Skip to content

Kulturkritisk forum

– Formidling om dét, vi ikke vil tale om

Kulturkritisk forum

– Formidling om dét, vi ikke vil tale om

Events
Udgivelser
Kulturkritik
Vidensbank
- Debat og forskning
  - Omsorgsspektakel
Landsby
Om Kulturkritisk Forum

Kritisk analyse af omsorgsbegrebet i adskilleskulturen

Mie Wedsgaard Storm31/12/201830/03/2019

Del dette:

Click to share on Twitter (Opens in new window)
Click to share on Facebook (Opens in new window)

Related

Del dette:

Click to share on Twitter (Opens in new window)
Click to share on Facebook (Opens in new window)

Indlægsnavigation

Previous Post Kan pædagoger være primære omsorgspersoner for vores børn?

Next Post Forskning om vuggestuer af Thomas Gitz-Johansen

Kulturkritisk Podcast

Seneste indlæg

‘Brug din splittelse som din drivkraft’ med Anne Damgaard
April, 2021: ‘Vores børnesyn er katalysator for en stor del af de krænkelser, der udfolder sig i Danmark’
Klumme juni 2021: ‘Folk, der hele livet har kæmpet for Socialdemokratiet, genkender ikke længere partiet’
‘Feminin pengepower’ med Lone Eriksen
Tilknytning og evolution

Search for:

Instagram

miewstorm

I går jublede jeg over at børns læring og skoli

I går jublede jeg over at børns læring og skoling i et kulturkritisk perspektiv er på tapetet til én af årets største børnekonferencer.

Forudsætningen for at tage børns stemme og forældres mavefornemmelse ift. traditionel skoling er nemlig for det første at de får et sprog. At vi taler om dem. At det bliver tydeligt at der er et valg. At der er mange andre ruter at tage i livet end lige ud af adskillelseskulturens hovedvej.

At samfundets institutioner - af hvilken som helst art - er menneskeskabte praktiske foranstaltninger, der muliggør en bestemt struktur og systematik i samfundet.

Ikke nødvendigvis en nødvendighed for hverken børn og voksne.

Når vi har forstået dét - når vi har valgt det, der føles rigtigt og godt for os og for vores børn - er det et helt grundlæggende menneskeligt behov at have et fællesskab at læne os ind i, ud fra vores livsvalg.

Vælger vi adskillelseskulturens hovedvej, er disse fællesskaber tydelige. De findes i - og omkring de selvsamme institutioner, som nogle af os vælger fra.

Og idet vi vælger de fællesskaber fra, hvor går vi så hen?
Her har vi en kæmpe opgave ud i at skabe nye fællesskaber at læne os ind i - børn som voksne.

Som forældre til børn, der hjemmeskoles eller unschooles, har vi ofte fokus på at skabe disse fællesskaber for vores børn.

Idet vi som forældre har taget et kæmpe ansvar på os, og i dét valg fravalgt mange fællesskaber, har v i også brug for at deltage i - og skabe nye fællesskaber. Hvor vi kan vidensdele, lytte, lære, sparre og bare være som de hele mennesker, vi er.

Lørdag d. 4. september fra 11-12.30 er jeg sammen med @detfriefamilieliv med til at skabe rammerne om sådan et fællesskab for forældre til børn, der hjemmeskoles eller unschooles. Her holder jeg foredrag om hjemmeundervisning, i Brædstrup i Midtjylland (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

“Hvorfor underviser du egentlig dine børn selv,

“Hvorfor underviser du egentlig dine børn selv, i stedet for at sende dem i skole?”

“Synes du, at alle forældre bør undervise deres børn derhjemme?”

“Hvis du var statsminister og havde 90 mandater i ryggen, hvad ville du så først lave om på børneområdet?”

Jesper Koerstz Jensen og jeg spørger hinanden om en del disse dage. Forleden frittede jeg ham i en “hvorfor skal børn gå i skole?”-udgave af Kulturkritisk Podcast (det var ret sjovt, og jeg måtte sidde på mine hænder flere gange for ikke at afbryde, når jeg var uenig 😂 Episoden udkommer snart).

Efterfølgende blev det så min tur til at blive frittet, og ovenstående spørgsmål er et par stykker af de, Jesper stillede mig, da jeg sagde ja til at give et lille lyn-interview til hans hjemmeside dengodeopdragelse.dk

Interviewet - og i øvrigt også podcasten er en optakt til den store børnekonferencedag d. 2. oktober, hvor du kan møde Svend Brinkmann, Katinka, Onkel Reje, Mette Carendi, Jesper og jeg og mange andre, når vi hver især deler et perspektiv på ‘den gode opdragelse’. På konferencedagen bidrager jeg med oplægget ‘Børn skal da gå i skole, ikke?’, hvor jeg prikker til den meget indgroede norm om traditionel skoling, som vi har i Danmark.

