Hvad er ‘childism’ og hvem er skyldig i det?

For nyligt bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg…

Billederne skulle angiveligt være kunst (du kan se dem her, hvis du kan holde det ud – jeg kan ikke). Jeg synes nu, det bør være klart for enhver at serien af billeder er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene; i kølvandet på den rædderlige portrættering af intenderet tillidsbrud, kom fx kritik som denne.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i DK – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst men i vores allesammens dagligdag. Jeg tror på, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan godt spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn?

I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Fotocred.: Facebook “stop childism”

Forstil dig fx et billede som dette med en voksen minoritetsgruppe (ældre, kvinder, handicappede el.lign.)

Ville du stadig synes, billedet var sødt? Ville du synes, det var ok at opbevare en voksen minoritetsgruppe i flokke bag hegn hver dag?

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os

Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag i at løsrive mig fra mine indøvede holdninger, og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, istedet for dit barn.

Overvej eksempelvis….

Ville du på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig udenom, og stole på at hun selv kan mærke hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person, og stole på at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet, og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, istedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger at hun er sulten, fordi du mener at hun bør spise, når du har planlagt at hun skal?

Fotocred.: @Kludder.mor

Søvntræning er et klassisk og meget grelt eksempel på ‘childism’

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Fortidens ‘opdragelse’ er nutidens diskriminering
af børn

Sidder du og tænker at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer imod mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn, i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke vigtigt.

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme hvad jeg skal have på!”. Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Vil du vide mere om ‘childism’?

Fornyligt bragte Kulturkritisk Forum et indlæg af tre forskere fra RUC. Alle tre er de investeret i at udbrede kendskabet til hvor indgroet ‘childism’ er i kulturen omkring vores børn. De mener, der er brug for en folkelig bevægelse mod diskriminering af børn. En bevægelse, der forener forskning med politisk aktivisme. Læs indlægget her, og find også link til forskning omkring ‘childism’ i indlægget.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg forsøger at undgå at diskriminere mod mine børn, fx her.

Der udover kan jeg anbefale at følge @Kludder.mor på Instagram. Hun har rigtig mange gode indlæg og tegninger om ‘childism’. Og så er der den fantastiske australske blog, Happiness is here, som skriver om at sætte barndommen fri fra kulturelle normer og såkaldt opdragelse. Find den her.

Også danske Blackbird Institute ledet af forfatter Fie Hørby er værd at følge, hvis du er interesseret i at blive klogere på ‘childism’. Find dem på Instagram.

Fotocred.: Blackbird Institute