Potentialer for omsorgsrevolution i covid-19 nedlukningen, 2. del

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her. Indlæggene under ‘Omsorgsspektakel’ er en del af Manjas specialearbejde.

I forrige analysedel redegjorde jeg for, hvordan potentialer for modstand altid allerede er grundlagt i undertrykkende rammer, og hvorledes modstanden tager form i individet, som er i stand til at overskride rammerne ved dets forvandling, dets ’bliven revolutionær’, som Deleuze udtrykker det. En proces, der bevæger sig nedefra og op, og som kan igangsættes i det (re)produktive omsorgsarbejde, som jeg fristes til at kalde ’det revolutionære omsorgsarbejde’, idet omsorgsarbejdet er en praksis, der om noget former vores liv.

Den ’menneskelige strejke’, som Fontaine beskriver, kan ses i forlængelse af hvad, jeg betegner som ’afstandspraksisser’, dvs. individer der praktiserer afstand til adskillelseskulturen fx ved at arbejde mindre, forbruge mindre og udlicitere mindre. Potentialer for omsorgsrevolution er således iboende i adskillelseskulturens rammer.


Gilles Deleuze skriver i sit efterskrift om kontrolsamfundet: ”Måske ordet, kommunikationen, fordærvet. De er fuldt og helt gennemtrængt af penge, og ikke ved en tilfældighed, men i deres natur. Der er brug for at vende ordet om. At skabe har altid været noget andet end at kommunikere. Det vigtige bliver måske at skabe lommer af ikke-kommunikation, afbrydere, for at undslippe kontrollen.” (Deleuze, 2006: 210)

Selve Covid-19-nedlukningens afbrydelse af adskillelseskulturens rammer kan betragtes som den ’lomme’, der undviger kontrollen i normerne, fordi nedlukningen for en stund afbrød rammerne og vendte verden rundt, hjemad og indad. Kommunikationen med omverdenen foregik på afstand, og afbrydelsen betød for nogle en form for pusterum, en ikke-kommunikation, der gav anledning til refleksion.

Som Deleuze nævner, er der for brug for at vende ordet om og skabe noget andet. Men for at vende ordet om, må praksis gå forud for kommunikationen, dvs. afbrydelse (skabt i form af nedlukningen) som en mulig lomme af ikke-kommunikation (’pusterum’), der kan medføre en ændring af praksis, som måske derved vender ordet om.

Jeg vil i det følgende skitsere Covid-19 begivenheden i relation til adskillelseskulturen ud fra min empiri (den offentligt medierede diskurs) og dernæst forholde mig til de nye erkendelser i diskursen som nedlukningen medførte.

Covid-19 nedlukningen

At det (re)produktive omsorgsarbejde er devalueret i vores adskillelseskultur, blev særligt tydeligt under Covid-19 nedlukningen, hvor forældre fortsat skulle være lige så produktive som før. Mange arbejdede således hjemmefra samtidig med at de drog omsorg for deres børn. Absurditeten i at forældre blev pålagt at varetage to fuldtidsarbejder (lønarbejdet og omsorgsarbejdet) gjorde selvsagt nedlukningens rammer udfordrende, og som naturlig konsekvens heraf, så mange forældre frem til genåbningen og ’venden tilbage til normalen’ igen.

Børnene og omsorgsarbejdet skulle under nedlukningen ikke være en hindring for lønarbejdet, og blev det en hindring, så måtte omsorgen som det første udliciteres, hvilket også var, hvad der skete: Den offentlige begrundelse for genoptagelsen af omsorgsudliciteringen var, at forældrene skulle have ’ro’ til at arbejde og det blev understøttet af, at børnenes aldersgruppe var mindst udsat for alvorlig sygdom i forbindelse med coronavirus.


Ved genåbningen af dagtilbud, udtrykte en del forældre bekymring omkring at sende deres børn afsted, dels pga. coronavirussen, men også institutionernes ændrede rammer, hvor især omsorg og holden afstand kunne blive svært at forene, hurtige ’indkøringer’ på legepladsen og hyppig håndvask/håndsprit, var noget af det, som vakte bekymring. Til gengæld udtrykte mange forældre, pædagoger, og børnepsykologer begejstring for genåbningens normeringer, som værende bedre end før Covid-19 nedlukningen.