Swipe til højre i opslaget her for at se programmet for konferencedagen d. 2. oktober, og find interviewet, hvor jeg svarer på ovennævnte - og andre spørgsmål, via link i bio her på profilen 🌱

Og kan vi så lige tale om at kulturkritik, hjemmeskole, unschooling og børnenes stemme er på tapetet til én af de største børnekonferencer i 2021?! Ja, jeg er fandme stolt og glad! 🔥

#jagtenpådengodeopdragelse #konference #kulturkritik #kulturkritiskforum #hjemmeskole #unschooling #frilæring #børnemagt #childism #omsorgsrevolution

Fra 1970’erne og frem steg brugen af ordet “ek

Fra 1970’erne og frem steg brugen af ordet “ekspert” i børnebøger markant. Pudsigt nok samtidigt med at den systematiserede institutionalisering gjorde indtog i vores liv. Vi slap rollen som eksperterne i vores egne børns liv, og det gav grobund for at andre nu kunne komme ind fra højre og hapse den titel.

Skip to present day, og nu er der “børneeksperter” overalt. Ikke forældrene, mind you. Men eksterne fagpersoner.
Dem, der ved hvad vores børn i
v i r k e l i g h e d e n
har brug for.

Det ironiske er at der næppe har været en æra, hvor småbørnsforældre forbereder sig bedre og uddanner sig mere inden for små børns behov, end nu.

Vi læser os gule og blå om smukke idealer som bevidst forældreskab, ifavnsk forældreskab og jeg skal komme efter dig.

Jeg er ikke imod de begreber. Jeg forsøger selv at leve så bevidst som overhovedet muligt. Men at leve efter et ideal om højest mulig bevidsthed i sit forældreskab kan i den grad være udmattende, når man lever i et bedøvet og mekaniseret samfund.

Et samfund, der udliciterer alle de støttende strukturer, som burde samle udmattede småbørnsforældre op.

Når vi har gjort vores bedste en hel dag; rummet, anerkendt, holdt, trøstet, ammet, visset. Hvad er det så vi som f o r æ l d r e har brug for, fra vores omgivelser, for at kunne hvile os mentalt og fysisk og på ny genfinde styrken og overskuddet til at praktisere det smukke ideal om bevidst forældreskab?

Jeg stiller mig selv det spørgsmål dagligt: hvad er det for en aflastning, jeg har brug for?

For det h a r jeg; brug for at blive aflastet.

Jeg er en bedre mor, kone og person, når jeg bliver aflastet. Jeg græder mindre (ikke fordi jeg ikke må det), skælder mindre, bebrejder mindre.

Men jeg kan ikke finde den aflastning, jeg har brug for, i mit bevidste forældreskab.
For der er kun den mekaniserede omsorg tilgængelig.
Pædagogerne, sundhedsplejersken osv.

Det er ikke dét, jeg har brug for. Jeg har ikke brug for at sende mine børn væk i tilfældige fællesskaber, og jeg har ikke brug for besøg af fagfolk, der sygeliggør min udmattelse.

Jeg er småbørnsmor. Jeg har brug for nærende, omsorgsfulde fællesskaber. Naboerne. Vennerne 👇🏾

Mangler du inspiration til at komme i gang med at

Mangler du inspiration til at komme i gang med at arbejde uden adskillelse, hjemmefra og mere familievenligt?

Så har jeg lidt lækkert nyt kræs til dig, der stadig har til gode at tilmelde dig mit nyhedsbrev 🤩

Det sidste stykke tid har jeg nemlig fiflet med at lave en ret så lækker free-bee til dig, når du signer dig up til mit nyhedsbrev 🌱

For den nette sum af intet andet end din mailadresse, får du helt gratis tilsendt en oversigt med 5 konkrete måder, du kan kickstarte dit familievenlige arbejdsliv.

5 ready-to-go tips, som jeg selv gerne ville have haft, da jeg sprang ud i den her nye arbejdsverden, uden en sjæl at læne mig op ad.
Sådan behøver det ikke at være for dig 😘

Join nyhedsbrevsfællesskabet, og kom godt i gang med dit familievenlige arbejdsliv 🌱

Du tilmelder dig nyhedsbrevet via pop-up vinduet, når du går ind på www.kulturkritiskforum.dk eller via kolonnen nederst i højre side 💃🏻

Velkommen om bord!

#familievenligtarbejde #familievenligtarbejdsliv #arbejdeudenadskillelse #arbejdehjemmefra #udafhamsterhjulet #adskillelseskultur #exitadskillelseskultur #omsorgsrevolution #kulturkritik #kulturkritiskforum #iværksætter #selvstændig #bæredygtigbusiness

