Kvalitetstid

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her.

I mit moderskab har jeg ofte været plaget af dårlig samvittighed over ikke at være nærværende nok. Jeg havde nemlig en opfattelse af, at jeg skulle være ’på’ konstant for at være en god nok mor. På trods af, at jeg er sammen med mit barn i alle døgnets timer, og det dermed ikke er muligt at praktisere nærvær i så lang tid uden at brænde op.

Og det er heller ikke meningen. Det forstår jeg nu.

Men hvorfor havde jeg så den dårlige samvittighed? Jeg tror det bunder ud i, at vi lever i en kultur, hvor begrebet ’kvalitetstid’ (i betydningen intenst nærvær i kort tid, pga. mangel på tid) er dominerende for vores måde at være sammen med vores børn.

Men idet jeg går hjemme med Ulvar og de fleste andre forældre er adskilte det meste af dagen fra deres børn, er vilkårene anderledes og dermed også tiden.

Da jeg så hvorledes hjemmearbejdslivet i forbindelse med Corona lockdown ændrede Jakobs og Ulvars samvær, forstod jeg, at min dårlige samvittighed havde rod i vores adskillelseskulturs dogme om samvær, som stemmer overens med de vilkår (mangel på tid sammen med familien) som kulturen sætter.

Den dårlige samvittighed blev især aktiveret, når Jakob kom hjem fra arbejde, og han var ekstremt meget ’på’ som kompensation for den tid, han ikke havde været sammen med Ulvar i løbet af dagen. Den energi han lagde i det samvær, havde jeg slet ikke. Og vi erfarede hen ad vejen også, at hans nærvær egentlig ikke var reelt nærværende (forstået som et ’praktisk og mentalt medløb med barnet’ – en dævlen og fordybelse med Ulvar) men præget af konstante aktiviteter og underholdning i højt gear. Noget som indimellem kunne skræmme Ulvar. Og bagefter en sådan omgang ’kvalitetstid’ var Jakob fuldstændig opbrugt.

Hjemmearbejdslivet ændrede imidlertid karakteren af samværet imellem Jakob og Ulvar således, at det lignede det samvær, som Ulvar og jeg har det meste af dagen. Det samvær der kommer af at have tid nok – hele dagen – sammen. Den konstante, rolige tid, hvor vi bare er sammen omkring daglige gøremål, hygge og leg, er aldrig i så højt et overgear, for det er ikke en kompensation for noget. Og idet, at Jakob blev en del af livet herhjemme, på trods af at han arbejde, gav ro i samværet.

Der er mange normer og floskler at ryste af sig, når man lever på afstand af adskillelseskulturen. Men afstanden giver til gengæld ofte det nødvendige kritiske klarsyn til at praktisere og tænke anderledes.