Skip to content

Kulturkritisk forum

– Formidling om dét, vi ikke vil tale om

Kulturkritisk forum

– Formidling om dét, vi ikke vil tale om

Events
Udgivelser
Kulturkritik
Vidensbank
- Debat og forskning
  - Omsorgsspektakel
Landsby
Om Kulturkritisk Forum

Kulturkritik

Kulturkritiske indlæg

Kulturkritisk Podcast

Seneste indlæg

Øremærket barsel til mænd: Ligestillingskampen ender endnu en gang med at tage børnene som gidsler
Har børn brug for at komme i skole? med Jesper Koerstz Jensen
Det er meget svært for visse politikere at forstå, at ikke alle børn behøver komme i institution
‘Brug din splittelse som din drivkraft’ med Anne Damgaard
Vores børnesyn er katalysator for en stor del af de krænkelser, der udfolder sig i Danmark

Search for:

Instagram

miewstorm

“Mor, jeg går altså ned og spiller”. Sådan

“Mor, jeg går altså ned og spiller”.

Sådan sagde ham den næsten 6-årige, da mit - syntes jeg selv - perfekt konstruerede set-up for 1:1 kvalitetstid med min førstefødte blev kapret af de behov, der følger med fjerde trimester med min yngste.

Planen var jo at Ronja skulle sove i vuggen, så Thor og jeg kunne bage vanillekranse sammen, mens Isolde var på besøg hos sin fætter.
Men jeg havde glemt at vende planen med Ronja 😏
Og så mistede Thor interessen. I virkeligheden tror jeg, han sagde ja til at bage, fordi han kunne mærke, jeg syntes, det var hyggeligt.

Jeg satte mig i stolen og ammede Ronja, og dvælede et øjeblik i min egen martyrdom over hvor utilstrækkelig, jeg var. Og så blev jeg irriteret.
“Der er 1:2 normering her, Mie. Hvad kan du gøre for at være nok nu og her?”

Og så tænkte jeg “op i røven med de vanillekranse” og tog Ronsen med ned i spillerummet. Her lagde hun og jeg ører til 25 minutters monolog om velociraptorer, genomen manipulation og fossiler, og jeg lød oprigtig interesseret, det er jeg sikker på, for det v a r jeg lige der.
S å interesseret i at han skulle føle sig set.
Og næsten amputeret i forsøget på at se ham af freaking vanillekranse.

Der skal så lidt til. Træd ind i deres univers i 25 min og lyt og deltag engageret. Sådan siger jeg til mig selv, når jeg føler mig utilstrækkelig.
Og pludselig var jeg alt det, jeg skulle være for alle lige dér.

Ikke en perfekt mor.
Men en god nok mor.
En tilstrækkelig mor.

Som endte med at bage julekagerne alene - who cares 🤷🏽‍♀️

Hvornår føler du dig utilstrækkelig som forælder? Har du en strategi for at håndtere det? Eller vil du gerne have en?

#hjemmeliv #utilstrækkelighed #morliv #mortiltre #forældreskab #morherhood #omsorgsrevolution #kulturkritiskforum

Skærmtid? Det bliver jeg dælme spurgt om tit. O

Skærmtid?

Det bliver jeg dælme spurgt om tit.
Om vi har faste regler for skærmtid. Om børnene må se bestemte ting. I en bestemt mængde tid. På et bestemt tidspunkt. Og hvad jeg mener om fri skærmtid.

Jeg mener generelt ikke noget om andres brug af skærm. Jeg har selv været hele spektret omkring skærmtid rundt (hop op i stories om lidt og se et karikeret eksempel på min skærmcyklus - oh yes, sådan en har jeg 😆 Det har jeg i hvert fald haft).

Fri skærmtid fungerer ikke for os. Den ene vil se hele tiden så, hvilken gør den anden frustreret, for hun gider det ikke, og hvem skal hun så lege med?

For mig er det ikke et godt børneliv for mine børn at have fri skærm. Jeg bliver decideret deprim af at se dem sidde der som små zombier, helt inaktive, bortset fra mindless zapping. De fravælger leg og udflugter, hvis de har fri skærm. Så jeg hjælper dem med at styre mængden af tid, de bruger på det. Og det har jeg det godt med.

Til gengæld fungerer det heller ikke med helt faste regler for skærmtid. Det har vi også prøvet, og det bliver noget juks.

Det bedste for os er at følge vores mavefornemmelse. Og faktisk at begrænse skærmtid så meget som muligt til at være at se film sammen eller at spille computerspil sammen.

Der er selvfølgelig en hel masse flere refleksioner og erfaringer bag, også omkring hvad en ‘skærm’ er og kan - men det her er de overordnede rammer hjemme hos os.

Hvordan er jeres regler/rammer omkring skærmtid? Har I nogle? Hvad fungerer (ikke), og hvorfor?