Så mange smukke nuancer, der er kommet på moders

Så mange smukke nuancer, der er kommet på moderskabet, ligestillingen, vreden, ambivalensen og alt der imellem, siden jeg bad om input fra jer ifm. kronikken i Information forleden (se forrige opslag, hvis du ikke er med på, hvad jeg refererer til ❤️).
Én ting, der slår mig, er at jeg oplever at kvinder i min generation ofte har brug for at italesætte at deres indsats ikke bliver anerkendt, værdsat og hyldet tilstrækkeligt, ift det tidlige moderskab. At de føler sig efterladt, alene og ensomme med et enormt omsorgsarbejde, som ikke bliver værdsæt. End ikke italesat (tilstrækkeligt).
På den anden side oplever jeg ofte at generationen af mødre før mig, krummer lidt tæer over min generations behov for anerkendelse ift omsorgsarbejdet. Det kan der jo være mange spændende årsager til. Fx stolthed over moderskabet, der ikke holder ud at der “brokkes” over det. Eller en internaliseret accept af at det bare er kvindens lod i livet, og at vi bør være glade og taknemlige, og ikke brokke os.
Det her er min oplevelse, vil jeg lige understrege - ikke noget, jeg kan underbygge med tal, og det er selvfølgelig ikke alle, der har det sådan. Men det får mig til at tænke...
Jeg tror, en vigtig årsag til at omsorgsarbejdet ikke bliver hyldet og italesat tilstrækkeligt, er levn fra den patriarkalske undertrykkelse af kvinden. Vi skal ikke gøre et stort nummer ud af os selv: hold op med at klage, vær glade for at I har børn etc. Alt det, der er med til at gøre at behovet for anerkendelse for ens enorme indsats (som er et fuldstændig menneskeligt behov, og i øvrigt også anerkendes som sådan på det etablerede arbejdsmarked) så bliver vendt indad som skam. “Hvorfor har jeg behov for anerkendelse - hvor kan jeg ikke bare være taknemlig og stille som alle andre”.
Alle har brug for at blive værdsat for sit bidrag. Det bliver barslende mødre ikke nok. Et godt første skridt - bare for at tale sproget i adskillelseskulturen - ville være at gøre barsel kompetence- og anciennitetsgivende.
Mon ikke, det vil ændre holdningen (både den internaliserede og strukturelle) til barsel.
Mon ikke det vil lokke flere mænd til at melde sig på banen (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

Swipe til højre for samlet overblik over sommeren

Swipe til højre for samlet overblik over sommerens - og efterårets begivenheder her på Kulturkritisk Forum 🌱
Tag et screenshot, hvis du har brug for at huske datoerne 📸
Vi ses derude lige om snart 🙋🏽‍♀️
•
#kulturkritiskforum #kulturkritik #vidensformidler #brobygger #arbejdeudenadskillelse #bæredygtiglivsførelse #omsorgsrevolution #riseofthefemine #detfemininerejsersig #hjemmeskole #hjemmeundervisning #unschooling #udafhamsterhjulet

Læste du kronikken ‘Da jeg blev mor, begyndte e

Læste du kronikken ‘Da jeg blev mor, begyndte en dyb vrede at vokse i mig’ af Karolina Bro Næss i Information i dag?
•
Jeg læste den til morgenkaffen i morges, og selvom vi har haft en spækket dag med hjemrejse fra ferie, har den alligvel fulgt mig.
Jeg har forsøgt at tale med min mand om den, men han forstår ikke skribentens vrede. At hun er vred over “at være kvinde” og “det, der helt naturligt og biologisk følger med”.
•
Jeg forstår godt hendes vrede.
Jeg følte den ikke selv, men jeg forstår hende godt.
Hun er vokset op i et samfund, hvor hun har fået at vide at hun er fri og lige. At hun kan (gøre) præcis det samme som mænd.
Og så bliver hun gravid. Føder. Oh bliver mor.
Og det tages forgivet at hun bare gør det. Det enorme følelsesmæssige, omsorgsmæssige og udmattende arbejde, det er at bære, føde og amme et spædbarn.
Var fortællingen om, at hun kan (gøre) det samme som manden, løgn? Var den funderet på falske præmisser?
•
Jeg blev vred over noget helt andet end skribenten, da jeg blev mor.
Men jeg kan godt sætte mig ind i, hvad der har foranlediget hendes vrede.
Det er en ret spændende kronik. Et lille uddrag herunder, og så kan du læse resten via link i bio:
•
“Siden jeg har født, er der vokset en vrede i mig. Min vrede er forbundet med det kontroltab, det er at få et barn, og med et tab af identitet. Udover at man ikke kan kontrollere barnet, mister man også kontrollen og ejerskabet over sin egen krop. Som gravid er man en beholder, som skal sprænges, for at indholdet kan komme ud. Når man så har ofret sin krop ved at føde barnet under store smerter, skal man ofre den igen og igen ved at være bundet til at amme otte timer i døgnet (hvis man altså vælger at amme) (...) De ting, man laver i stedet, er cykliske og resultatløse – man ammer, man trøster, man skifter ble, og så ammer man igen. At blive mor er en fysisk og eksistentielt smertefuld oplevelse”
•
Hvad tænker du, når du læser kronikken? Forstår du skribentens vrede?
•
#moderskab #ligestilling #ligeværd #omsorgsrevolution #kulturkritiskforum