Sundhedsstyrelsen uploadede videoer, hvori de opfordrede forældre til ikke at bekymre sig om at sende deres børn tilbage i institution, bl.a. igennem italesættelsen af, at børnene havde ’brug for’ at komme tilbage til deres dagligdag i institutionerne af hensyn til børnenes mentale trivsel. Derudover indgik der i videoerne interviews med forældre, som ikke udtrykte bekymring ved at sende deres børn i institution igen. Sundhedsstyrelsen forsøgte dermed (på propaganda lignende vis) at påvirke forældrene i en bestemt retning og mane bekymringerne til jorden.

Sundhedsstyrelsens strategi kan ses i forlængelse af Foucaults begreber ’biomagt’ og ’governmentalitet’, hvilke han definerer som: ”[…] den mængde af institutioner, procedurer, analyser og refleksioner, beregninger og taktikker, som gør det muligt at udøve den specifikke, om end meget komplekse form for magt, hvis primære sigte er befolkningen, hvis vigtigste vidensform er den politiske økonomi, og hvis væsentligste tekniske redskab er sikkerhedsforanstaltningerne.” (Foucault 2008:116-117).

Den retning som Sundhedsstyrelsen appellerede til (udlicitering af omsorgen) med henvisning til, at det var for børnenes eget bedste (jf. deres psykiske velbefindende), viser tydeligt, hvorledes normen om institutionalisering kontrollerer vores ’valg’, og hvordan opfattelsen af institutionerne som ’gode’ og ’nødvendige’ er blevet formgivende og styrende for vores liv.

Selvom udlicitering af omsorgen åbenlyst begrundes med, og tager afsæt i arbejdsmarkedet behov, er det alligevel børnenes behov der således henvises til, når det kommer til at retfærdiggøre udliciteringen overfor forældrene, og her bliver det fortalt, at børnene har behov for at komme i institution for at trives og udvikle sig optimalt.


Normen om institutionalisering reflekteres ikke kun i den høje procentvise andel af børn, der går i dagtilbud i Danmark, men også igennem de måder, hvorpå vi italesætter og praktiserer samvær med vores børn: Institutionsretorikken definerer børn som ’vuggestuebarn’, ’børnehavebarn, ’vuggestueklar’, ’skoleklar’ m.m., og samværet er blevet til ’kvalitetstid’ (i mangel på tid), med fokus på udviklende øjeblikke, stimulering og socialisering.

Nedlukningens diskurs tydeliggjorde, hvorledes disse institutionslogikker har koloniseret den hjemlige sfære og er blevet dominerende for samværet i adskillelseskulturen. Det handler således oftere om, hvad ’læringsudbyttet’ er ved en given aktivitet, fordi barndommen i adskillelseskulturen er instrumentaliseret.

Det store fokus på ’udvikling’ fremgik også i nedlukningsdiskursen, hvor forældre udtrykte overraskelse over, hvor meget deres børn havde udviklet sig under nedlukningen, hvilket ikke blot afkræfter ideen om, at børn kun kan udvikle sig indenfor institutionsrammen, men også demonstrerer, hvorledes vi har købt fortællingen om, at barnet kun kan udvikle sig optimalt, hvis det er indenfor institutionsrammen og den fortælling medfører en devaluering af forældreevne.

I følgende citat beskriver en mor det som ’ret vildt’ at ’have kontakt et helt døgn’, og at nedlukningen blev en ’uventet gave’ der gav mere tid til samvær, en begejstring over at have tid til at se sit barn udvikle sig, fordi adskillelse ikke blev praktiseret. Derudover italesætter citatet også hvordan 1:1 normering (for nu at bruge institutionsretorikken) har bidraget til ’den skarpe læringskurve’: ”Charlotte Holm Kiesow er “hundrede procent sikker på”, at den skarpe læringskurve skyldes karantænerammerne med en voksen, der er opmærksom og kan følge op konstant. – Selvfølgelig kender man sit barn bedst, men at have kontakt et helt døgn, det er ret vildt. Man ser alle aspekter. For os har det været en uventet gave at have den her tid med vores søn, siger hun og understreger, at hun er heldig, fordi hun både har tid og overskud til at være sammen med sit barn. […] – Det er fantastisk at se, hvordan og hvor meget hun kan lære, hvis vi sætter os ned en time. Sådan lyder det fra Irena Chloé, når hun skal beskrive sin 2,5 år gamle datters udvikling i tiden med coronaisolation derhjemme. Den 35-årige mor har oplevet, at datterens ordforråd er vokset voldsomt samt hendes forståelse af, hvad de voksne laver, er større, og hun har lært navnene på en stor del af planterne i familiens have.” (TV2 Nyheder: 10. april 2020)


