Vi er ikke ét stort fællesskab – vi er en spøgelseslandsby

Dette indlæg er skrevet af frivillig ambassadør hos Kulturkritisk Forum, Anil Abildgaard. Læs mere om Anil og hendes virke på Kulturkritisk Forum her.

Da jeg var ung, havde jeg en dyb følelse af, at familien – fællesskabet – var det vigtigste. Så vigtig at jeg ville nedprioritere alt andet. Da jeg var 19 år, fik jeg en lillebror, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg forlod universiteter eller aldrig mødte op, fordi jeg havde sagt ja til at hente ham fra vuggestue, fordi han var syg, min far ikke selv kunne nå at hente eller lign.

Begge hans forældre havde arbejde at passe. Og jeg elskede det. Hver gang jeg fik et opkald fra min pressede far, så var det en ære at sige ‘ja’. Jeg fik faste hentedage, og jeg hentede og passede ved akutsituationer. Det gav mig så meget at give den tryghed for min lillebror og hjælpe min familie med at få enderne til at hænge sammen. 

Jeg tror, mange har den følelse. Følelsen af at være en værdi for fællesskabet og følelsen af, at familien kommer før alt andet. Lige indtil at arbejdsmarkedet sluger én.

Misforstå mig ikke. Familien er selvfølgelig stadig det vigtigste. Men pludselig bliver det en belastning, når de ringer fra vuggestuen om sygdom. Pludselig bliver det nødvendigt at aflevere sit barn i vuggestue ved 10 måneder pga arbejde, selvom man godt kan mærke, at det ikke er rigtigt for barnet. Ja, og heller ikke for forældrene. Man bliver slugt af hamsterhjulet.


Og hvilke konsekvenser har det så for vores fællesskab? Mennesket er et flokdyr og fællesskabet er en essentiel forudsætning for vores trivsel. Især i barndommen.

Så hvad gør det for vores trivsel, når vores flok – vores landsby – er splittet i flere dele allerede fra 10 måneders-alderen, hvor forældrene starter på arbejde og lille Carl i vuggestue.

Pludselig er den lille flok – familien – delt. Carl skal navigere i flere flokke. Flokke der ikke kender hinanden, sådan rigtigt. Mor og far skal på arbejde og navigere i hver deres nye flokke, hvor de skal finde deres plads i fællesskabet. 

Lille Carl bliver efterladt af sin flok – sin familie. Carl bliver smidt for løverne. Og lad os så sige, at Carl er en af de heldige, der undviger løven og får det nogenlunde i sin midlertidige tilværelse. En hverdag frem og tilbage. Fra flok til flok. Ingen landsby, der kender hinanden, hvor relationerne går på kryds og tværs, og hvor der er plads til at være Carl, og at Carl kan bevæge sig ud i landsbyen i eget tempo. 

For flokdyr er adskillelse livsfarligt. Som Carl, der kan blive hapset af en løve. Det er sådan vores nervesystem opfatter det. Det er en kæmpe stor og konstant belastning af Carls – og ja, mors og fars – nervesystem at skulle navigere i en hverdag med så mange skift mellem flokke. Skift mellem roller, heraki og overlevelsesstrategier. 

Stress, depression og angst er efterhånden folkesygdomme, der æder vores land op. Og det giver utrolig god mening, når vores nervesystem fungerer, som det gør. For nervesystemet kan den mentale belastning sammenlignes med fysisk smerte. Det er det samme for kroppen – vi befinder os i det samme sted i hjernen.

En brækket ryg er mere synlig end et knust hjerte, og mon ikke der ville være mere motivation for forandring, hvis Carl, og alle de andre børn, fik brækket ryggen i stedet for et ‘usynligt’ knæk på psyken?

Vi er ikke en stor flok – en landsby – der har et sundt, balanceret, dynamisk fællesskab. Vi bevæger os i individuelle, overfladiske flokke, der ikke formår at give mennesket en følelse af den landsby, som vi har så hårdt brug for.

Vi befinder os i en spøgelseslandsby.