Det er helt forskruet at vi kvinder går med til a

Det er helt forskruet at vi kvinder går med til at ligestilling mellem kønnene er kvindens ret til at opføre sig som manden. Eller at det kun er det.
Alle skal selvsagt have lov at leve det liv, de vil. Føle sig ligestillet af det, de gør. Jeg dømmer ingens livsvalg.
•
Jeg har bare brug for at sige:
Ligestilling er for mig (!) ikke en dyt andet end endnu en patriarkalsk undertrykkelsesmanøvre, så længe den ikke hylder kvindekønnet og kvinden som væsen for det, vi kan, FORDI vi er kvinder af biologi, natur og åndelighed.
Ikke på trods af det!
•
Kvinder kan skabe liv! Vi kan gro hele mennesker, mens vi holder andre i live! Vi kan få hjem til at hænge sammen, og vi kan gøre det, mens vi dribler relationer, arbejde og engagement i det samfund, vi indgår i og omgives af.
Vi kan bløde, føde og amme, og vi har gjort det i årtusinder uden at blive hyldet for det.
Til gengæld er mænd blev hyldet i årtusinder for alt det, de kan og gør.
•
Mænd er dejlige og uundværlige, fordi de er mænd.
Kvinder er dejlige og uundværlige, fordi de er kvinder.
•
Mine døtre kommer til at vokse op i et samfund, der reelt betragter dem som ligeværdige, den dag, de kan træffe de livsvalg, de har brug for, uden at skulle tage stilling til om de ruller en patriarkalsk ligestillingsforståelse tilbage.
•
Fremtiden er ikke at købe ind i den ligestilling, der har rod i et maskulint funderet arbejdsmarked.
Fremtiden er at købe ind i en ligestillingsforståelse, der handler om ligeværd mellem kønnene.
Alle sammen.
•
#ligestilling #ligeværd #kvindekamp #detfemininerejsersig #riseofthefeminine #paradigmeskifte #adskillelseskultur #fuckpatriarkatet #kulturkritik #kulturkritiskforum

Har du en drøm om at arbejde hjemmefra? Måske er

Har du en drøm om at arbejde hjemmefra?
Måske er du allerede i gang med at etablere et arbejdsliv, der primært er baseret på at arbejde hjemmefra? Og som giver dig frihed og mulighed for at være mere sammen med din familie?

Det er en vidunderlig drøm - jeg har selv haft den og lever den nu - og det kan godt lade sig gøre at etablere dét arbejds- og familieliv. Det kan dog være virkelig svært at finde opskriften på hvordan, fordi der endnu er så få, der lever det liv. Vi mangler simpelthen nogle at spejle os i. Det gjorde jeg også dengang for fem år siden, da jeg gik i gang, og derfor har jeg lavet mini-kurset ‘Følg mig i 3 døgn: Arbejde uden adskillelse’.

Fordi der mangler konkret inspiration til - og rollemodeller for hvordan sådan et arbejdsliv kan se ud. På en helt gennemsnitlig dag:
- Hvordan filan arbejder du, mens børnene er hjemme?
- Hvordan strukturerer du din tid?
- Hvordan ændrer du dit mindset fra “9-17” til “når muligheden er der”?
- Hvordan skaber du lommer af tid i hverdagen til at arbejde?

D. 9. august har du mulighed for at få de helt konkrete input, du søger, når jeg lancerer mini-kurset ‘Følg mig i 3 døgn: Arbejde uden adskillelse’ 🌱 Hop op i stories lige nu, for at læse mere om kursets indhold. Du kan også læse mere om mini-kurset via link i bio.
Kurset er til salg fra d. 9.-31. august 2021.
•
#hjemmearbejde #arbejdeudenadskillelse #fleksibeltarbejde #worklifebalance #bæredygtigtarbejdsliv #omsorgsrevolution #kulturkritiskforum

De fleste af os har internaliseret en arbejdskultu

De fleste af os har internaliseret en arbejdskultur, der, IMHO, er usund.
Vi er en generation af voksne, der er blevet efterladt i institution af vores forældre, før vi var klar til det (nu bliver I sure, fordi jeg skriver “efterladt”. Sådan er det ikke ment fra forældres side, det ved jeg godt - men jeg vover at påstå at det føles sådan for mange børn). Og vi fik at vide at det blev nødt til at være sådan, for “mor og far er nødt til at arbejde”. I mange tilfælde er det “nødt til” retvisende. I mange tilfælde dækker det over en prioritering. Som børn har vi hørt at vi er vigtigst i verden, og dernæst er arbejde blevet prioriteret over tid med os. Uagtet årsagen hertil - jeg skriver her ud fra et børneperspektiv. For idet vi har gjort os den erfaring som børn, dag efter dag, er det ikke et under at vi har internaliseret en forståelse af at arbejde er meningen med livet, vigtigst af alt og skal prioriteres højest. Det er denne gentagne handlemåde, der gør det til en nyhedsværdi at nogen siger på landsdækkende tv at “selvfølgelig er mine børn det vigtigste i mit liv”. Den sandhed gør sig gældende for a l l e forældre, uagtet hvordan de lever. Men vi er så vant til at den dybfølte kærlighed i ikke særlig høj grad afspejler sig i vores arbejdsliv, at det unaturlige bliver når arbejdet sættes i anden række og familielivet i første.
Det er også det, der gør at adskillelseskulturens arbejdsmoral sniger sig ind på os, igen og igen, selvom vi h a r forsøgt at løsrive os fra den. Vi har set vores forældre definere sig selv gennem arbejde, vi har gjort det samme selv. Hvem er vi så nu, hvor vi mærker et stigende behov for at skabe overensstemmelse mellem ytring og handling ved at prioritere tid med vores børn over alt andet?
Der ligger en dyb identitetskrise i at bryde med adskillelseskulturens lænker. Det er hårdt arbejde.
•
#adskillelseskultur #adskillelsesretorik #omsorgsrevolution #arbejdskultur #arbejdsetik #deschooling #kulturkritik #identitet #kulturkritiskforum

Kender du følelsen af at dit hoved er så fyldt m

Kender du følelsen af at dit hoved er så fyldt med tanker at du slet ikke kan skelne dem fra hinanden eller skille dem ad?