At dagtilbud er et frit valg i Danmark, sløres af normen om institutionalisering, der er en integreret del af adskillelseskulturens rammer, og dermed ikke så frit, som det i grunden er (jf. Foucault i forrige analysedel). Men særligt nedlukningsdiskursen viste, hvor ufrit valget er, fordi det slet ikke opfattes som et valg – derfor er det heller ikke så besynderligt, at forældre under nedlukningen skal have svar på, om de må holde deres barn hjemme fra institution i forbindelse med genåbningen, sådan som det her anføres: ”Må jeg holde mit raske barn hjemme? Alle børn i Danmark skal have mulighed for at komme i et dagtilbud, men det er ikke et krav, at de kommer i vuggestue. Så det er op til forældrene, om børnene skal afsted.” (TV2 Nyheder, 8. april 2020)


Afstanden til adskillelseskulturen i form af nedlukningen, som jeg kort har sammenfattet her, bidrog således til en øget synliggørelse af de praksisser og rammer som udgør adskillelseskulturen. Deleuzes’ ord om, at: ”En slanges ringe er mere komplicerede end gangene i et muldvarpebo.” (Deleuze, 2006: 218) italesætter symbolsk magtens sløring i form af slangen, som et fint punktum til ovenstående, imens hans ord i samme sætning om, at: ”[…] det må være op til dem selv at opdage, hvad det er, man får dem til at tjene, ganske som deres forfædre med besvær opdagede disciplineringens formål.” (Ibid.) foregriber det næste jeg vil belyse, nemlig de mere explicitte nye erkendelser i diskursen.

Fornemmelsen af en anden verden

Pausen fra det hektiske hverdagsliv gav som nævnt anledning til refleksion, og tid (for nogle) til at betragte sig selv, sit liv og sin omverden, og det skabte nye erkendelser om hvad, der er betydningsfuldt og om hvorvidt, man levede i overensstemmelse med sine værdier før nedlukningen, fx udtrykt her: ”Jeg er påvirket, fordi den her måde at leve livet på – hvor vi pludselig har tid i overflod, hvor vi er afskåret fra alle de distraktioner (på godt og ondt), som vi fylder vores liv op med – for mig medfører en ganske overraskende og meget hudløs måde at forholde mig til både mit eget liv og min omverden på.” (Altinget: 1. april, 2020)

På den ene side italesættes forvandlingen af rammerne i diskursen som noget, der skal ske oppefra, igennem politiske tiltag og en dialog med borgerne, fx som her: ”Som jeg ser det, er opgaven dobbelt: Først skal politikerne invitere borgerne til den samtale. Til en samtale om, hvad krisen har medført af erfaringer af, hvad der i virkeligheden er værdifuldt for os som individer, som fællesskab, som folk. […] Dernæst bør politikerne forpligte sig på at skabe reelle politiske løsninger, som imødegår de identificerede værdier. Jeg taler ikke om flotte ord på glittet papir. Jeg taler om helt konkrete, mærkbare politiske initiativer. Det kan være, vi over tid skal arbejde mindre for at kunne være mere sammen med vores kære? Det kan være, vores børn igen skal have mere fritid i løbet af dagen, så denne tid kan bruges på at skabe nye ideer frem for at sidde i klasseværelset?” ((Altinget: 1. april, 2020) og på den anden side, italesættes muligheden for at praktisere anderledes som værende begrænset af rammerne, og en opfattelse af, at rammerne og normerne er uforanderlige, hvilket gør det svært at se udover rammens/normens ’sandheder’, som i nogle tilfælde medfører til en accept af status quo eller blot til mindre justeringer af adskillelseskulturens ramme: ”Den eneste åbenlyse konklusion er, at jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og at den tid, vi har sammen, er presset af det, der ligger udenom og lurer: sengetider, mødetider, deadlines. Desværre. Men så længe skolen kræver, de sidder på deres plads klokken otte hver morgen, min chef ikke vil acceptere, jeg arbejder hjemme fem dage om ugen, og jeg samtidig ikke har nogen planer om at opgive vores nuværende tilværelse for at hjemmeskole i et nedlagt landbrug på Lolland, ja, så er det bare sådan, det er.” (Pov.International: 27. marts, 2020)