#skærmtid #hjemmeliv

På sådan en hel almindelig hjemmedag i december,

På sådan en hel almindelig hjemmedag i december, hvor vi er mere eller mindre sneet inde, kan det godt blive til et par kager over dagen 🙈🍪 Vi har ingen skam i livet!

Min go-to kage er den mest snaskede brownie ever 😍 Jeg har bagt den en milliard gange, så det tager ikke så længe at smække den sammen. Og den dufter så godt, mens den bager, at Isolde altid siger “mor, jeg vil gerne have kage!” 10 gange, inden den er færdig 😂❤️

I har væltet min indbakke, siden jeg delte den snaskede sag i stories, så her kommer opskriften:

- Tænd ovnen på 200 g varmluft. Find en springform og beklæd den med bagepapir. Brownien skal ikke være mere end 10 cm tyk.
- Pisk 4 æg og 6 dl sukker sammen til en luftig masse. Ikke for meget - det må ikke blive rørægsagtigt.
- smelt 200 g smør. Jeg bruger altid plantesmør, og det fungerer fint.
- rør 3 dl hvedemel, 8 spsk bagekakao og 2 tsk vanillesukker sammen i en anden skål
- tilsæt skiftevis tørblanding og smør til æggemassen, og rør godt rundt.
- kom dejen i springformen, og bag kagen midt i ovnen i 30-45 min, afhængig af hvor stor din springform er. Prik midt i kagen med en gaffel undervejs. Der må gerne sidde lidt tilbage på gaflen, når du tager den ud - så er den bare endnu mere snasket 🤤🤤

Skal det være ekstra svinsk, så lad brownien køle helt af, skær den i små forkanter og kom den ovenpå en god vanilleis 😍
Kan du lide nødder, kan du hakke valnødder og komme i bunden af springformen, inden du hælder dejen deri.

Fik jeg det hele med? 🤔 Det tror jeg!
Enjoy 🍪☕️🎄💫

#hjemmeliv #hjemmebag #tidtillivet

I går kørte jeg en spørgerunde i stories. Ét a

I går kørte jeg en spørgerunde i stories. Ét af spørgsmålene gik på hvordan jeg får det til at fungere med flere børn hjemme. Det spørgsmål får jeg ofte, og det forstår jeg godt. Det er nemt at komme til at sætte forventningerne til os selv helt urealistisk højt, når vi vælger at gå hjemme med vores børn. Dels fordi vi måske føler at vi s k a l gøre det godt, perfekt og nyde alting 100% hele tiden, fordi ”ellers kan du jo bare sende dem i institution”. Det er ikke en særlig fræk eller opbakkende referenceramme at læne sig op ad. Og dels handler det nok også om at vi bliver introduceret for polerede eksempler på såkaldt virkelighed hos andre hjemmegående forældre via de sociale medier. Eller i legegrupperne. Jeg ved ikke med jer andre, men det er ikke i legegruppen, jeg failer som forælder. Det er alene hjemme, med tre bavianer, der alle vil have noget af og fra mig – og et nervesystem, der triller lige så langsomt ud af ørerne som smeltende plantesmør.

Men hvad svarede jeg så den mor, der spurgte? Hvordan ”gør jeg det”? Går hjemme med tre børn?

Svaret er at jeg er bare deres mor. Det lyder vildt frelst, men det er faktisk det modsatte. Der er ingen glimmer på – jeg er langt fra perfekt eller ”pædagogisk korrekt”. Jeg kan ikke noget ekstraordinært særligt fra andre mødre. Tvært imod – jeg er fuldstændigt gennemsnitlig.

Men jeg elsker mine unger højere end alt, og det ved og mærker de hver eneste dag. Dét er det vigtigste i et barns liv; at være omgivet af ubetinget kærlighed hver dag.

Det er jeg så sikker på.

Jeg ved, jeg er Winnicotts ”gode nok mor”, og det ved jeg at langt størstedelen af alle andre mødre også er.

Vi er nok. Vi er faktisk mere end nok: v i er det nødvendige. Ikke pædagogen. Institutionen. Adskillelsen. Nej, os. Forældre.

Det behøves ikke at være hverken perfekt eller kønt, for at være godt nok (fortsættes 👇🏾)

Det er sjovt egentlig at det ofte er børnenes tri

Det er sjovt egentlig at det ofte er børnenes trivsel, vores omgivelser bekymrer sig om, når vi vælger ikke at udlicitere omsorgsopgaven for vores børn i dagtimerne.
Jeg kan ikke komme i tanke om ét eneste hjemmebarn i mistrivsel. I hvert fald ikke, hvor det skyldes hjemmepasningen.