At føle dig overvældet, bekymret og ikke i stand til at bringe dig selv til ro, og “slukke for” din hjerne?
Det er den følelse, der kommer, når du har tid for dig selv.
I bilen, i toget, i sengen - hvor end du er alene med dine tanker.

Det, du oplever, er tankemylder. Det sker for rigtigt mange mennesker - og sikkert mange flere, end du lige umiddelbart tror.

Men hvorfor sker det lige for dig? Det kan der være mange grunde til.
Mit bud er:
Du er et menneske med en høj grad af empati. Du har en stærk forbindelse til din intuition. Dit høje niveau af empati gør også, at du har svært ved at slippe ting - fordi du lever dig ind i alt med hele din sjæl. Du føler alting så dybt - dybere end du oplever dine omgivelser gøre.
Det kan både føles som en velsignelse og en forbandelse at føle alting så dybt (sagde David Jones engang, og han havde ret).

Forbandelse, fordi du ender i et virvar af tankemylder. Her kan du ikke finde ro, og du har svært ved at udrette noget. At gøre noget ved alle dine tanker. Fordi du er sat i skakmat af din egen overvældelse.

Velsignelse, fordi din høje grad af empati gør dig i stand til at tænke, udvikle og udrette virkelig meget godt. At leve et dejligt liv i overensstemmelse med dine værdier, fordi du føler dem så tydeligt - når du ikke er overvældet, that is.

Men hvordan kommer du fra overvældelse til et sted, hvor du kan anvende dette helt fantastiske karaktertræk som en styrke? Som en kilde til ro, tilstedeværelse i dit liv og nye, dybere indsigter, som gør dig i stand til at bidrage med mere af dig til verden?

Via KRITISK TÆNKNING - en rationel tænkemåde, der gør dig i stand til at systematisere og kvalificere dine tanker, indsigter og fornemmelser, så du kan bruge dem konstruktivt til at sikre trivsel og udvikling. Både personligt og fagligt (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

“Mor?” “Ja?” “2 + 2 er 4. Og 4 + 2 er 6.

“Mor?”
“Ja?”
“2 + 2 er 4. Og 4 + 2 er 6. Og 5 + 3 er 8. Og 4 + 4 er også 8. Og faktisk er 6 + 2 også 8!”
“Ja? Hvordan vidste du det?”
“Ja, jeg er jo ikke dum?” (Himler øjne af sin mor)
•
Et lille udpluk på ca 25 sekunder af vores dag.
Som får mig til at tænke på den evige akademisering af livet og barndommen. På “obligatoriske læringstilbud”, “skoleparathed”, “nærmeste udviklingszone” og jeg skal komme efter dig.
For hvis skyld og for hvilket formål udfolder denne akademisering af barndommen sig? Var det noget med at vi skulle kunne konkurrere med kineserne? Vi er for længst overgået fra videnssamfund til konkurrencesamfund, og vores viden om børns læring - den har vi i al for høj grad lagt på hylden imens.
Børn kan ikke lære noget, når de er utrygge.
Børn lærer bedst i en legende tilstand.
Hvor gode vilkår har de to helt fundamentale indsigter i børns læring i dag?

Børns følelsesmæssige sundhed og udviklingen af deres hjerner er dybt afhængige af at de har t i d n o k til at lege, fordybe sig og udforske egne idéer og interesser.

At forcere akademisk læring hos små børn er ikke i børns interesse. Deres hjerner udvikler sig i et tempo, der er fastsat af evolution gennem hundrede tusinder af år. Og så er børn bare forskellige. Det gør det umuligt at sætte læring; tempo og indhold heraf, på formel. Og gudskelov for det!

Og så lærer børn jo altså hel af egen lyst og interesse. Hilsen en mor, der har introduceret plus-stykker for sin søn, da han var 4 år. Og hvis søn var komplet ligeglad med det fis, indtil det blev relevant ift. et emne, han synes er spændende. Nu plusser han løs dagen lang...
•
#unschooling #børnslæring #frilæring #legerlæring #hjemmeskole #børnemagt #childism #kulturkritiskforum

Nyt afsnit af Kulturkritisk Podcast ude nu på din

Nyt afsnit af Kulturkritisk Podcast ude nu på din streaming-tjeneste 💬

I dette afsnit taler jeg med jurist og businessmentor @annedamgaard_businessmentor . Anne og jeg har det til fælles at vi begge forlod gode jobs på det etablerede arbejdsmarked, og skabte vores egen bæredygtige karrierevej, da vi blev forældre. Vi arbejder derfor nu begge på en markant anderledes måde end flertallet af forældre i Danmark. Drivkraften bag dette alternative arbejdsliv er den splittelse, vi oplevede mellem at være forældre og arbejdende individ, da vi stadig indgik på det etablerede arbejdsmarked.

Vi taler om ‘splittelse’ som et grundvilkår i den menneskelige eksistens, og hvordan denne accelereres markant i en adskillelseskultur.

Hvordan lever vi med valg, der føles grundlæggende rigtige, men som alligevel gør at vi føler os splittede - eller reduceret til en tilstand, hvor vi følger vores værdier under de vilkår, der er, men hvor vi alligevel ikke føler, vi er i verden som vores hele jeg?
Vi taler om splittelse mellem vores identitet som forældre og som arbejdende individer: Hvordan kan vi bruge vores splittelse som et drive til at skabe en mere bæredygtig balance mellem arbejde- og familieliv?