Det tidslige aspekt er noget, der går igen i de nye erkendelser i nedlukningsdiskursen, og fælles er fornemmelsen af, at tiden førhen var knap og hverdagen presset. Hamsterhjulets acceleration stod pludselig i skarp kontrast til nedlukningens bratte opstandsning: ”For skal man finde noget positivt ved hele den nuværende situation, så er det, at vi herhjemme pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har mere tid til noget som helst, for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal stadig laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. […] Men vi slipper for stressede morgener og pressede eftermiddage, vi slipper for at bruge tid på transport og madpakkesmøring; og ikke mindst slipper jeg for den rædselsfulde opgave at skulle skubbe et barn, der netop har grædt af manglende overskud, forlæns ind i en kaotisk 1. klasse, inden jeg selv sprinter videre til arbejde. I stedet har vi tid. Sammen. […] Den usædvanlige situation med børn og voksne hjemme er kommet med en svag lettelse over noget genvundet […] På trods af, at vi hele tiden balancerer på kanten af kaos herhjemme, så er grundfølelsen god, som om noget er faldet i hak. ”Jeg håber, det her bliver ved lang tid endnu!” Citat: Min datter på syv. Ikke pandemien, selvsagt. Men at være hjemme med sine søskende og forældre hver dag, det koncept kunne man godt sælge til hende. Og egentlig også til mig.” (Pov.International: 27. marts, 2020)

De pressede ydertimer, som udgør hverdagssamværet i adskillelseskulturen, blev for denne forælder tydeligt i det perspektiv, som nedlukningen bidrog med. Det, at tid til samvær, er så knap i adskillelseskulturen, og det samvær, forældre og børn endelig har, gerne skal udgøre ’kvalitetstid’, kan selvsagt være problematisk at gennemføre i praksis, som forælderen også italesætter: ’aflevering’ og ’hentning’ til og fra institution, transport, indkøb, madlavning og alle de andre praktiske gøremål som også skal nås i de få timers samvær. Det skabet ikke blot en stresstilstand, som forælderen beskriver, men en grundfølelse af dårlig samvittighed, fordi vi har en forventning om, at den sparsomme tid til samvær skal være kvalitetstid. Selvom det er et forståeligt ønske, er det i praksis svært at indfri i de rammer, og her kan udlicitering af de praktiske gøremål m.m være en ’hjælp’, men det ændrer ikke på grundfølelsen af dårlig samvittighed.

Citatet italesætter, at afstanden til adskillelseskulturen og tid i hverdagen stabiliserede samværet – ’noget faldt i hak’ og gjorde ’grundfølelsen god’ – hvilket også kommer til udtryk her: ”Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, vi er alle ved at få kuller ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis, fordi jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvali-tid på en dag. Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få lyttet, leget, kæmmet, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt.” (Pov.International: 27. marts, 2020)


I relation til ovenstående, skriver filosof Finn Janning, at hastværket vidner om en adskillelse fra kroppen, men at kroppen kan hjælpe os med at blive bevidste, med at erkende: ” Vi tænker med hele kroppen, ikke kun hjernen. At erkende er ikke en passiv aktivitet, som når jeg fordøjer en ostemad, men noget aktivt. Kroppen involveres. […] Kroppen kan hjælpe mig med at kvalificere, hvorvidt der er en grund til at skynde mig. […] Selv om det er muligt at føle kropslige reaktioner såsom smerte, spændinger og ømhed, er de fleste af os sjældent bevidst opmærksomme på vores krop. I det daglige er de fleste af os ubevidste om vores krop, som levede vi primært fra nakken og opefter. […] En af grundene er, at vores tanker ofte er et helt andet sted end vores krop. […] Hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed, for eksempel på hvordan vi forholder os til det, som sker. Lærer vi af vores hidtidige erfaringer, eller benægter vi dem? […] Ligesom det eksistentielle armod, der normalt præger vores samtid med stress, depressioner, angst og forskellige former for afhængighed, ikke alene kan begrundes med den øgede hastighed og teknologi, kan nervøsiteten omkring coronapandemien ikke alene forklares med antallet af døde. Snarere skyldes begge dele en fundamental uopmærksomhed på og uvidenhed om, hvad der er vigtigt.” (Information: 23. marts, 2020)