Til gengæld kan jeg hurtigt komme i tanke om mødre, der mistrives ved at gå hjemme. Som egentlig vil hjemmelivet og tiden med ungerne med hud og hår.
Men som udmattes og tilnærmelsesvist udslettes som individuelt ‘jeg’, som følge af den isolation, rovdrift på nervesystem og det overvældende ansvar, der også følger med at tage hele forælderopgaven hjem.

Det er mødrenes trivsel, vi skal bekymre os om.
Det er dem, der trækker læsset.
Får familien til at hænge sammen.

Jeg har selv ofte haft hårde perioder som hjemmegående. Det får mig igennem at minde mig selv om, at den aflastning, adskillelseskulturen stiller til rådighed for mig (institutionalisering) ikke er en aflastning for mig. Snarere en belastning.

At have min mand hjemme under denne barsel øger min trivsel og derved også kvaliteten af mit samvær med børnene markant. Det er simpelthen rarere at være familie, når vi er så meget sammen. Presset på nervesystemerne fordeles ud. Det samme gør både konflikterne, kærligheden og opgaverne.
Det er magisk at være sammen på denne måde. Det kan jeg ikke få nok af, og jeg ved, vi trives bedre, jo mere tid vi er sammen.
Børnefamilier har brug for tid sammen for at trives. Mest muligt tid sammen. Og vi skal sprænge rammerne for hvad det mulige er ❤️‍🔥

#omsorgsrevolution #familietid #barsel #kulture

I en uge har jeg været din mor uden for maven nu.

I en uge har jeg været din mor uden for maven nu. I 9 mdr forinden det, blev du til fra celleniveau til foster til spædbarn til lyden af mit hjerteslag. Mit åndedrag. Min stemme.
Siden du kom ud af maven, er det helt tydeligt at det stadig er dé genkendelige lyde, der gør dig tryg.
Mit hjerteslag.
Mit åndedræt.
Min stemme.
Far kan også, og må gerne. Storebror og storesøster kan også, og må gerne.
Og når du så skal tankes op på tryghed, er det tilbage til lydene igen.
Der hvor du blev til.
Det er helt naturligt. Vi er stadig ét, du og jeg.
Imens du lærer alle andre og verden at kende.
Ét lille trin ad gangen.
Jeg behøver ikke at forcere adskillelse og løsrivelse, for den kommer helt naturligt af sig selv, når du er klar.
Ligesom dine store søskende, der i mange tilfælde foretrækker din dejlige far - og har gjort det længe.
Vi er lige meget værd, han og jeg, netop fordi vi ikke er ens. Vi er nødvendige for hvert vores bidrag, som ikke kan erstatte hinanden.
Over for dig, dine søskende eller han og jeg imellem.

Tanken om ensrettende ligestilling er håbløs i et familieperspeltiv.
Men missionen om ensretning er en genistreg, i et kapitalistisk projekt, der vil gøre os alle i stand til at udrette det samme til samme tid og på samme måde. Så kan vi nemlig bedre undvære hinanden.

#adskillelseskultur #spædbarnspleje #ligestilling #ensretning #omsorgsrevolution #kulturkritiskforum

I graviditetens sidste uger ventede jeg på at nat

I graviditetens sidste uger ventede jeg på at naturen ville overtage min krop og tage kontrollen. Jeg vidste, det eneste jeg kunne gøre var at arbejde med mine tanker. “Du har gjort det før. Du er skabt til det. Det er ikke farligt, selvom det gør ondt. Det går over igen. For hver ve er du tættere på”. Sådan messede jeg i mit hoved, mens jeg mærkede udvidelsesveerne rykke min krop fra hinanden indefra, mens jeg sang dit hoved nedad i mit bækken med dybe lyde fra mit mellemgulv. Lyde, jeg ikke kan imitere, og nu aldrig kommer til at sige igen. Alle mine bedrifter er ligegyldige nu - nu er jeg overladt til naruren, og der er ingen vej uden om. Det handler om at give slip - følge med - ikke panikke.
Under presseveerne nåede din dans med min krop til højdepunktet, og ud flød du, dit kloge lille menneske, der lige havde fortalt min krop alt hvad den skulle vide. Og du vidste mere endnu ❤️
Hvis jeg bare kunne standse tiden og genopleve det øjeblik, hvor jeg føder din krop i vores stue, mærker dig med mine hænder for første gang, og mine dyriske dybe brøl med ét afløses af en mild stemme, der svøber dig i kærlighed og omsorg og anerkendelse af at det fandme da må være vildt at blive født! ❤️
Jeg er så ydmyg over for den natur, der skaber mig - og gør mig stand til at skabe, bære, føde og amme vores børn ❤️
Og jeg vil for evigt insistere på dens værdi i et samfund, der ikke ville være, foruden dén
#fødsel #omsorgsrevolution #ronja