Find det nye afsnit af Kulturkritisk Podcast via linket i bio 🌱

Pssst... I afsnittet ‘Brug din splittelse som din drivkraft’ hører du mere workshoppen af samme navn, som Anne og jeg afholder i KBH d. 17. oktober. Læs også mere om denne via linket i bio ☀️
#kulturkritiskpodcast #kulturkritiskforum #splittelse #drivkraft #bæredygtigtarbejdsliv #bæredygtigtfamilieliv #adskillelseskultur #omsorgsrevolution

Selvom mit virke som offentlig vidensformidler er

Selvom mit virke som offentlig vidensformidler er funderet i ønsket om at skabe bevidsthed om det vi ved - og det, vi ikke kan vide, opfattes jeg af nogle som det modsatte. Som én, der er ude på at ville erstatte én sandhed med en anden, eller at pege fingre.
Det er ikke tilfældet, men det er en del af spillet med at tilbyde en nuancering til en fastlåst kultur, at man vil blive mødt med shaminganklager. Det har jeg accepteret som værende en del af det - for jeg har ikke indflydelse på hvad andre tænker om mig. Men jeg har indflydelse på, hvordan jeg selv positionerer mig i verden via mit faglige virke. Og deri ligger et kæmpe potentiale for ejerskab og frihed 🌱
Det at dedikere mit arbejdsliv til det, jeg virkelig brænder for og som tager udgangspunkt i den, jeg reelt er, snarere end den, jeg er blevet præget til at være gennem samfundets institutioner, er den største befrielse, jeg nogensinde har oplevet.
Det er som om, vi er blevet lullet så meget ind i den frygtretorik, der er kendetegnende for adskillelseskulturen, at vi nu ikke længere tør at afvige fra den, og gå med det, vi mærker indeni. Vi har internaliseret en fortælling om at hvis vi afviger fra den slagne sti, venter der fare og ensomhed forude - så vi tør slet ikke stikke ud som unge og som voksne.
Der kan jeg bare sige:
Det gør der ikke.
Der sker ikke noget farligt.

Det kræver helt enormt meget energi at holde sammen på en fortælling om sig selv, der ikke er autentisk. Det er til gengæld ikke en energiudladning at være sig selv - det er befriende!
Springet ud i at gå ud i verden som dem, vi er - fagligt og personligt - kan være intimiderende, fordi vi forlader det etablerede. Det underkender jeg ikke! Min pointe er bare: Springet er mere angstprovokerende end livet på den anden side af springet er ❤️

Vil du med over på den anden side, og bruge din splittelse som drivkraft til at tage springet? Kom til workshop i KBH d. 17. oktober sammen med @annedamgaard_businessmentor og jeg.
Mere info om workshoppen senere i dag 🌱
#kulturkritiskforum #splittelse #forandring #autenticitet #bæredygtigtarbejdsliv #bæredygtigtfamilieliv #workshop #kulturkritik #adskillelseskultur #omsorgsrevolution

I Danmark er de fleste børn adskilt fra deres for

I Danmark er de fleste børn adskilt fra deres forældre og søskende i dagtimerne i hverdagen. Over 90% af danske børn afleveres hver dag i daginstitution, og Danmark er blandt de lande, der institutionaliserer barndommen mest massivt.
Som nybagte forældre præsenteres vi for daginstitutioner til småbørn som det naturlige og i øvrigt eneste valg, vi har som småbørnsforældre. Fagpersoner, familie og venner spørger ind til daginstitution og jobopstart relativt hurtigt efter et nyt familiemedlem kommer til. Offentlige instanser tager det som en selvfølge at børn går i institution. I det hele taget er det vanskeligt at ane et alternativ til den massive adskillelse og livet i hamsterhjulet, fordi ingen taler om den og introducerer os for den.
Jeg er her for at gøre dig opmærksom på at det facit, du præsenteres for, ikke er andet end en kulturel norm. En norm, som det er ok at følge, hvis det føles rigtigt. Men du skal vide at du har et valg: du kan selv definere dit liv.
•
Der ér nemlig et alternativ til at sende dit barn i institution. Der findes et mangfoldigt og dejligt børne- og familieliv uden for de danske daginstitutioner, selvom ingen fortæller dig om det.
•
Alt dét går jeg i dybden med i foredraget ‘Tilknytning og barndom i en adskillelseskultur’, som jeg afholder i MIDDELFART PÅ FYN lørdag d. 9. oktober 2021 kl. 11-12.30. Mere info samt billetsalg via link i bio (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

BRUG DIN SPLITTELSE SOM DIN DRIVKRAFT, DEL 2 Er d

BRUG DIN SPLITTELSE SOM DIN DRIVKRAFT, DEL 2

Er du klar til at gøre op med fortællingen om at du enten er på arbejde eller er forælder?

Det er en tung kulturarv, der skal gøres op med. Det er ligestillingsparadigmet, der startede i 1970'erne, der fortæller kvinder at arbejde skal foregå adskilt fra deres børn.
Det er et adfærdsregulerende fortidslevn, der får os til at betragte arbejdet som en tung og udmattende byrde, vi alle bør bære, for at bidrage med det, det er meningen, vi skal.
Det er et kollektivt kapitalistisk bedrag at nydelse og meningsfuldhed skal forgå i fritiden, og at arbejde og familieliv ikke kan forenes på en bæredygtig måde, der afhjælper splittelsen snarere end at forårsage - eller i det mindste markant accelerere den.