Adskillelseskulturens normer om ’det gode liv’ blev i nedlukningsdiskursen anfægtet af mange, der mente, at de under nedlukningen var i bedre kontakt med, hvad der var værdifuldt for dem og hvad, der gav mening i deres liv. I tråd med Finn Jannings bemærkning om den kropslige bevidsthed, udtrykker en forælder følgende: ”Lige her, i min generations største krise, viser nødvendigheden os, hvad der egentligt er værdifuldt for os. Vi finder ud af, at det er væsensnødvendigt for os som mennesker og som fælles folk at næres eksistentielt af skønhed, kreativitet, fællesskab, sjælfuldhed. […] Vi er, hvis jeg må blæse det lidt stort op, kommet i kontakt med det liv, som vi med lidt vel meget patos kan kalde “det gode liv”. På godt og ondt. For det gode liv er ikke ren lyksalighed og bekymringsfrihed. Det er også sorgfuldhed og bekymringer. Men det er først og fremmest et liv, hvor vi mærker os selv, og hvor vi tager det, vi mærker, alvorligt. Det kan vi lige nu – fordi vi har tiden til det.(Altinget: 1. april, 2020)

At tage ’det, vi mærker, alvorligt’, dvs. praktisere i overensstemmelse med vores værdier, vores kroppe – muligvis anderledes end førhen, (og ikke blot kommunikere anderledes) – er ifølge diskursen udfordringen fremover, og der ligger en vis bekymring heri for at vende tilbage til ’normalen’. Med udgangspunkt i forrige analysedel, indbefatter modstanden en afstandspraksis, som jeg vil hævde, vi fik forærende under nedlukningen, og som skal vedligeholdes efter genåbningen, hvis ændring af status quo ønskes.

Konklusion:

Det hævdes i diskursen, at alting (selvet, livet og omverdenen) fremtonede i et klarere lys under nedlukningen. Fornemmelsen af en anden verden var tydeligere end førhen og frygten for, at alt dette ville gå tabt i genåbningen, fremgår i mange af de nye erkendelser. Nedlukningens potentiale for omsorgsrevolution ligger i forvandlingens praksis, ikke en diskursiv, men en kropslig ’afstandspraksis’ til adskillelseskulturen – en ’menneskelig strejke’ – der er i stand til at ’vende ordet’ om (diskursen), for at bruge Deleuzes udtryk. Som jeg nævnte i første analysedel, er det en prekær praksis, der kræver et fællesskab, og her kan Deleuze igen være behjælpelig med at belyse processen, hvori minoriteten kan forvandle sig til majoritet i kraft af det, minoriteten praktiserer og skaber (indenfor rammerne), og som i sidste instans potentielt ændrer rammerne:”En minoritet kan være større end en majoritet. Det, der definerer majoriteten, er en model, som man skal være konform over for […] Hvorimod en minoritet ikke har nogen model, det er en tilblivelse, en proces. Man kan sige, at ingen er majoriteten. Alle er i en eller anden form en del af en bliven minoritet, som vil bringe vedkommende ind i hidtil ukendte baner, hvis pågældende besluttede sig for at følge dem. Når en minoritet skaber modeller, er det, fordi den ønsker at blive til en majoritet, og det er uden tvivl uundgåeligt for dens overlevelse eller dens ve og vel (eksempelvis at have en stat, blive anerkendt, hævde sine rettigheder). Men dens kraft kommer fra det, den har formået at skabe, og som mere eller mindre indgår i modellen uden af blive afhængighed af den. Folket har altid en skabende minoritet, og vedbliver med at ytre det, selv når den erobrer en majoritetsposition, for de to ting kan eksistere på samme tid, fordi de ikke lever på samme plan.” (Deleuze, 2006: 207-208)

Find litteraturliste til dette afsnit her.