Gæsteindlæg: Om kønsroller

Dette er et gæsteindlæg af Søren Højberg. Søren har tidligere skrevet indlæg på Kulturkritisk Forum om at være mand i en adskillelseskultur. Du kan læse hans tidligere indlæg her.

“We’ve dismissed men as the feelingless gender—we’ve given up on them. Because of the way boys are socialized, their ability to deal with emotions has been systematically undermined. Men are taught, point-by-point, not to feel, not to cry, and not to find words to express themselves.”

Sådan citeres forfatteren Daphne Rose Kingma i online artiklen ‘How to Crack the Code of Men’s Feelings’ af Barbara Markway Ph.D. på websitet Psychology Today.

Mænd har altså, forstås, svært ved at håndtere følelser. Og det er noget vi systematisk er blevet lært gennem generationer på generationers fejlslagne opgør med hvad der i forskerkredse kaldes hegemonistisk maskulinitet, altså én dominerende maskulinitetsforståelse. Når man læser ovenstående citat kunne man sagtens tænke: “Joo, jaa, men er det ikke en jævnt gammeldags maskulinitetsforståelse, det der?” Jo, det synes jeg da i grunden også. Men ikke desto mindre er der rigelig evidens der peger på, at vi stadig ikke har frigjort os fra hegemonistisk maskulinitet. Tillad mig at citere fra sitet Kvinfo:

“Idealer og normer dikterer stadig i 2019 en snæver norm for, hvad maskulinitet betyder, og hvem ’en rigtig mand’ er. Han er stærk, handlekraftig og heteroseksuel. Men der er ved at ske forandringer.”

Jo tak, og priset være det. Men lad os prøve at overføre betragtningerne i de to citater til påstanden om, at nogle mænd i adskillelseskulturen kan have noget svært ved at løsrive sig fra kulturelle normer omkring forældreskab, familieliv og institutioner. Hvis vi antager, at den stadigt dominerende maskulinitetsforståelse er, at mænd skal være “stærke, handlekraftige og heteroseksuelle” og derfor, gennem den socialiseringsproces vi angiveligt har været igennem (måske, måske ikke aktivt understøttet af adskillelsen?) ikke må føle, græde eller i det taget sætte ord på hvordan vi har det – hvordan mon så mange af os vil reagere når vores kærester/koner præsenterer os for litteratur, der påpeger at, børns vilkår i mange dagsinstitutioner er mildt sagt kritisable?

At succesfuld socialisering af vores børn måske er i fare i de institutioner, der lover at fremme den, ja, måske endda mere end antyder at de kan gøre det bedre end børnenes forældre? At Danmark har verdensrekord i tidlig institutionalisering af børn? At den veldokumenterede tilknytningsteori af mange forskere taler direkte imod at lade børn helt ned til 6 månedersalderen institutionalisere?

Nogle, hvis ikke mange, vil gøre nøjagtigt det den hegemonistiske maskulinitetsforståelse forlanger af os: Vi klapper i som en østers. Synker en ekstra gang. Forsøger at efterrationalisere, for så slemt kan det jo ikke være, når alle gør det, am I right? Alle disse mekanismer for, i første omgang, ikke at “føle det”. Og hvis vi så alligevel føler det, skal der nok være nogle af os, der forsøger at dysse det ned alligevel, for sæt nu man skal til at svømme imod strømmen og indrømme, at man altså rent faktisk føler, og endda føler meget? Det gjorde jeg selv til at begynde med.

Det rigtigt spændende bliver de mekanismer der kan ske efterfølgende, når partneren bliver stadigt mere insisterende, og det måske begynder at se ud som om problemet ikke vil implodere af sig selv. Et spændende citat mere fra Barbara Markways artikel kaster lys over denne mekanisme:

“Men may convert one feeling into another. Men may convert stereotypically feminine feelings, such as sadness or vulnerability, into feelings like anger or pride—feelings more socially acceptable for them to experience.”

All right, så lad os så sige, at vi som mænd i den situation jeg forsøger at beskrive i sagens natur føler os vanvittigt sårbare og rundforvirrede over at verden slet ikke lader til at se ud som vi troede – men som de produkter af generationer efter generationers direkte eller indirekte indlæring af den hegemonistiske maskulinitet som vi jo er, ja, så besidder vi en evne til at blive vrede eller frustrerede i stedet for det vi i virkeligheden: sårbare, kede af det og forvirrede. Og når så vores partnere forsøger at få lyset til at gå op for os reagerer vi med stædighed og stolthed fordi vi jf. hegemonistisk maskulinitet ikke kan tænkes at må indrømme fejl, og da slet ikke indrømme at vi tog fejl og at vi faktisk er kede af det, sårbare og forvirrede over at have fået tæppet hevet væk under fødderne på os.

“So, no, men are not unfeeling. Rather, many are trapped in the confines of a socialization process that tells them it’s unmanly to cry, to hurt, or to express the myriad of emotions we all experience as a result of living fully as human beings.”

Litteratur

Markway, Barbara : “How to Crack the Code of Men’s Feelings”, Psychology Today, 2014, https://www.psychologytoday.com/us/blog/living-the-questions/201401/how-crack-the-code-men-s-feelings

Ellegaard, Emma: Snævre normer for manderoller så småt på vej væk

Kvinfo, 2019-11-18