Der er meget, der skal aflæres, for at vi kan bruge vores splittelse som en drivkraft, i stedet for en hæmsko.

De sidste fem år har jeg banet vejen for det bæredygtige arbejdsliv, uden en eneste rollemodel - alene på baggrund af at have forvandlet den splittelse, jeg følte, til en fandenivoldsk drivkraft. Jeg ville ikke acceptere at skulle splitte mig op i to, for at kunne arbejde og leve som jeg ville. I stedet for at lade mig hæmme af katastrofetanker om aldrig at komme "med på toget igen", hvis jeg først stod af det - og frygtretorik om huller i CV'et, brugte jeg al min energi, alle mine kompetencer og alt mit drive på at skabe det arbejdsliv, ingen anden kunne give mig. Fordi jeg ikke kunne være som helt menneske i den ramme, der blev tilbudt mig på det etablerede arbejdsmarked.

Nu er tiden kommet til at jeg vil invitere dig med på samme rejse. Det gør jeg sammen med jurist og businessmentor @annedamgaard_businessmentor , søndag d. 17. oktober 2021 i København, hvor vi afholder workshoppen 'Gør din splittelse til din drivkraft' (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

BRUG DIN SPLITTELSE SOM DIN DRIVKRAFT, DEL 1 • F

BRUG DIN SPLITTELSE SOM DIN DRIVKRAFT, DEL 1
•
Føler du dig splittet mellem din rolle som forælder og din rolle som arbejdende individ?
I er så fald er du ikke alene!
Rigtigt mange af de mennesker, jeg arbejder med, har svært ved at finde sig til rette på det etablerede arbejdsmarked, efter de er blevet forældre. Derude er rammerne sat i stål, og der er ikke megen wiggleroom i forhold til at tilpasse ens arbejdsdag til de behov, vi har internt i familien.

Derfor følger der med forældreskabet for mange et behov for et andet arbejdsliv. Det udfolder sig for mange i form af nedsat tid i deres eksisterende - eller lignende stillinger.

For andre - som for mig - fulgte der med forældreskabet et helt nyt perspektiv på livet.
Et skift i værdier.
Et skift i det, vi brænder for - og derfor har lyst til at arbejde med.
Vi kan pludselig have en drøm om at arbejde på andre præmisser, med andre mennesker og om andre emner.
Dét er svært at få til at ske på det etablerede arbejdsmarked.

Det betyder dog ikke at det ikke er muligt i en anden ramme.
Den splittelse vi føler, når vi bliver forældre, og skal til at forholde os til vores arbejdsliv igen, kan være handlingslammende og fortvivlende. Vi kan føle os sat i skakmat: enten må vi blive i de etablerede rammer eller helt forlade arbejdsmarkedet.

Det behøver ikke at være sådan. Hvis vi tillader os selv at gå med de nye værdier, visioner og passioner, kan netop vores splittelse nemlig vise sig at være drivkraften, der skaber forandringen.

Men hvordan udfolder det sig konkret i praksis? Hvor stammer den fortvivlende splittelse fra, og hvordan transformerer vi den, så den arbejder for os - i stedet for at arbejde imod os?

Dét holder jeg workshop om sammen med jurist og businessmentor @annedamgaard_businessmentor i KBH d. 17. oktober 2021 (fortsættes kommentarspor 👇🏾)

Mange af os er blevet lært at ordet “kritisk”

Mange af os er blevet lært at ordet “kritisk” eller “kritik” automatisk er forbundet med noget negativt. At forholde sig kritisk, at udøve kritik, at give/modtage kritik - det er rigtigt ømtåleligt for mange af os. Dels fordi vi ikke har lært at håndtere det - dels fordi vi er blevet lært at det er negativt at udøve kritik (politisk korrekthed og jantelov i smuk forening).
Men der er himmelvid forskel på ‘kritik’ i den form, jeg praktiserer det og lærer andre at praktisere det, og at “kritisere nogen”.
•
Kritisk tænkning har et formål - og det er ikke negativt. Tvært imod er det positivt, fordi det holder os til ilden moralsk. Vi taler så meget om udvikling, men sjældent om at evnen til at tænke kritisk er forudsætningen for menneskelig udvikling. Når vi forholder os bevidst til det, vi siger, gør og hører, lader vi ikke bare stå til - og vi kommer ikke til at handle uetisk i ligeså høj grad, som hvis vi slukker for vores kritiske tænkning.
•
Inden for filosofien handler kritik om det stik modsatte af noget negativt - det handler om selverkendelse. Om udvikling. Nogle af Immanuel Kants store værker hedder fx ‘Kritik af dømmekraften’ og ‘Kritik af den rene fornuft’. De værker er selvsagt ikke en tilsvining af dømmekraften - de er undersøgelser af to helt centrale aspekter af den menneskelige eksistens: vores dømmekraft og vores fornuft.
•
Den tyske filosof Walter Benjamin beskriver kritik sådan her:
“Ethvert menneske kan øve sig på dette, undersøge sig selv kritisk og erkende sig selv. Ethvert menneske kan i et vist omfang kritisk følge og forme sin egen tilblivelse. Ethvert menneske kan således blive til det, det egentlig er. Man kan kalde dette for kritik. Eller også ganske enkelt: filosofi”.
•
På den måde kan vi forstå kritik som vejen til at kende os selv og hinanden, som dem vi er - og ikke for dem, vi har accepteret at blive fortalt at være. Det kan være skræmmende og udmattende ved første øjekast, for på mange måder er der en overfladisk trøst og lethed ved at acceptere andres definition af os og livsvej for os. Det gør os dog ikke altid lykkelige (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