Dagene går med bare at være sammen og nyde den h

Dagene går med bare at være sammen og nyde den her tid, som er så speciel og aldrig kommer igen ❤️ Jeg elsker følelsen af at verden går i stå omkring os, og at vi bare hygger os sammen lige nu. Da jeg var inde i byen i dag, for at få lavet høre- og hæleprøve på Ronja, længtes jeg bare tilbage til boblen: roen, varmen, det dæmpede lys og de få indtryk ❤️ Så snart vi kom hjem, tog vi igen tøjet af og lå hud mod hud og tog lur i soveværelset. Imens lavede far og ungerne juledekorationer 🎄
Da Ronja og jeg vågnede, satte vi os alle sammen i stuen og legede med vores nye Sumblox træklodser (reklame). Sættet består af en masse træklodser, der er formede som tal, og et sæt med “opgaver”, der kan løses med klodserne. Isolde brugte klodserne uden opgaverne til at bygge tårne, huse og andre konstruktioner. Imens satte hun begreber på tallene: “Er der flere 3’ere?” osv.
Thor byggede figurer ud fra opgavekortene, fordoblingstårne, krabber og meget andet. Et rigtigt fint sæt til ihands-on læring med tal, konstruktion, logik, matematik og meget mere🌱 Link til sættet i story 👆🏾
#barselsboble #aftenhygge #handsonlæring #legerlæring #unschooling #hjemmeundervisning #hjemmeskole #kulturkritiskforum

I andet afsnit af dokumentaren ‘Smertens børn’ på TV2 følger vi drengen Jonas, som har “svært ved at sidde stille og høre efter” i timerne i en 6. klasse.
Det er helt tydeligt at hele hans krop og sind stritter imod at skulle sidde stille og “modtage undervisning”, som læreren italesætter det.
Passiviteten i læringsformen står så tydeligt i kontrast til drengens natur.
Alligevel forceres det, og der insisteres på børns evne til at kunne sidde stille og “modtage undervisning”, som var de tomme kar uden egen vilje, lyst og drivkraft, som os voksne blot kan hælde information ned i.
Og forvente at det lagres og forstås.
Dag efter dag, time efter time.

Til skole-hjem-samtalen sidder fire voksne mennesker og ét barn, der får at vide at “han jo godt forstår det, når vi taler om det, men så snart samtalen er slut, sker det samme igen - og vi ved simpelthen ikke hvad vi skal stille op” (løst citeret fra udsendelsen).

Hvad mon det gør ved et barns selvbillede at dets væsen italesættes på dén måde? På den afmægtige og skuffede facon?

Jonas kan godt sidde stille, interagere og lære i en situation, hvor han er alene med sin lærer.
Så han er forkert, fordi han ikke kan sidde stille og vente på at blive set og hørt i kø med 27 andre børn?

Det er ikke Jonas’erne, der er et problem. Det er systemets rigiditet, og den medførte forråelse og udskamning, der sker over for de børn, der ikke lige lærer på den måde, de voksne synes, de skal.

Det er et børnefjendsk system, der bedriver vold mod børns lærende og legende sind.

#diskriminationmodbørn #omsorgsrevolution #læringsrevolution #childism #ageism #adultism #smertensbørn #kulturkritiskforum

“Jeg vil ikke mere. Der er ikke nogen, der passe

“Jeg vil ikke mere.
Der er ikke nogen, der passer på mig mere.
Av av av”

Sådan sagde en lille dreng, der var indskrevet i 2. klasse, men med alle sine ord, bevægelser, adfærd og lyde modsatte sig skolegangen.

Har du set ‘Smertens børn’ på TV2? Endnu en illustration på alt det, vi godt ved.
Børn er organiske væsener.
Nogle passer ind i de kunstige rammer, de voksne frembringer.
Andre gør ikke.
I stedet for at lytte til - og omrokere de, der ikke gør, forceres de ind i rammerne i en uendelighed.
Til der opstår klokkeklare symptomer.
På noget, der kan diagnosticeres.
Sygeliggøres.
Et naturligt væsen med en naturlig reaktion sygeliggøres.
Gøres syg.
Dét er et sygt system. Det er en syg kollektiv kulturel dyrkelse af den institutionaliserede barndom og et sygt børnesyn.

Gad vide hvor mange af de forældre, der medvirker i dokumentaren, ved at småbørnsinstitutioner og folkeskole er et valg, og at de godt må vælge dem fra?
Sige ‘nej tak’, når deres børn skriger det samme ind i hovedet af dem.

Hvornår mon det bliver legitimt at call’e kejserens nye klæder på sit bullshit? At sige højt at velfærdsstatens massive institutionalisering af hele menneskelivet er ondskabsfuldt? Både som model og ideologi.

