Vingummibarnet og barnevognsprotesten

Af Manja Holmelund, specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling, og frivillig ambassadør for Kulturkritisk Forum. Læs mere om Manja og hendes speciale her.

Da jeg var gravid med Ulvar, erklærede vi overfor vores familie, at barnevogn ikke blev nødvendigt. Og alle mødte os med en skepsis og vantro, der var så voldsom, at vi virkelig vaklede omkring vores valg. For vi fik at vide, at vi ikke kunne leve uden barnevognen. Det ville simpelthen ikke fungere, hvis Ulvar skulle sove alle sine lure der, ville vores rygge og hofter have brug for aflastning i form af en barnevogn.

Nogle var faktisk decideret bekymrede for, om Ulvar blev så forvænt, at han ikke ville andet end at være i viklen, eller at vi selv bar ham i viklen hele tiden, i et omfang der gjorde, at han ikke udviklede sig motorisk.

Det var meget krævende at skulle argumentere for, at vi gjorde det på en anden måde, men også sårende: For troede vores omverden virkelig, at vi havde i sinde at bære Ulvar hele tiden, om han ville det eller ej, blot fordi havde valgt anderledes?

Den antagelse bliver barnevognsbrugere jo ikke mødt med. Og lå der deri ikke også en opfattelse af, at når barnet bliver forvænt med noget rart (viklebæring har i øvrigt mange gavnlige effekter for både mor/far og barn), så er det ikke positivt i adskillelseskulturen?

Det er okay, vi forvænner barnet med at sove i barnevogn og blive fragtet rundt i den, for så er barnet adskilt. Men når det kommer til viklebæring, vækker det nærmest dyb forargelse, selvom viklens funktion og anvendelse er lig med barnevognens: lur og gåture. Derudover har viklen også den suveræne fordel, at den er et hjælperedskab til at nå de daglige gøremål, imens barnet inddrages. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Ulvar og jeg har vasket tøj, tømt opvasker, været på toilettet (når man skal, så skal man), støvsuget, handlet ind osv. Altsammen sysler hvor Ulvar mere eller mindre blev inddraget, imens han var i viklen.

At Ulvar på den måde blev delagtiggjort i de daglige gøremål, fremfor at ligge under et “aktivitetstæppe” i en kravlegård, eller spændt fast til en skråstol og dermed ikke blive inddraget i hverdagslivet, viser hvorledes vores adskillelseskultur ikke bare skaber redskaber til adskillelse, men også liv i adskillelse i hjemmet.

Børn gør børneting, imens voksne gør voksenting. Vi er i et stort omfang ikke vant til, at børnene bliver inddraget, dels fordi tiden er knap i en adskillelseskultur, dels fordi vi tror, det er trivielt og kedeligt for børnene (læs: ikke udviklende nok, der findes jo udviklende legetøj) og dels fordi institutionaliseringen af børn former vores samvær i familien. Børn er dagligt ikke en del af den ‘virkelige’ verden derhjemme (og udenfor hjemmet), men er hensat til en ‘kunstig’ verden i institutioner, og den adskillelse af verdener fostrer en skarp skelnen mellem børnesysler og voksensysler, i en sådan grad at de to verdener sjældent bliver krydset og genforenet.

Det pudsige ved hele historien er, at vi simpelten endte med at få en barnevogn. Vel og mærke kastet i nakken af vores velmenende familie. Det betød, at vi også endte med at give barnevognen et forsøg.

For som førstegangsforælder er man sårbar og måske ikke i kontakt med sin intuition, eller indimellem vakler på sine intuitive overbevisninger.

Hver gang vi gik med barnevognen, sov Ulvar maks 45 minutter, faldt i søvn grædende og vågnede grædende. Min puls var tårnhøj, jeg svedte tran, og jeg kunne faktisk ikke trække vejret. Det var som at få et angstanfaldt hver eneste gang. Fordi det føltes forkert. Når Ulvar var i vikle, faldt min puls, jeg var rolig og han var rolig. Han græd sjældent i viklen, og hvis han gjorde, var det ikke forårsaget af viklen i modsætning til barnevognen. Så det holdt vi hurtigt op med, heldigvis. For da vi gik tilbage til 100 % viklebæring, fremfor kombinationen af barnevogn og vikle, trivedes vi alle.

Epilog:

Med tiden blev vi vant til de bekymrede udtalelser fra nær og fjern, og med tiden har folk erfaret, at slemmere var det ikke.

At vi valgte barnevognen og andre adskillelsesredskaber fra, vakte en bekymring for om Ulvar udviklede sig nok, i stil med den bekymring der vækkes i folk ved fravalg af institutionslivet. Efterhånden som Ulvar blev ældre, efterspurgte han ikke viklen i samme omfang og mine hofter kunne heller ikke holde til mere viklebæring og sådan blev det gradvist udfaset. Vi endte med at viklebære i 1 år, hvorefter Ulvar nu sover lur i vores fælles seng, bliver fragtet rundt på egne ben, i bæretaske på ryggen eller i en klapvogn. Det har været vores valg, fordi vi alle har trives med det. Ulvar er ‘fuldt udviklet’ i forhold til hans alder (i øvrigt eksisterer der en udviklingsbesættelse i vores adskillelseskultur, som er værd at forholde sig kritisk til). Og det gjorde vel nok folk mere rolige ved vores ‘kontroversielle’ valg.

Bekymringen om viklebørns motoriske udvikling, er i en adskillelsesretorik blevet italesat som “vingummibørn”, hvor ‘fagfolk’ hævder, at overdreven brug af vikler, skaber motorisk ‘slappe’ børn (læs den meget spøjse artikel her).