Splittelse er et grundvilkår i livet – og den k

Splittelse er et grundvilkår i livet – og den kan være lammende, hvis du lader den. Den kan også være den vildeste motor, hvis du owner den og bruger den aktivt☄️
•
Der er mange måder at føle splittelse på. Der er mange facetter af livet, der kan forårsage den, og der er mange individuelle omstændigheder, der kan forstærke følelsen af at være splittet. Så hvad kan nogle konkrete eksempler på splittelse være?
- Du kan være splittet mellem den, du er som forælder, og den, du er fagligt. Dén følelse forstærkes i en adskillelseskultur, hvor sondringen mellem de to areaner er voldsomt skarpt trukket op. Hvem er du nu, og hvad kan du bruge alle de kompetencer, som ikke har noget med dit forældreskab at gøre, til? Måske oplever du at længes mod at bruge dine øvrige kompetencer, som også er en stor del af din identitet. Det kan være en forholdsvis nem beslutning at vælge den ene del af din personlighed til (fx rollen som forælder eller rollen som arbejdende individ), fordi du mærker at det har allerstørst betydning for dig lige nu. Det betyder dog ikke nødvendigvis at du stopper med at brænde for – og længes efter at udleve andre dele af din identitet (fx vores faglighed/passioner/forældreskab).
- Du kan føle dig splittet mellem din uddannelsesmæssige faglighed og det arbejdsliv, du ønsker i fremtiden. Hvordan bygger du bro mellem disse, så du ikke skal starte forfra?
- Du kan være splittet mellem din selvforståelse og identitet førhen – og nu.
- Du kan være splittet omkring hvordan du bruger din tid bedst muligt, for at være den, du gerne vil være – og leve det liv, der er mest værdifuldt for dig. Den splittelse kan både manifestere sig inden i dig – og i relationen til din eventuelle partner.
- Du kan være splittet mellem at leve det liv, du ønsker allermest (fx livet med mest muligt tid med dine børn) og økonomiske bekymringer.
- Du kan være splittet mellem at starte noget op selvstændigt eller (for)blive lønmodtager.
•
Hvordan bruger du din splittelse som motivation til at skabe forandring i situationer som disse – eller andre? (Fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

Forleden var jeg afsted med ungerne til hjemme(sko

Forleden var jeg afsted med ungerne til hjemme(skole)meet-up, som vi plejer. Da vi ankom til den park, vi leger i, var der tre dagplejere med børn der også.
Vi er ofte samme sted som dagplejere og børnehaver i dagtimerne, så det er ikke uvant. Det er desværre heller ikke uvant for hverken ungerne eller jeg at bevidne en hård tone og utilstrækkelig omsorg over for børnene.
Jeg skal lige skynde mig at sige at jeg også har bevidnet dagplejere, der var helt enormt omsorgsfulde og fulde af overskud.
Desværre er det i 90% af tilfældene sådan at der bliver sagt og gjort ting over for børnene, som er langt over grænsen. Eller at der slet ikke bliver gjort nok.
Det var desværre også tilfældet her. Mine unger legede selv, så jeg sad på en bænk og var vidne til begivenheder og samtaler. Og det blev så grotesk til sidst, at jeg begyndte at skrive det ned - mest for at se, om jeg ville finde det ligeså grotesk, når jeg genlæste det. Et udpluk af mine noter, der blev lavet i løbet af ca 3-5 min (så lang tid leger min 3-årige selvstændigt ad gangen 😅):
NOTE START:
Barnet på omkring halvandet år græder - dagplejemor: “du skal lige være stille, hvis du skal have noget at spise! Du larmer godt nok noget. Kan vi så få noget ro! Du skal holde op med at være så hysterisk!”
Barnet vil gerne have en anden farve tallerken, end den, hun blev tildelt. Der er masser til overs. Det må hun ikke bestemmer dagplejemor. Hun græder og peger - “ha det!” - “jamen, det får du ikke, og det er heldigvis mig, der bestemmer her!”. Barnets gråd intensiveres, og det resulterer i at dagplejemoren trækker den klapvogn, hun sidder i, væk fra bordet. Hun trækker den først tilbage til bordet, hvor hun selv er, da barnet af sig selv stopper med at græde. Dvs. resignerer. Hun bliver ikke trøstet eller rummet op noget tidspunkt.
5 min efter har børnene fået mad, og der er stille omkring bordet. Dagplejemoren finder telefonen frem, og tager et billede. “Smil til mor og far”.
NOTE SLUT (fortsættes i kommentarspor 👇🏾)

Indlæs mere … Følg med på Instagram

Abonnér på vores nyhedsmail

Events
Udgivelser
Kulturkritik
Vidensbank
- Debat og forskning
  - Omsorgsspektakel
Landsby
Om Kulturkritisk Forum