#omsorgsrevolution

“Legen er stærk, oprindelig og nærmest ustoppe

“Legen er stærk, oprindelig og nærmest ustoppelig. Legen bryder også alle regler om at være ‘nyttig’. Selvom barnet ikke er bevidst om det, vender det ryggen til styrende voksne og livet i et benhårdt samfund, hvor konkurrence og effektivitet er mantraer. Legen er ren luksus, hvor man lader sig opsluge, eksisterer i nuet og har det sjovt uden tanke for, om det nu er produktivt eller ej” - D. Sommer, “Leg - En ny forståelse”.

Med andre ord:
At insistere på børns ret til - og mulighed for dagligt at fordybe sig og forsvinde ind i fri leg er en frihedskamp for børnene 🌱

En frihedskamp for børns ret til at have barndommen for sig selv, og ikke tages til gidsel i hamsterhjulets træningscamps.

#omsorgsrevolution #børnemagt #unschooling #kulturkritik #kulturkritiskforum

Imorges slog jeg en stor prut (yes, women do that)

Imorges slog jeg en stor prut (yes, women do that), og min ufødte datter hoppede inde i maven. Hun blev forskrækket.

“Så, lille mus”, klukkede jeg og aede maven lidt. Så tænkte jeg over hvor grinagtigt det er at vi går rundt og tror at vi kan være uafhængige af hinanden. Klare os selv. At vi hver især er så vigtige og enestående i vores egen ret, at det, der gør os specielle er en eller anden kunstig rolle, vi frembringer, ved at stampe ligegyldige opgaver op ad jorden, og indhylle os selv og hinanden i narrativer om hvor unikke vi er, idet vi løser disse livets pseudoopgaver.

Alt imens vi fratræder og fremmedgøres over for de livsroller, hvor vi reelt er uundværlige.

Rend mig så inderligt i røven.

Vi er skabt af hinandens kropslige væsker.
Vi er blevet til mennesker, mens vi har lyttet til - og blevet forskrækket over lyden af luft, der passerer i vores mors tarmsystem.

Mennesket er en paradoksal skabning, i kombinationen af dets høje intelligens og bizarre evne til opdyrke hele kulturer, der kollektivt ikke er i stand til at kunne komme over sig selv.

Ja, slap af - jeg har ikke sovet i 100 år… Men det er da lidt fjollet.

#kulturkritik #søvnmangel #naturvskultur #mennesketsbeskaffenhed

Forceret læring handler mest af alt om at vi voks

Forceret læring handler mest af alt om at vi voksne ikke selv er i stand til at kontrollere vores angst for at blande os uden om.
Dén angst er forårsaget af tanken ”tænk hvis de ikke lærer nok”.

At få styr på vores egen angst, når vi læner os tilbage og lader vores børn tage styringen over deres egen person og interesser, er helt essentielt. Det er også virkelig svært.

Det betyder ikke at vi bare skal være ligeglade og give os til noget andet.
Det betyder at vi skal have fokus på at sikre et miljø, hvor barnet har adgang til at kunne tilegne sig viden, søge viden og blive støttet og guidet i at søge viden.

Det er angstprovokerende at lade vores børn udfolde sig - helt uden at vi blander os og korrigerer, men blot fungerer som coach. Bakker op - hjælper - men ikke dirigerer.
At opgive tankerne om “det, de bør lære” og hengive os til “det, de gerne vil lære”. Det, der interesserer dem.
Det er så tæt beslægtet med ikke at ville ensrette og forme vores børn i en bestemt retning, men i stedet lade dem være, hvem de er.

Det handler også om at give slip på tvangstanken om at vi alle må og skal lære - og udvikle os konstant, og at de øjeblikke, der ikke umiddelbart kaster læring og/eller udvikling af sig, ikke skal optimeres eller reguleres på nogen måde.

Vi må gerne bare være, helt uden formål.

Og skal det endelig handle om læring, så er netop dét - at være uden et læringsformål - svært for mange af os voksne at være selv og se vores børn være, fordi vi selv er indoktrineret til hamsterhjulet.

Det kan være angstprovokerende at se et barn være tilfreds med bare at være.

Mon ikke det egentlig ville være ret fantastisk, hvis vores børn fik lov til at tage deres evne til ”bare at være” med ind i deres voksenliv?

”Bare at være” betyder ikke dovenskab eller stilstand. Det betyder evnen til at restituere, inden vi igen præsterer.

En evne, mange af os voksne desværre er blevet aflært, og det koster os dyrt på trivselskontoen.

Online foredraget ‘Børn skal da gå i skole, ik’?’ er tilgængeligt i Kulturkritisk Forums online kursuslokale fra d. 9.-30. november. Læs mere i story lige nu 👆🏾

#børnslæring

11 ugers barsel øremærket far/medmor fra august

11 ugers barsel øremærket far/medmor fra august 2022. Anvendes disse uger ikke inden barnet er 1 år, bortfalder de.

