Pseudosolidaritet

Dette indlæg er skrevet af ambassadør for Kulturkritisk Forum, Camilla Fredsgaard. Camilla er kandidatstuderende i religionsvidenskab.

Det er som regel med en hvis ambivalens, når en bevægelse opstår med smarte billeder, nye hashtags og folk der skal (på)vise deres solidaritet. Der er sjælden ambivalens i forhold til om solidariteten skal gives, det skal den som oftest og det er selvfølgelig også tilfældet med Black Lives Matter. Min ambivalens relaterer sig til måden hvorpå den bliver givet, og om jeg overhovedet synes den bliver givet. Umiddelbart står jeg ikke alene, for der følger som ofte også en (berettiget, synes jeg) kritik af folk der bare videredeler trendende opslag, og dermed køber sig billige point, i bedste fald blot forsøger at holde deres sti ren. Hvorvidt intentionerne er rene er irrelevant, den diskussion flytter også bare fokus fra det der egentligt var vigtig til at starte med.

Men hvordan forholder man sig så? Skal man poste tilfældigt, men i solidaritet (eller hvad end baggrund), eller skal kan man tie, men #dendertiersamtykker. Ingen af delene forekommer mig som en god løsning. 

Ærligt, så ved jeg ikke nok om situationen, hvad der præcist skete med George Floyd og jeg har bestemt meget mere at lære om racisme. Derudover er jeg helt sikkert enormt privilegieblind. Derfor vælger jeg ikke at dele noget, og det er som regel min strategi: ”jeg ved ikke hvad jeg taler om, derfor er det nok bedst at tie”. Men denne gang ramte det mig at høre, at dét faktisk er lige så usolidarisk som at poste et billede i solidaritet, med de sorte venner du ikke har. 

Det mest solidariske må være at gøre en forskel, ændre noget til det bedre. Jeg tror tit videredeling (uden vidensdeling) har den modsatte effekt, den lader folk tro at de har engageret sig og gjort en forskel, hvorefter problematikken igen kan (gen)glemmes. I stedet burde man nok låne en bog, gå til et foredrag, støtte organisationer der bekæmper problemet, høre en paneldiskussion eller følge en god blog. Skammeligt, gør jeg ikke synderligt meget af noget af det, og jo mere jeg tænker over det, desto mere uempatisk ser jeg at det er. Hvis jeg virkelig har medfølelse med mine medmennesker, bør jeg prøve at forstå. Men ikke engang her ved jeg hvor jeg nødvendigvis skal starte, så måske det bedste jeg, og andre som mig kan gøre, er at kaste vores uvidende bold op, til dem der faktisk ved hvad det drejer sig om, enten fordi det er deres virkelighed, eller fordi de har brugt lang tid på at forstå andres.  Insisterer man på brug af sociale medier, skulle man måske starte et nyt hashtag, #whatdoIneedtoknow, og derefter gøre et oprigtigt forsøg på at blive klogere. Kun hvis vi ved og forstår, kan vi kende til og derefter spotte undertrykkende systematikker, uhensigtsmæssige diskurser og uacceptabel adfærd, og kun herefter kan vi ændre det.