Men du kan ikke bevise at institutionalisering af småbørn skader dem!

Det svar er ofte dét, der tyes til, når jeg – og andre – gør opmærksom på at der faktisk foreligger et ret solidt evidensgrundlag (foruden en ret utvetydig mavefornemmelse hos de fleste af os) omkring hvad vores små børn har brug for – og hvornår VI placerer dem i situationer, hvor disse grundlæggende behov ikke opfyldes.

Jeg bed mærke i at det også ca var sådan, social- og børneordfører i Liberal Alliance, Laura Lindahl, responderede, efter lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Ole Henrik Hansen, satte stor fed streg under det skadelige ved institutionalisering af småbørn i DR Debatten forleden (se udsendelsen her).

Vi ved faktuelt at små børn har bedst af at tilbringe de første 1000 dage i tæt kontakt med deres primære omsorgspersoner (se fx her og her). Og mærker vi efter i maven, tror jeg også, vi ved det intuitivt – hvis vi tillader os selv KUN at tænke på vores børns behov, og udelader alle andre faktorer.

Men betyder det at de nødvendigvis tager skade af ikke at være i en sådan nær relation til deres primære omsorgspersoner?

Det er to helt forskellige spørgsmål, og det faktum at vi konsekvent besvarer det ene med det andet, beviser tydeligt hvor massivt et moralsk skred, der er sket i forhold til vores børn, og hvor problematisk et børnesyn, vi har anlagt os. 

Er det virkelig godt nok “ikke at skade” vores børn?

Ideelt set burde det moralske ansvar, vi har overfor vores medmennesker – og derfor også vores børn – være nok til at vi inkluderer dem i vores tilværelse på en måde, der er bedst for dem – ikke på en måde, der ikke utvetydigt beviseligt er direkte skadelig for dem.

For er det virkelig succeskriteriet; at vi ikke direkte skader vores børn?

Ville vi anvende det succeskriterium overfor vores voksne familiemedlemmer?
Hvor mange af os ville på daglig basis gå fra en grædende ægtefælle, søskende eller forælder? Hvorfor er det i orden at gøre det mod vores børn, som er fuldstændigt hjælpeløse overladt til vores næstekærlige egenskaber?

Netop børnenes hjælpeløshed i forhold til at udtrykke sig sprogligt, hjælpe sig selv, have indflydelse på deres egen situation og fysisk fjerne sig fra omstændigheder, de ikke føler sig trygge i, bør gøre at vi, som børnenes fysisk, mentalt og indsigtsmæssige overlegne medmennesker og omsorgspersoner, forholder os absolut empatisk i forhold til de rammer, vi lader vores børn vokse op i.

Men det gør vi ikke. Vi lytter ikke til den tilgængelige viden og følelsen i vores maver. Ikke nok. Og dét er et klart tegn på moralsk forfald – eller åndeligt dovenskab, som præst Martin Herbst benævner det (hør mere om det her)

Det gør mig dybt fortvivlet at det overhovedet skal være nødvendigt at svare på om institutioner er skadelige for vores børn, når vi allerede ved at de ikke er hvad børnene har brug for. At påvise en direkte sammenhæng mellem institutionalisering og børnenes fremtidige mentale og fysiske velvære kræver mange års forskning. Dét skal vi selvfølgelig forske i – men hvorfor går vi vedvarende med til at anvende vores børn som forsøgskaniner i det perspektiv? Hvorfor tør vi at løbe risikoen, når faresignalerne er voldsomme og når selv de forskere, der har allermest indsigt i institutionalisering af småbørn, end ikke vil sende deres egne børn afsted (hør mere her)?

Vi kan da godt undersøge om vi kan påvise at barnet tager vedvarig skade af den brudte trygge tilknytning til sine primære omsorgspersoner, der sker når de vender ryggen til og går fra det grædende barn, der ikke har indsigt i at de kommer tilbage og derfor opfatter situationen som alvorlig og farlig. Men hvorfor er det nødvendigt? Hvorfor er kærligheden til barnet og det moralske ansvar, vi har overfor hinanden ikke nok?

Hvis vi fuldstændigt ignorerer vores samvittighed, dømmekraft og intuition som vejvisere her i livet, hvad skal vi så med hinanden? Hvad gør os til mennesker, hvis vi kun lytter til dét, vi kan påvise med tal, og ikke dét, vi kan mærke?