Dvs. mødre og børn adskilles (med mindre moren bliver hjemme på selvbetalt orlov, som vi ser det i Sverige), inden barnet er fyldt ét år.

For ligestillingens skyld.
Ikke for barnets.
Men ligestillingen.

Er vi efterhånden ikke ved at være dér, hvor ‘ligestillingen’ blot er et synonym for ‘arbejdsmarkedet’?

Jeg siger ikke at det er skidt for barnet at få mere tid med far/medmor, inden det er fyldt ét år.
Det ville være fjollet at påstå.

Men jeg kan da tale for mig selv og sige at jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle forlade mine børn, inden de blev ét år.
At mine børn ville mærkes af adskillelsen.
Og at min mand ville pines ved at skulle agere ufrivillig kile mellem vores børn og deres mor.

Jeg kan også citere spritnye studier:

“Mere end hver fjerde far vil ikke tage de ekstra ni ugers øremærket barsel, som det er foreslået i den nye barselsmodel, der blev præsenteret tidligere på ugen. Det er uanset, om faderen er sikret fuld løn i alle ugerne. Dermed vil barslen bortfalde, og det vil koste børnene i antallet af uger, hvor en forælder går hjemme på barsel.

Det fremgår af et omfattende dansk forskningsprojekt lavet af forskere på Center For Economic Behaviour and Inequality (CEBI) ved Københavns Universitet” (citat Jyllandsposten)

Hvor mange danske småbørnsfamilier ønsker overhovedet denne angivelige ligestilling?
Hvor mange institutioner står klar til at modtage og rumme de op til 25% ekstra under 1-årige, der vil finde vej ud i hamsterhjulet, som følge af denne “ligestilling”? Er det regnet med i de minimumsnormeringer, vi er blevet lovet fra 2025?

Hvor mange fagpersoner, der ved noget om børns tidlige udvikling og tilknytning, er blevet hørt ifm. denne aftale?
Hvor mange forældre?
I hvert fald ikke de 50.000, der på få uger underskrev et borgerforslag om at forlænge barslen med far/medmors øremærkede del.

Jeg er lettet over at jeg ikke skal finde mit ståsted som nybagt førstegangsforældre i det her nye barselsregler.
Og jeg har ondt i maven på vegne af alle de, der skal…

#øremærketbarsel #ensretning #adskillelseskultur

Unschooling er en læringsfilosofi og for mange af

Unschooling er en læringsfilosofi og for mange af de, der læner sig ind i den, også en livsstil.
Nogle lader sig inspirere af unschooling, og andre kalder sig ‘radikale unschoolere’. Ofte mener sidstnævnte at man ikke kan unschoole delvist.
Enten gør man det - eller også gør man det ikke.

Det kan der være noget om.

For mig er unschooling en måde at tænke på. En måde at gå til livet og læring i forening, som fritager barnet fra normativt pres om skolificeret og forceret læring.

Jeg mener imidlertid godt, man kan implementere en blød struktur i en unschooling hverdag.
Ikke for at nå noget bestemt.
Eller for at lære noget bestemt.
Men for at skabe momentum i hverdagen, for at alle de mange dele, der skal gå op i en højere enhed, kan få rum til at udfolde og manifestere sig.
Og dem er der m a n g e af.
Det er der i hvert fald hjemme hos os.
Når vi har to børn hjemme, og disse har meget forskellige interesser. Begge vil gerne dyrke disse sammen med os.
Mor har en selvstændig virksomhed.
Far har fuldtidslønmodtagerarbejde.
Der skal plads til meget forskelligt - og så hjælper en blød struktur.
Dét kører vi pt på mit arbejde og nogle af Thors interesser.
Isolde interesserer sig for madlavning pt - og denne kan jeg inkludere hende i uden at skulle finde ekstra tid.
Så interesserer hun sig for at lave krea - og det kan jeg gøre med hende, mens Thor laver nogle af de aktiviteter med konstruktion og grundstoffer, jeg har planlagt for ham for ugen.
Ikke for at skolificere hans læring.
Men fordi han synes, det er sjovt.

Det er en kunst for at få tid og rum til alt og alle, når stort set intet udliciteres fra hjemmet. Men det kan godt lade sig gøre, og når det lykkes er det ret meningsfuldt 🌱

D. 9. november udgiver jeg online foredraget ‘Børn skal da gå i skole, ik?’. Foredraget handler om hjemmeundervisning (se tidligere opslag), og når du køber adgang til foredraget (200 kr), får du samtidig mulighed for at tilkøbe 1:1 mentoring med 10% rabat - Hvis du fx har brug for ledsaget rådgivning ift at få en unschoolinghverdag med blød struktur til at glide.

