: Men Søren, er der nu også lige et facit på, hvad en mand er?

Nej. Det er der ikke. Heldigvis.

Men ikke desto mindre kan man ikke modargumentere at flokmentalitet eksisterer og stortrives i Danmark – både for mænd og kvinder, kunne jeg tilføje – ellers ville der vel næppe være behov for et Kulturkritisk Forum?

I mit eget tilfælde må jeg konstatere at mødet – og i særdeleshed opgøret – med adskillelseskulturen har bidraget mere positivt til min egen selvrealisering, og min egen hvilen i min kønsidentitet, end f. eks. mit indtog på arbejdsmarkedet har. Sat lidt på spidsen kan man sige, at havde jeg ikke gjort op med min egen “frygt for at være mindre en mand”, kunne jeg meget vel have siddet fast i et mønster der afskar mig fra netop dét der har fået mig til at hvile allermest i min maskulinitet.

Hvis det ikke er at paradoks, så ved jeg sgu ikke hvad er.

For mig har det at indrømme og stå ved min egen sårbarhed og følsomhed, og i øvrigt min udprægede afhængighed af trygge og tætte relationer, rent faktisk også gjort mig mere tilfreds med mit arbejdsliv. Jeg elsker mit arbejde, det skal slet ikke lyde sådan. Men efter beslutningen om at lade vores børn blive hjemme hos en primær omsorgsperson, føler jeg i meget højere grad, at der er et formål med, at jeg skal arbejde 43 timer i ugen: Vores, set fra min synsvinkel, temmelig priviligerede familiekonstellation ville ikke kunne lade sig gøre hvis jeg ikke gjorde det.

Man kunne godt få indtrykket, at jeg føler mig vældig frelst og vis som resultat af mit opgør med adskillelseskulturen. Det kan jeg afvise uden at ryste på hånden. Det er en benhård proces som fortsat er i gang. Et break-up som er meget svært at ryste af sig.

Skulle jeg dog alligevel give et godt råd videre til andre mænd, ville det være: Lyt. Læs. Mærk efter, også selvom det møghamrende ubehageligt. Og giv så for fa’en slip på overflødig opmærksomhed på, hvad andre måtte tænke om dig.

Alt for mange af os, mænd og kvinder, er så engagerede i egne selvrealiseringsprojekter, og bestræbelser på at “passe ind”, at vi risikerer at miste os selv i processen. Som antydet i begyndelsen af dette indlæg mener jeg ikke, at man automatisk bliver en tøffelhelts-lemming af at flyde med strømmen.

Jeg kunne i øvrigt aldrig drømme om at dømme andre mennesker for at træffe andre valg for deres familieliv end vi i min familie har gjort. Vores familiekonstellation er ikke “den rigtige”. Jo jo, den er rigtig for os, men det gør den ikke uden videre rigtig for andre.

Set fra min synsvinkel gør man sig først skyldig i at være en veldresseret tøffelhelts-lemming hvis man af den ene eller anden årsag ikke gør sig ulejligheden at opsøge opdateret og tilstrækkelig forskelligartet viden til at man kan træffe beslutninger om ens familieliv på et nuanceret grundlag.