Hvert tredje barn i Danmark er utrygt tilknyttet dets primære omsorgspersoner (læs mere her) og utryg tilknytning gør os mere disponible for psykiske lidelser (læs mere her). Vi kan godt lade som om at den meget høje tendens til utryg tilknytning skyldes nedsat forældreevne, hvilket synes at være politikernes strategi, når de taler om at øge tilfældene af tvangsfjernelser af “udsatte børn”.

Men vi kunne også prøve at have tiltro til os selv og hinanden, besinde os, og så tale om hvorvidt den utrygge tilknytning skyldes den massive institutionalisering, snarere end forældreevne, når vi nu ved at præmisserne for tryg tilknytning til barnets primære omsorgspersoner står i stærk kontrast til tidlig institutionalisering (læs fx Neufeld her)

Er vi ikke efterhånden der hvor vi, til trods for at vi aldrig vil kunne sige a = b i denne sammenhæng, ikke kan komme udenom at det er ret sandsynligt at institutionalisering af vores små børn under alle omstændigheder skader mere end det gavner?

Jo tidligere børn kommer i institution og jo flere timer, de tilbringer der, jo større er risikoen for at de udvikler en stressbelastning, der vil påvirke deres følelsesmæssige og sociale udvikling. Vi ved at 10% af alle børn i DK lider af kronisk stress! Det er kun personligt nærvær, der kan ruste børn til at håndtere de stressfaktorer, samfundet udsætter dem for (Arbøl, Det Moderløse Samfund, 2013)

“Tryg indkøring” i daginstitutioner kan ikke erstatte tryg tilknytning til primære omsorgspersoner.

Der sker et eklatant tillidsbrud for barnet, når forælderen, der indtil nu har reageret på hvert eneste behov, barnet har givet udtryk for, nu pludselig blot vender ryggen til og går – også selvom barnet intensiverer sin gråd og med alle sine kundskaber forsøger at kommunikere sin utryghed og desperation ved adskillelsen og den manglende respons til forælderen.

Selv om barnet givetvis kan knytte et trygt bånd til en pædagog (hvis vi altså leger, at normeringerne var til at en sådan tilknytning faktisk kunne finde sted), oplever barnet stadig svigtet i tilknytningen til dens forælder. Og det ved vi er et reelt problem lige nu i DK, eftersom hvert tredje barn er utrygt tilknyttet sine primære omsorgspersoner.

Det er helt grotesk at påstå at dette ikke har forbindelse til det svigt de oplever ved at tilbringe langt de fleste af deres vågne timer væk fra deres forældre – selvom de protesterer højlydt – i starten konstant, og efterhånden “blot” ind imellem.

At barnets gråd ved aflevering efterhånden stopper eller i det mindste aftager er ikke et tegn på at barnet nu er “trygt indkørt”, som vi ynder at gå og fortælle os selv om hinanden. Tvært imod!

Fra talrige observationer af børn, der er blevet midlertidigt adskilt fra deres primære omsorgspersoner, har man observeret følgende stressreaktioner i nævnte rækkefølge: protest, fortvivlelse og emotionel frakobling. I protestfasen reagerer barnet med gråd, vrede og søgen efter den primære omsorgsperson, hvilket er et forsøg på at bringe personen tilbage. Hvis ikke den primære omsorgsperson kommer tilbage, går barnet over til at være stille, indadvendt og ikke at ville undersøge sine omgivelser. Det er en biologisk funderet reaktion: barnet forsøger at være stille, så det ikke bliver spist af et rovdyr, mens det venter på at blive genfundet af dets primære omsorgsperson. Den emotionelle frakobling er et særligt træk ved menneskebørn: barnet genoptager gradvist sine normale aktiviteter, virker ikke ked af det, er venlig overfor andre, og kan være decideret afvisende overfor sin primære omsorgsperson, når vedkommende returnerer. Dette tolkes i vores kultur som et tegn på at barnet er ‘faldet til’ eller ‘trives’ (“Han vil slet ikke med hjem, når jeg kommer og henter ham”), men er reelt et udtryk for at barnet føler sig svigtet og ikke tør at indlede kontakt med sin primære omsorgsperson igen, af frygt for at blive forladt igen (Arbøl, Det Moderløse Samfund, 2013).