#unschooling #hjemmeliv #hjemmeundervisning #hjemmeskole #hjemmeskoleliv #interessebaseretlæring #kulturkritiskforum

Menneskebarnet er født kritisk tænkende, i den f

Menneskebarnet er født kritisk tænkende, i den forstand, at det er født med evnen til at undersøge, tilegne sig viden og kompetencer og søge aktivt at begribe verdens beskaffenhed.

Biologisk er menneskebarnet således som art fuldt ud kompetent til at uddanne sig selv.

Det kræver at det er i omgivelser, hvor barnet har adgang til at kunne tilegne sig viden, søge viden og blive støttet og guidet i at søge viden.

Det har mennesket i nyere tid kultiveret til at betyde at menneskebarnet har brug for at gå i skole. Altså, at de omgivelser, jeg lige ridsede op, hvor barnet har mulighed for at tilegne sig viden om livet, kun er at hente i skolen.

Det er imidlertid en kulturel konstruktion – og det er i særdeleshed blevet mere og mere tydeligt, i forbindelse med at teknologi gør viden så lettilgængelig for os. Det vi ikke ved, kan vi finde ud af på et splitsekund. Det kræver ikke en skoleinstitution at researche længere – slet ikke for børn i den såkaldte ”skolealder”.

Begrebet ’skolealder’ er også en social konstruktion. Ligesom der ikke på magisk vis opstår en dag, når babyer er 10-11 mdr., hvor de ud af det blå får brug for at være adskilt fra deres forældre 7-8 timer om dagen for at ”udvikle sig optimalt” og ”lære det,, de skal”, oprinder den her sagnomspundne magiske dag heller ikke når børn bliver 6 år.

De bliver bare 6 år.

I adskillelseskulturen kalder vi den alder for ”skolealderen”, fordi vi efterhånden er institutionaliseret så massivt, at vi bare pr automatik accepterer at et menneske og dets behov defineres ud fra den institution, vedkommendes alder kvalificerer dem til at gå i.

Det er adskillelsesretorisk bullshit, og det er normative overbevisninger som denne jeg bryder ned i online foredraget “Børn skal gå i skole, ik’?”. Foredraget udkommer digitalt d. 9. november og kan købes til og med d. 30. november (derefter ikke).

En times foredrag, der gør dig klogere på hjemmeundervisning, børns læring, hvordan vi som hjemmeundervisere møder børns faglige og sociale behov, lovmæssige rammer om hjemmeundervisning, tilsyn, forskellige læringsfilosofier inden for hjemmeundervisning og meget mere.. 🌱

Pling! Så er jeg lysvågen. Klokken 3 om natten,

Pling! Så er jeg lysvågen. Klokken 3 om natten, efter 4-5 timers søvn.
Alle bobler, og jeg går søvndrukken ud i køkkenet. Hælder cheerios op - havremælk på. Bøjer mig ind over køkkenbordet, for at hvile min trætte lænd og hofter, mens jeg spiser..

I mit hoved pipler tanker om arbejdsopgaver, jeg ikke får lavet pt, frem. “Hvor mon min motivation og drive er blevet af”, når jeg at tænke, inden jeg vrider mit ansigt i irriterede folder, løfter blikket fra skålen med morgenmad, og fnyser af mit eget spejlbillede i ruden foran mig.

“Hvor er min motivation og drive?” ⁉️ Jeg er i de afsluttende faser af at bage et menneske. Et menneske!! Afvikle ét hjem. Og skabe et nyt. Med to børn hjemme.

Jeg går i seng igen, irriteret over min egen indre devaluering af det, der er allermest vigtigt her i livet. For mig.

Og så skriver jeg dette opslag (på 20 min, fordi mine fingre er så væskefyldte, at de begynder at sove konstant) om den forbandede internaliserede adskillelsesretorik, som selv (eller måske særligt) den mest hardcore kulturkritiker konfronteres med.

Idet hun yder allermest - af det, der ikke kan måles og vejes og gøres op på en bundlinje.

#adskillelsesretorik #adskillelseskultur #internaliseretadskillelsesretorik #kulturkritik #kulturkritiskforum #omsorgsarbejde #omsorgsrevolution

Forleden blev Pernille Skipper udvist af Folketing

Forleden blev Pernille Skipper udvist af Folketingssalen, fordi hun havde sin (sovende!) baby på armen.
Klassisk Pia Kjærsgaard at demonstrere sin patriarkalske magt på dén måde 🤮 “det hører sig ikke til” - underforstået: børn hører sig ikke til, og kvinden bør ikke medbringe denne (store!) del af sin identitet på job.

Gad vide, hvad beskeden havde været, hvis det var en far, der havde stået dér i Folketingssalen med sin sovende baby på armen? Var han så også “upassende” eller måske snarere progressiv i sit forældreskab? Ligestillet og ansvarsfuld?

Jeg forstår at en situation som denne deler vandene. Nogle mener ikke barnet bør have været med. Ikke pga Folketinget, men fordi “små børn har brug for ro”.

