Potentialer for omsorgsrevolution i covid-19 nedlukningen, 1. del

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her. Indlæggene under ‘Omsorgsspektakel’ er en del af Manjas specialearbejde.

I denne analyse vil jeg først redegøre for potentialer for omsorgsrevolution, og dernæst (i 2. del) vil jeg forholde mig til covid-19 nedlukningen og de potentialer for omsorgsrevolution, der fandtes heri med udgangspunkt i min empiri, som består af et udsnit af den offentligt medierede diskurs under nedlukningen.

Biomagt for neden – en omsorgsrevolution?:

Fremfor at betragte biomagten (forvaltningen af liv) fra oven, som en suveræn styringsteknik, ligesom Michel Foucault, anvender Michael Hardt begrebet i en omvendt form, nemlig for neden, til at påpege at biomagten i det (re)produktive omsorgsarbejde, kan være subversivt. Det, der nemlig skabes i det (re)produktive omsorgsarbejde, som Hardt betegner ’nødvendigt affektivt arbejde’, kan blive til mennesker og livsformer, og således udgøre en biomagt fra neden, der potentielt kan revolutionere (nedefra og op): ”Affektivt arbejde udgør selv direkte grundlaget for fællesskab og kollektive subjektiviteter. […][affektivt arbejde] producerer kollektive subjektiviteter, producerer socialitet og endelig producerer samfundet selv.” (Hardt, 2014: 15-16) Selvom det kunne se ud som om, at det (re)produktive omsorgsarbejde er uden betydning for kapitalistisk produktion, er kapitalismens eksistensgrundlag fuldstændig afhængig af dette affektive arbejde. Men værdien af det affektive arbejde, er ikke forbeholdt kapitalismen, for det (re)produktive omsorgsarbejde kom før den kapitalistiske tidsregning, og udgør derved et antikapitalistisk ståsted med en immanent mulighed for modstand gennem dets produktion af andre livsformer og værdigrundlag: ”På den ene side er affektivt arbejde, produktionen og reproduktionen af liv, blevet fast funderet i et nødvendigt grundlag for kapitalistisk akkumulation og patriarkalsk orden. På den anden side, udgør produktionen af affekter, subjektiviteter og livsformer dog et enormt potentiale for autonome valoriseringskredsløb og måske frigørelse.” (Hardt, 2014: 29). Som jeg læser Hardt, kan det (re)produktive omsorgsarbejde derved fungere som en art biomagt, der i kraft af sin produktion af (mulige andre) livsformer og subjektiviteter, potentielt kan revolutionere. Hardt forklarer, at: ”Særligt omsorgsarbejdet i det moderlige arbejde (her adskilles moderligt arbejde fra de biologisk specifikke aspekter af fødselsarbejdet) har vist sig at være ekstremt frugtbar jord for analysen af biopolitisk produktion. Biopolitisk produktion består her primært i arbejdet, der er involveret i at skabe liv – ikke forplantningens aktiviteter, men netop livet i produktionen og reproduktionen af affekter. […] Det producerer subjektivitet, det producerer samfundet, det producerer liv. Affektivt arbejde i denne betydning er ontologisk – det afslører det levende arbejdes konstitution af en livsform og demonstrerer således atter den biopolitiske produktions potentiale. (Hardt, 2014: 28) Den omvendte biomagt, der bevæger sig nedefra og op, kan også ses i sammenhæng med Gilles Deleuzes bemærkning om ’det revolutionære subjekt’, som jeg i det følgende vil forholde mig til i relation til adskillelseskulturens begrænsede rammer for alternative livsformer.

Rammernes begrænsning og det revolutionære subjekt:

Er det muligt at (omsorgs)revolutionere under de betingelser og rammer, som vores kultur sætter for menneskelig gøren og laden? Selvom rammerne tilsyneladende er en begrænsning af ikke-normativ livsførelse, kan rammernes begrænsning også betragtes som potentialer for revolution.Forstået således at det, som rammerne umiddelbart ikke muliggør, tvinger individer til andre måder at indrette livet på, og derved fremmer begrænsningen også muligheden for revolutionære individer, der i er forsøget på at løsrive sig og sprænge rammerne for livsførelse i adskillelseskulturen, er nødsaget til at praktisere anderledes (’afstandspraksisser’) eller sagt med Gilles Deleuzes ord: ”Det siges, at revolutionerne ikke har nogen fremtid. Men man sammenblander konstant to ting, revolutionernes fremtid i historien og menneskenes bliven til revolutionære. Der er end ikke tale om de samme mennesker i de to tilfælde. Menneskenes eneste chance ligger i en bliven til revolutionær, der er det eneste, der kan mane skammen i jorden eller etablere et svar på det uudholdelige.” (Deleuze, 2006: 205) Det revolutionerende potentiale ligger således iboende i mennesket, der skal blive revolutionær ifølge Deleuze, og i relation til Hardt kan det (re)produktive omsorgsarbejde bidrage til en sådan produktion af subjektivitet og liv.
For at komme på afstand af adskillelseskulturen, er det i praksis forbundet med det modsatte af hvad, kulturen fordrer (fx mindre forbrug, mindre arbejde mindre/anderledes). Disse ’afstandspraksisser’ der tager afsæt i rammernes begrænsning, fremfor at kræve en ændring af rammerne forud for praksis, kan i sidste instans derved sprænge rammerne. Denne bevægelse er ifølge Foucault effekten af normen, der baner vejen for det unormale, selvom dette er hensigten: ”Det, at vi skaber retningslinjer for eksempelvis ‘korrekt opførsel’, gør, at der samtidig skabes mulighed for modstand/oprør − altså ‘ikke-korrekt opførsel’. Magt skaber således mulighed for modstand, og det er det, der gør, at vi altid har mulighed for at forandre og ændre på allerede etablerede magtforhold. Heraf også at ændre på opfattelsen af hvad vi eksempelvis kategoriserer som ‘korrekt opførsel’.”  (Richter, 2013: 420) I sin magtteori redegør Foucault for hvorledes vores tanker og forestillinger dels er styret af os selv, men også af andre igennem magtmekanismer, som bidrager til at producere subjekter. Den subjektivitets konstituering som magten producerer, er også det, der er på spil i Gilles Deleuze betragtning af menneskets ’bliven revolutionært’ (for derved at skabe en form for modmagt), hvilket Claire Fontaine viderefører og belyser i begrebet ’menneskelig strejke’: ”I denne type strejke […] er bevægelsen ikke længere begrænset til et specifikt mål: Det er forvandlingen af subjektiviteten, der er på spil. Denne forvandling – og det er det interessante – er på samme tid årsagen til og konsekvensen af strejken. De subjektive, de sociale og de politiske forandringer er viklet tæt sammen, så denne type opstand nødvendigvis vedrører subjekter, hvis sociale identitet er ringe kodificeret, de mennesker Ranciere kalder ”stedløse” eller de ”del-løse”. Det er bevægelser, hvor mennesker forenes under sloganet ”vi bliver nødt til at forandre os selv” (Foucault), hvilket betyder, at betingelsernes forandring ikke er det endelige sigte, men et middel til at forandre sin subjektivitet og sine forhold.” (Fontaine: 84)
At forvandlingen af betingelserne ikke er det endelige sigte, som Fontaine beskriver, kan sammenlignes med potentialet for revolution med afsæt i rammernes begrænsning. ’Menneskelig strejke’ tager således udgangspunkt i forvandlingen af én selv som protestform, en nedlæggelse af den normative subjektivitet og livsførelse (jf. Deleuzes’ revolutionære subjekt), men som jeg læser Fontaine, er det en forvandling der er undervejs indenfor rammerne, og som derfor afstedkommer den ’menneskelige strejke’ imod rammerne. Rammerne kanrigtignok være et middel til forandring (af livsførelse og subjektivitet), men betingelsernes(rammernes) forandring behøver ikke nødvendigvis at være midlet til at forandre sin subjektivitet og livsførelse. Tværtimod kan betingelsernes uforanderlighed i sig selv være midlet eller potentialet for at forandring, som jeg belyste tidligere.

’Fri vilje’ og normens kontrol:

Men er vi så bare frie til at omforme os? Foucault betragter individet som værende mere magtfuld, end det reelt tror, med en frihed og autonomi, der er i stand til at bryde med de normative strukturer og systemer, der kulturelt og historisk er blevet skabt. I sin magtteori kritiserer Foucault, at vi tager kulturskabte sandheder for givet som universelle, og derfor ikke indretter samfundet anderledes end det, vi antager, er det eneste rigtige.: ”[…] forestillinger, vi har omkring os selv og vores individualitet, ikke er universelt givne, men derimod blot et udtryk for historisk påvirkning. Man kan se det således, at det er alle de forskellige tankesæt, som vi adopterer fra diverse institutioner (og som vi samtidig selv har været med til at skabe), der gør, at vi foretager forskellige kategoriseringer, og når de forskellige tankesæt vinder indpas, forsøger vi dernæst at fremhæve dem som universelle sandheder.” (Richter, 2011: 426) Foucaults hensigt er, at individet bliver bevidst om magten og hvilke normative sandheder, den producerer (ved at de synliggøres), for derpå at ændre disse sandheder, som i grunden blot er normer: ”[…] grænserne for individets frihed er nogle, som individet groft sagt selv skaber igennem diskursive strategier. […] vi [har] stadig et større potentiale til at ‘være mere fri end vi er’, til at være mere åbne og fleksible i konkrete situationer, frem for at søge objektive moraliserende sandheder, der har konsekvenser for at forbedre vores og hinandens livssituationer.” (Richter, 2011: 430-431) Vi mennesker påvirker og kontrollerer hinanden både bevidst og ubevidst, derfor er magten ikke altid gennemskuelig, og således er det også tvivlsomt i hvor høj grad, vi ret beset kan siges at have en fri vilje. Et andet aspekt ved vores frihed til at praktisere imod normen og undertrykkende magtmekanismer (jf. ’afstandspraksis’), er Foucaults påpegning af, at magten også giver os fordele, og: […] at det kan være risikabelt at gå imod de undertrykkende mekanismer, da de finder sted i sociale relationer og i skabelsen af os selv. Det er dermed kun til dels muligt at bryde med dem. På den måde kan man sige, at vi som individer, ifølge Foucault, har mere frihed end vi benytter os af, samtidig med at vi også altid vil være spundet ind i en allestedsnærværende magt, som vi aldrig vil kunne kontrollere fuldt ud, eftersom vi aldrig vil kunne være fuldt ud bevidste om denne. Hvor meget frihed, vi som individer har, afhænger således et langt stykke hen ad vejen af, hvor meget frihed vi giver os selv eller benytter os af, samtidig med at der er en naturlig grænse i form af en magt, der altid vil være en del af vores subjektivering.” (Richter, 2011: 430) Richter hævder desuden, at vores bestræbelse på at overleve i verden, medvirker til at vi ’gemmer os bag undertrykkende magtmekanismer’ i et forsøgt på at: ”[…] styrke vores egen livssituation ved at forsimple tingene for på den måde at føle, at vi har en form for kontrol med vores livssituation. Vi putter således os selv og andre i ‘kasser’ […] Alt sammen i vores bestræbelser på at overleve iblandt hinanden.” (Richter, 2011: 427)

Konklusion:

Deleuze, Fontaine, Hardt og Foucault påpeger hver især subjektets iboende mulighed for ’frigørelse’ og ’revolution’, og fælles for disse teoretikere er, at bevægelsen starter med individet, der i bestræbelsen efter det, som af Fontaine beskrives som:”begæret efter at finde den rette stemme for ens egen krop med henblik på at bekæmpe den dybe fornemmelse af at blive udsagt af en anden, der kan kaldes politisk bugtaleri.” (Fontaine, 2014: 82), derpå antager en anden form (forvandling).
For Hardt tager revolutionen potentielt form gennem det (re)produktive omsorgsarbejde, der som en biomagt fra neden, kan ændre vores livsførelser og på den måde udøve modstand mod ’biomagten fra oven’. Bevægelsen nedefra og op, er også mit udgangspunkt, når jeg hævder, at rammernes begrænsning kan producere subjekter (nedefra), der potentielt kan forandre rammerne ved ændret livsførelse, fremfor at kræve en ændring af rammerne (oppefra) forud for denne forvandling. Dermed kan rammernes begrænsning betragtes som konstruktive og ikke udelukkende negativt, fordi de fremtvinger alternative livsformer. For at sprænge de begrænsede rammer, må individet således starte med at ændre sig selv (nedefra), fordi ændringen af rammerne (oppefra) ikke nødvendigvis kommer før. Dette er en prekær forvandling og ’afstandspraksis(ser)’, der kræver et (forpligtende) fællesskab. Men jo flere individer der således antager ny form, desto flere vil kollektivt bidrage med at ændre betingelserne for livsførelse i vores adskillelseskultur, danne fællesskaber og måske omsorgsrevolutionere derved.
De midlertidige ændringer af rammerne under covid-19 nedlukningen var ikke i sig selv nok til at forandre rammerne efter genåbningen. Men de nye erkendelser, der opstod under nedlukningen, vil måske omforme (nogle) individer, der på sigt vil sprænge rammerne i kraft af deres ’bliven revolutionær’ – potentielt igennem det (re)produktive omsorgsarbejde – som derpå skaber en ’menneskelig strejke’. Disse nye erkendelser under nedlukningen (og nedlukningen i sig selv) har på forskellig vis synliggjort vores adskillelseskultur, og dette vil være genstand for analysen i 2. del.

Find litteraturliste til dette indlæg her.