Jeg føder snart vores tredje barn. I forvejen har vi to større børn hjemme fuld tid. De har sociale behov, der skal dækkes. Behov, som måske i nogen tid kan neddrosles, men som det er vores ansvar at dække. Også selvom vi har et spædbarn. Det betyder, at jeg kommer til at tage vores baby med på legeaftaler med mange (!) børn, lyde og sanseindtryk, mens hun stadig er lille, fordi sådan er vilkårene i vores liv. Sådan har vi - os forældre - vurderet at det er bedst i vores familie.

Ved siden af driver jeg en virksomhed hjemmefra. Det kommer jeg til at fortsætte med, selvom jeg har et spædbarn. Og det kan jeg sagtens administrere, for jeg er et voksent menneske og en god mor, og jeg er - først og fremmest - opmærksom på mine børns signaler, og fuldt ud i stand til at vurdere hvad der kan lade sig gøre hvornår.

Hvem af os kan vide og påstå om det modsatte gør sig gældende i Pernille Skippers tilfælde?

For nogle er opskriften på at revurdere måden, vi tænker og praktiserer omsorg på, helt at undlade at arbejde i nogle år. Jeg hylder det!
For andre er det at medvirke til at nedbryde de stærke normative barrierer, der opdeler familie- og arbejdsliv som var de ærkefjender. Jeg hylder det!

Hetzen mod Pernille Skipper er usmagelig. Børns plads, rolle og stemme i samfundet bør debatteres på et overordnet niveau. Ikke ved at trække én enkelt nybagt mor rundt i manegen på denne måde (fortsættes 👇🏾)

Da jeg for 5 år siden tog dette billede, var jeg

Da jeg for 5 år siden tog dette billede, var jeg på vej på arbejde. Jeg havde lige afleveret min 11 mdr gamle søn i pasning, og skyndt mig ud ad døren, inden han begyndte at græde.

Jeg græd så et godt stykke af vejen på arbejde, efterfulgt af kilometervis af kørsel i en tilstand af lammelse og meningsløshed.
Jeg stirrede bare ud i luften som en zombie ☠️

På overfladen så det succesfuldt ud. Fint job, manicurerede negle, dyr bil og smart tøj.
Indeni har jeg aldrig følt mig mindre succesfuld.
Jeg havde mistet forbindelsen til - og respekten for mig selv. Jeg tog ikke længere ejerskab over mit liv, for jeg var handlingslammet af den dybe splittelse, jeg følte mellem kulturen og naturen i - og uden for mig.

Splittelsen og den medfølgende handlingslammelse fik mig til at fastholde status quo, selvom der ikke var noget meningsfuldt og lykkeligt i det.
Indtil en dag, min søn skreg efter mig.
Så skiftede det.
“Fuck det! Det er mit liv. Og det her vil jeg fandme ikke mere. Om så det koster min karriere og selvrespekt, som alle siger, så fuck det”.

Mit leverum var for indskrænket. Det var ikke mit. Jeg fyldte det med ting, der var ligegyldige for mig. Fordi andres ord gjorde mig bange. Og fordi jeg ikke kunne se en anden vej. Jeg var blændet af alt det, jeg var bange for.

Indtil naturen i mig tog over som en slags besættelse og tvang mig hjem.
Dén dag tog jeg ejerskab over min splittelse.
Ja, jeg var splittet mellem arbejde og familieliv. Og i dén splittelse prioriterede jeg det forkerte for mig. Jeg prioriterede mit arbejde over min familie.
Jeg tog ejerskab. Forlod mit arbejde, for at finde ud af hvem vi reelt var som familie.
Og i dén proces lå en kæmpe empowerment! 🔥 Så stærkt at jeg efterfølgende var i stand til at gøre det samme med mit arbejdsliv. Når jeg nu ikke er hende, der lever og arbejder på denne måde, hvem er jeg så? Hvordan vil JEG så leve? Hvordan vil JEG så arbejde?
Fortsættes i kommentarspor 👇🏾

⚠️ FORLÆNG BARSLEN MED ØREMÆRKNING TIL FAR/

⚠️ FORLÆNG BARSLEN MED ØREMÆRKNING TIL FAR/MEDMOR 👇👇🧡
Der er mange grunde til at skrive under på BORGERFORSLAGET, men den vigtigste er den som Mette Frederiksen allerede fremførte i 2014* 🎯

Skriv under via link i bio 👆🏾👆🏾👆🏾 vi er næsten i MÅL

#barselibørnehøjde
#barselsalliancen #øremærketbarsel

Indlæs mere … Følg med på Instagram

Abonnér på vores nyhedsmail

Events
Udgivelser
Kulturkritik
Vidensbank
- Debat og forskning
  - Omsorgsspektakel
Landsby
Om Kulturkritisk Forum